Anmeldelser fra Litteratursiden.dk

Barndommens land af

Barndommens land

Med kig i private fotoalbums og barndomsberetninger fra såvel kendte som ukendte skrives socialhistorie i øjenhøjde.

Med god sans for levende historiefortælling gør forfatter og kulturhistorisk formidler Helle Juhl det private alment og skildrer børns liv i Danmark gennem de sidste godt 100 år. I indledningen fortælles om tidernes skiftende syn på børn og barndommen, der med Børneloven fra 1905 første gang for alvor kom på dagsordenen. Et billede siger som bekendt mere end 1000 år, og især bogens mange fotos giver en let og underholdende indgang til stoffet.

Gennem temaer som fødsel og barnepleje, skoleliv, kønsroller og børnemagt illustreres det,  hvordan det danske samfund på tre generationer går fra at være fattigt, men børnerigt til at være et børnefattigt velfærdssamfund. Billeder og beretninger fra f.eks. en opvækst under usle vilkår i brunkulslejrene i Søby under 2. Verdenskrig griber en om hjertet, men der er ligeledes mange punkter, hvor man trækker på smilebåndet. Emner som polioepidemi og finnebørn, som man ikke selv har oplevet, kan man blive klogere på samtidig med, at man genkender sin egen barndom på tankevækkende vis.

Alle uanset baggrund har det til fælles, at de har været børn engang, hvorfor bogen er et oplagt udgangspunkt for samtale på tværs af generationerne. Mine egne forældre er fra en generation, hvor barndommen sluttede ved konfirmationen, når man blev sendt hjemmefra for at arbejde. Selv oplevede jeg det revolutionerende indtog af TV-apparatet i dagligstuen, mens mine egne børn betragter mig som et stenalderfund, når jeg fortæller om en barndom inden pc’en var opfundet.  

Baseret på grundig research begrunder forfatteren, hvordan materiel velstand ikke nødvendigvis gør barndommen til en paradisisk tilstand. Uanset de skiftende vilkår er det en evig udfordring at skabe det gode barneliv.

 

 

 

 

 

Monstermenneske af <a href="/ting/search/%22Kjersti%20Annesdatter%20Skomsvold%22">Kjersti Annesdatter Skomsvold</a>

Monstermenneske

Et liv med ubærlig træthed og angst er Kjerstis hverdag. Monstermenneske er en meget læseværdig roman om at kæmpe mod sygdommen og få sit liv tilbage.

Monstermenneske handler om Kjersti, som lider af ME (kronisk udmattelsessyndrom), og som derfor er tvunget til at leve i ufrivillig isolation. Bogen er såkaldt autofiktion, og hovedpersonen deler navn og skæbne med forfatteren, Kjersti Annesdatter Skomsvold.  Kjersti har mange drømme om, hvordan livet kunne være, men der er alt for mange men’er, som hele tiden begrænser hende. Hvor hun før spillede fodbold og var den hurtigste til at løbe, er hendes liv nu blevet et mareridt, hvor hun ingenting kan. I perioder ligger hun på en madras i kælderen, og selvom hun er ret ung, sker der ingenting i hendes liv. På et tidspunkt kommer hun også på plejehjem for at aflaste familien.

Alligevel drømmer hun om at blive forfatter, hun skriver på en slukket computer og laver en masse notater på gule post it-sedler. Kæresten Erik og forældrene støtter hende, så godt de kan. Alligevel oplever hun den ene nedtur efter den anden og kan slet ikke forestille sig fremtiden. Over tid lykkes det hende at komme i gang med sin roman, som faktisk handler om at skrive en roman. Den handler om en gammel dame, Mathea, som bor på plejehjem, og den kredser om mange ting, for eksempel: Hvem er jeg? Hvis jeg kan skrive en roman, må jeg også være nogen og ikke bare et sygt menneske, som lever i konstant angst.

