Bliv lyttehest!

Da jeg var på barsel, havde jeg svært at finde tid og overskud til at læse - det kom faktisk som en kæmpe overraskelse for mig! Ofte kunne jeg bare ikke rumme at leve mig ind i de tykke romaner og tabte tråden undervejs. Sikkert også fordi jeg var helt utroligt træt. Heldigvis gik min læsekrise over hen imod slutningen af min barsel. Og, indrømmet, jeg er normalt sådan en læsehest, der elsker at gumle mig igennem de tykke romaner.  Derfor læser jeg sikkert også mere end de