Hovedpersonen bruger mange sider på at finde vejen fremad og tilbage til livet. Det er af og til lidt omstændeligt, men alt bliver samlet til en helhed, da romanen er færdig, og Kjersti endelig har fået sit liv tilbage. Det er en lang og krævende proces, hun går igennem, ofte taber hun modet, men kravler op på hesten igen. Hun vil virkelig det her og formår at finde vejen. Man kan kun have respekt for Kjersti, som giver en fin indsigt i, hvilket helvede hun gennemgår, og hvordan hun tackler alle de forhindringer, hun møder på sin vej. På trods af det alvorlige emne formår hun alligevel at skrive humoristisk og med sort humor indimellem de lange passager, hvor sygdommen dominerer.

Monstermenneske er bestemt en meget læseværdig roman. Den er ikke hurtigt læst, og man oplever som læser, hvordan de forskellige stemninger påvirker skriveriet. Den strækker sig over mange år, og jeg blev som læser rørt over, at det lykkedes hende at finde livsglæden igen.

Mørkets ansigt af <a href="/ting/search/%22Belinda%20Bauer%22">Belinda Bauer</a>

Mørkets ansigt

Hvornår bliver et menneske til en byrde? Og er det okay at ”skille sig af med” en byrde?

 

Langt væk fra London ligger en klynge mindre byer, der har samme landbetjent. Normalt er der meget stille, og landbetjentens eneste job er næsten at vise sig på gaderne – og ind imellem skille stridende ægtefolk fra hinanden. En dag er noget dog anderledes. En ældre, lam kvinde findes død. Først er lægen i tvivl, men han konstaterer så, at hun er blevet kvalt med sin egen hovedpude. Hermed må landbetjenten Jonas Holly tilkalde kriminalpolitiet fra Taunton.

 

Den ledende vicekriminalkommissær er dog ikke tilfreds med Holly. De kommer øjeblikkelig på kant med hinanden, og Marvel gør alt, hvad han kan for at nedgøre Holly. Bedre bliver det ikke, da Holly begynder at finde sedler med besked om, at han burde gøre sit arbejde ordentligt. Hvem efterlader sedlerne? Og er den en, der har kendskab til morderen?

 

Efterhånden som tiden går, sker der flere mord. 3 beboere på et lokalt plejehjem bliver myrdet samme nat – og samtidig forsvinder en af de ansatte. Er der en sammenhæng? Selvom Marvel har forsøgt at sætte Holly af sagen, prøver Holly på at opklarer mordene. Men da han ikke kan gøre det om dagen, må han tage natten i brug.

 

Denne bog har evnen til at fænge fra side 1. Som læser bliver man draget ind i handlingen, og det er svært at lægge den fra sig. Spændingskurven er støt stigende, indtil - ja slutningen kan jeg naturligvis ikke afsløre! Men bogen er bestemt værd at læse. Den er velskrevet, og personerne ”føles” rigtige. Man kommer både til at holde af (og med) Jonas Holly samtidig med, man får lidt ondt af Marvel, der bestemt heller ikke har det let.

En ublodig, men dog grusom krimi. Anbefales varmt til læsere af ”who’dunnit”-krimier af den engelske slags. 

Torinoklædets hemmelighed af <a href="/ting/search/%22Sam%20Christer%22">Sam Christer</a>

Torinoklædets hemmelighed

Dan Brown har ikke levet forgæves. Med sin blanding af lige dele seriemorder og religiøs mystik vil bogen sikkert finde sine læsere, om end den ikke har helt samme kvaliteter som sit litterære forbillede.

Filmmanuskriptforfatteren Tamara Jacobs findes myrdet på grusomste vis. Politifolkene Mitzi Fallon og Nic Karakandez sættes på sagen, og da det viser sig, at Jacobs var i gang med at lave teksterne til en kontroversiel film om det berømte klæde fra Torino (et af de helt store religiøse relikvier – et ligklæde, hvor man skal kunne se aftrykket af Jesu ansigt), sendes Karakandez til Italien for at lede efter spor og en sammenhæng. Jacobs har angiveligt betalt en større sum penge til en italiensk mand, og Nics opgave går i første omgang ud på at finde ud af, hvad det har handlet om.

Nic ved ikke, at hans undersøgelser har bragt en livsfarlig snigmorder og munk fra en hemmelig orden på banen, og hans vigtigste opgave er med alle midler at fjerne og lukke alle spor til Torinoklædet. Samtidig tilbage i Los Angeles har Mitzi nok at gøre med at opspore en seriemorder, der myrder kvinder i deres hjem og indsvøber dem i et ligklædelignende lagen. Som nævnt har vi at gøre med samme genre som for eksempel Dan Brown, men på trods af en appellerende forside og den rigtige blanding af mystik og seriemord har Sam Christer helt bestemt ikke de samme kvaliteter.

Handlingen hænger ikke helt sammen. Man tror i lang tid, at seriemorderen i Los Angeles og begivenhederne i Italien har noget med hinanden at gøre, men det har de nu ikke, og plottet omkring Torinoklædet kan i bedste fald kun opfattes som lettere overfladisk. De to hovedpersoner får aldrig rigtig liv, og man ved ikke engang, hvordan de ser ud, ligesom man for eksempel heller ikke får en forklaring på deres særprægede navne. Man savner endvidere mere baggrundsviden og beskrivelser af steder og byer.

Når det så er sagt, må man dog indrømme, at bogen nu nok skal blive læst alligevel.

Emnekredsen har jo sine fans, og blandingen af en hurtig og effektiv handling, en direkte og ukompliceret skrivestil og de ultrakorte kapitler gør, at man hurtigt kommer ind i handlingen og fanges af det trods alt fascinerende plot.

Historien har stof nok til nogle timers uforpligtende underholdning, men derefter bogen hurtigt være glemt.

Alt falder fra hinanden af <a href="/ting/search/%22Chinua%20Achebe%22">Chinua Achebe</a>

Alt falder fra hinanden

Stærk og vedkommende roman om det oprindelige Afrikas fatale møde med den hvide mand.

Vi følger livet i en afrikansk landsby, hvor Okonkwo arbejder sig op i byens hierarki. Han far var doven og gældsplaget, men Okonkwo er stærk, flittig og hårdtarbejdende. Han får succes, har tre koner og flere titler, som giver status i landsbyen, og han er respekteret.En af romanens store styrker er beskrivelsen af det daglige liv: Børnene henter vand ved kilden, kvinderne laver mad og dyrker de lettere afgrøder. Mændene dyrker yamsen, den vigtigste fødekilde, bygger og vedligeholder hytterne. Fødsel, bryllup, begravelse og ikke mindst religionen, der fylder meget i landsbyens liv. Jordgudinden skal man ære og adlyde. Hun taler gennem et orakel, som bor i en hule. Landsbyens mest fremtrædende mænd optræder maskerede som egwugwu, stammens forfædre, og fungerer som råd og dømmer blandt andet i interne stridigheder.

Man får fornemmelsen af en fortælling uden for tid og sted, sådan har livet sikkert foregået i århundreder og kunne fortsætte lige så længe. Romanens titel giver et vink med en vognstang om, at det gør det så ikke. Okonkwo må forlade sin landsby i syv år, da hans gevær eksploderer og dræber en dreng. Således smidt ud af sin egen landsby må han tage tilbage til sin moders slægtninge, som giver ham jord og hjælper ham med at starte forfra. Livet står langt fra stille i de år, Okonkwo tilbringer i eksil. Hvide, kristne missionærer kommer til hans landsby, bygger en kirke og omvender nogle af indbyggerne, blandt andet Okonkwos ældste søn. Der er sket forandringer, som har uoverskuelige konsekvenser for Okonkwo og hele Afrika.

Læs og forstå var der nogle lærebøger i skolen, der hed. Når man har læst Alt falder fra hinanden, forstår man lidt mere om Afrikas kultur og historie. Forfatteren Chinua Achebe er så nøgtern og ryster ikke på hånden i sine beskrivelser af de voldsomme kultursammenstød - eller nærmere kulturovergreb - der finder sted. Achebe glorificerer eller fordømmer ikke hverken stammefolkene eller de hvide kristne. Han fortæller bare historien.

Sproget er lavmælt, og det er netop manglen på store følelsesladede udbrud, der gør fortællingen så stærk og vedkommende. En vigtig bog, som er god at blive klog på. Chinua Achebe er født i 1930 i Nigeria og døde i 2013. Alt falder fra hinanden er hans debutroman fra 1958, og den blev første gang udgivet på dansk i 1986.

Og vi kom over havet af <a href="/ting/search/%22Julie%20Otsuka%20%28f.%201962%29%22">Julie Otsuka (f. 1962)</a>

Og vi kom over havet

Uforglemmelig, rørende og stærk roman om japanske kvinder, som rejser til USA for at blive gift med mænd, de kun kender fra breve.

”På skibet spurgte vi tit os selv: Ville vi kunne lide dem? Ville vi elske dem? Ville vi genkende dem fra fotografierne, når vi så dem på kajen?”

I 1919 sejler et skib fra Japan over Stillehavet mod San Fransisco, og skibet er fyldt med japanske kvinder, som alle er på vej for at mødes med deres tilkommende mænd – de såkaldte postordrebrude. Kvinderne har fået breve med fotografier af smukke mænd, og mange af dem har skrevet, at de er hotelejere, bankdirektører, forretningsbestyrere og ejere af store gårde. Kvinderne glæder sig til at vise mændene, hvad de har lært af deres mødre: At lave mad og sy, servere te og arrangere blomster og sidde stille i timevis uden at sige noget som helst af betydning.

Men virkeligheden bliver en helt anden. Det viser sig, at billederne er gamle, og mange af dem forestiller nogle andre mænd. Brevene er skrevet af professionelle brevskrivere, og mændene er ikke direktører men landarbejdere eller fiskere. Kvindernes liv bliver derfor noget helt andet end det, de har fået stillet i udsigt. Vi følger kvinderne i mange år, vi hører om den frygtede bryllupsnat, om deres liv som ildesete og udstødte, om børnefødsler, om fattigdom og hårdt arbejde, om brutale mænd og om mødet med en fremmed og ukendt kultur og et sprog, som de ikke forstår.

Da børnene bliver store, oplever forældrene, at børnene lægger afstand til dem. De begynder at kalde sig ved amerikanske navne, de bliver større end forældrene, og de larmer og bevæger sig med store skridt på amerikansk maner. I december 1941 angriber japanerne Pearl Harbor, og efter denne dag bliver alle japanere i USA anset for at være fjender eller spioner, og de bliver internerede i forskellige lejre. Japanerne forsvinder lige så ubemærket, som de kom.

Selve historien er god og gribende, men den får en ekstra dimension af den måde, Julie Otsuka fortæller den på. Fortællestemmen er et ”vi”, som i en opremsende tone fortæller alle kvindernes historie centreret om forskellige temaer. I sidste kapitel skifter fortællestemmen dog, nu er det de tilbageblevne amerikanere, som fortæller. Jeg synes, fortællemåden virker utrolig godt. Og vi kom over havet er uden tvivl den bedste bog, jeg har læst i lange tider. Jeg blev grebet af kvindernes skæbner, og den har været meget svær at slippe.

Julie Otsuka er japansk-amerikaner, og hun har udgiver flere romaner på amerikansk. Jeg håber meget, vi får mere af hende oversat til dansk. Temaet med japanerne i USA under Anden Verdenskrig er også beskrevet i den smukke roman Hotellet på hjørnet af bitter og sød af Jamie Ford.

The Black Dagger Brotherhood #1 - Vampyrkongen af <a href="/ting/search/%22J.%20R.%20Ward%22">J. R. Ward</a>

The Black Dagger Brotherhood #1 - Vampyrkongen

Fantastisk start på en vampyrserie for voksne læsere. Hvis du er til forfattere som Sylvia Day,  E. L. James og Vina Jackson og er til vampyrgenren er denne bog lige noget for dig!   Vampyrerne i denne bog er ikke den rare slags. De ser brutale ud, går i stramt læder, er fyldt med tatoveringer og hører dundrende rap musik. Først tænkte jeg at de nok ikke lige var mine typer, men da jeg kom ind under huden på dem i bogens handling, så begyndte jeg faktisk at se anderledes på den type.

Ward har en fræk måde at skrive på, personerne i bogen bander rigtigt meget og der er fantastisk intern dialog, når vi læser hvad de forskellige personer tænker i forskellige situationer. Det er sjovt, frækt og faktisk også ret befriende, når man som mig har læst serier som Twilight, Vampyrakademiet og De udødelige.

Kærlighedshistorien er fantastisk og saftig. Vampyrerne har et stort sexbehov og der bliver ikke lagt en dæmper på beskrivelserne af sex scenerne. Det kan i starten godt være lidt chokerende, men faktisk også meget fedt, når man er vant til vampyrbøger, der henvender sig til læsere på 11 år og op.

En stor del af historien handler også om slåskampe broderskabet "The Black Dagger Brotherhood" har med deres ærkefjende en race kaldet "Eliminatorerne" eller "The Lessers" som de hedder på engelsk. De myrder løs af deres fjender og beskrivelserne af hvad de gør med disse blege fyre, som har solgt deres sjæl til djævelen er meget detaljerede. Men vores hovedpersoner kæmper for deres arts overlevelse.
De er et elitekorps af vampyrer, der kæmper for at beskytte de ”almindelige” civile vampyrer.

Det er lidt ærgeligt at den danske oversætter har valgt at kalde fjenden "Eliminatorer". Jeg synes det lyder lidt tåbeligt. Jeg har læst bogen både på engelsk og dansk. Selvfølgelig kan det være svært at skulle oversætte et sporg med så mange farverige udtryk som det Ward bruger, men det er ærligeligt når man et par gange krummer tæer over den danske oversættelse. Generelt synes jeg dog det er gjort meget godt.

Det er en herlig virkelighedsflugt at dykke ned i og fortabe sig i broderskabets verden. Jeg mistede min nattesøvn fordi jeg lige skulle læse hvordan historien fortsatte. Det er måske lidt pinligt at måtte indrømme det, men jeg gik faktisk tilbage og læste et kapitel 2 gange i stedet for at fortsætte historien, fordi det bare var så godt!
BØRNEIMPORTEN Et mørkt kapitel i fortællingen om udenlandsk adoption af <a href="/ting/search/Amalie%20K%C3%B8nigsfeldt">Amalie Kønigsfeldt</a>, <a href="/ting/search/Amalie%20Linde">Amalie Linde</a>, <a href="/ting/search/Mathilde%20H%C3%B8rmand-Pallesen">Mathilde Hørmand-Pallesen</a>

BØRNEIMPORTEN Et mørkt kapitel i fortællingen om udenlandsk adoption

Jeg indrømmer gerne, at 'Børneimporten' af de tre journalister Amalie Linde, Amalie Kønigsfeldt og Matilde Hørmand- Pallesen, er en af de bøger, som jeg gav mig i kast med, med blandet lyst. Underrubrikken siger det hele: "Et mørkt kapitel i fortællingen om udenlandsk adoption". Og det må man sige, at det er - altså et mørkt kapitel, men også på mange måder en mørk fremstilling og ikke mindst udvælgelse af personhistorier.

For bogen er en historisk fagbog, som på meget fin og velresearchet vis portrætterer de sidste mere end halvtreds års internationale adoptionshistorie, men den lægger sig mellem den objektive faglitterære og malende dokumentariske genre ved at koble historiske fakta og milepæle fra adoptionshistorien sammen med udelukkende sviende personhistorier fra voksne adoptivbørn.

Og naturligvis bliver jeg revet med af personfortællingerne, som på mange måder er meget velskrevne, tankevækkende og ofte decideret grumme. Historier om adoptivbørn, som har oplevet misbrug, svigt og mangel på omsorg og kærlighed. Og om adoptivbørn, som har oplevet og overværet tortur og sågar mord på adopterede søskende. Jeg bliver voldsomt berørt og må lægge bogen fra mig. Selv nu, hvor jeg skriver min anmeldelse bliver jeg berørt. Jeg nærer dyb respekt for de voksne adoptivbørn, som har delt deres historie og som har været tvunget til at genbesøge - ja netop - mørke kapitler i deres liv, som har og fortsat vil, præge dem resten af deres liv.

MEN - og jeg er ked af dette men - nogle gange får de grumme fortællinger så meget kød og blod, at det nærmer sig populærjournalistik, ligesom at de altid triste personfortællinger om misbrug og svigt kobles på de historiske fakta med næsten for ført hånd.

Især når jeg læser anden del af bogen, hvor forfatterne redegør for de undersøgelser og den research, som ligger til grund for bogen, så savner jeg en mere balanceret udvælgelse af personfortællinger, som i højere grad repræsenterer data. Hvor er fortællingerne fra de voksne adoptivbørn, som har fundet sig til rette i den situation, det alt andet lige må være at være adopteret.

Det er tydeligt, at de tre journalister har valgt vinkel og fulgt den stramt. Og respekt for det. Men resultatet er en lidt unuanceret fremstilling af et emne, der på godt og ondt stadig er aktuelt. Godt, fordi der heldigvis er sket mange forbedringer på området for så vidt angår bl.a. godkendelsesprocesser, adoptionsforberedende kurser, post-adoption services m.m. Men ondt, fordi hele den grundlæggende præmis for adoption gang på gang sættes til debat, men desværre oftest foranlediget af de grumme historier. Og desværre også med afsæt i enten/eller spørgsmålet, om adoption er for adoptanternes skyld eller for at varetage barnets tarv. 

Som adoptant til et barn fra Kina ligger det mig og min familie meget på sinde, at vi aldrig stopper med at diskutere adoption i det offentlige rum. Derfor byder jeg i høj grad generel debat og alle bøger om emnet velkommen. Også denne, som trods mine kommentarer ovenfor får fire ud af fem stjerner. For hvor kan vi dog lære meget af historien. Jeg vil dog nok være tilbageholdende med at anbefale den til for mange af frygt for, at den bliver ophøjet til den endegyldige sandhed om adoption, som jeg heldigvis selv oplever de positive sider af.

Mørkets ansigt af <a href="/ting/search/%22Belinda%20Bauer%22">Belinda Bauer</a>

Mørkets ansigt

"Snyd ikke dig selv for en velskrevet krimi med en uigennemskuelig slutning, som både tilfredsstiller, skuffer og overrasker" skriver brugerambassadør Rikke Andrup Jensen i sin anmeldelse.

Sjældent har jeg siddet tilbage med så stor overraskelse og forundringer efter at have læst en bog. 

Hele vejen igennem var morderen fuldstændig usynlig for mig og viste kun sit mørke ansigt i få synsvinkler. Derfor var afsløringen også den helt rette mængde overraskelse og genial sammensat plot.

Jeg syntes i starten, at bogen var lidt træg og selv om den var ok, var det ikke en cliff-hanger. Men sidste del af bogen opvejede fuldstændigt starten og overhalede alt og mig indenom. 

Landbetjent Jonas Holly er en trofast ægtemand, som tager sig godt af sin højelskede, men invalide hustru Lucy og er et vellidt ansigt i byen, som lovens håndhæver. Da et mord bringer den magtliderlige efterforsker Marvel til byen for at løse mordet bliver Jonas Holly ydmyget groft. Men i stedet for at være en kryster, beslutter Jonas Holly selv at tage efterforskningen op. Han kender trods alt byen og dens indbyggere bedst. Jagten på morderen går ind, men hvad sker der hvis morderen bliver fundet?

Snyd ikke dig selv for en velskrevet krimi med en uigennemskuelig slutning, som både tilfredsstiller, skuffer og overrasker læseren. Bogen er udgivet ved Forlaget Jentas.

http://andrupsbookshelf.wordpress.com/

Ritualet af <a href="/ting/search/%22Jens%20%C3%98stergaard%22">Jens Østergaard</a>

Ritualet

ANMELDELSE af JAN FINDAL En trykkende varm sommeraften bliver en 3-årig dreng bortført fra en tankstation i København. Kort efter finder politiet det stærkt mishandlede lig af en midaldrende kvinde i en lejlighed på den anden side af gaden. Thomas Nyland og hans team af efterforskere fra Københavns Politi får ansvaret for både at opklare drabet og finde den bortførte dreng. Det viser sig, at gerningsmanden har afspillet mystiske lyde på kvindens stereoanlæg under mishandlingen af hende, og snart efter dukker papirark med blyantsstreger og et gammelt kassettebånd med gruopvækkende optagelser op. Fund, der peger i retning af en ekstremt brutal og metodisk morder. Bogen starter lige på og hårdt med en uddybende beskrivelse af en dræbt kvinde, så der er ingen tvivl hos læseren, hvad det er for en gerningsmand, man har med at gøre. ”Ritualet” må beskrives som en politiroman, idet handlingen ses ud fra de efterforskere, der skal opklare det brutale drab og en samtidig bortførelse af en 3-årig dreng. I særdeleshed ses handlingen fra teamchef ved ”Afdelingen for personfarlig kriminalitet” ved Københavns Politi, Thomas Nylands synspunkt. Han er også den gennemgående hovedperson i Jens Østergaards to foregående krimier. Jens Østergaard har helt styr på det politimæssige. Dog er jeg noget usikker på, hvorvidt Københavns Politi uden videre kan foretage efterforskning i Karise, uden at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er med på sidelinjen. Thomas Nyland er en kæmpe på 120 kg og af jysk oprindelse. Han er dygtig og kompetent, men som følge af nogle barske oplevelser i en tidligere sag, har han også nogle psykiske problemer, som han dog forstår at holde i ave, når han er på job, men de dukker ofte op, når han er alene med sig selv. En lidt håbløs forelskelse sætter også sit præg på ham. Også Thomas Nylands nære medarbejder, Martin Dahl har sit at kæmpe med, så det er ikke ligefrem heltetyper, der efterforsker drabet og bortførelsen, men mennesker af kød og blod. Realistiske beskrivelser gælder også for bogens andre personer. Uden at der på nogen måde er et stort persongalleri i bogen, præsenteres man for mange forskellige mennesketyper. Interessante er i særdeleshed de personer, som er tilknyttet den sekt, der spiller en væsentlig rolle i handlingen. I dagens Danmark findes der sekter, hvor mere eller mindre fanatiske mennesker finder et tilhørsforhold af den ene eller anden grund. Uden at komme nærmere ind på det her, er den beskrevne sekt i bogen en af de mere spektakulære af slagsen. Hvorvidt bogens sekt er helt realistisk, ved jeg ikke, men faktisk skulle det ikke undre mig, for i medierne ser og hører man ind imellem om sekter, hvis fremfærd i den grad er grænseoverskridende. Igen er det befriende at læse en bog på kun 258 sider. Jens Østergaard mestrer at skære ind til benet, når han skriver sine krimier, således hører vi fx ikke om store teammøder og meget detaljerede handlinger fra den kriminaltekniske side af efterforskningen, men man fornemmer alligevel, der foregår en efterforskning ud over den, man direkte præsenteres for. 4 krimihjerter ud af 5 mulige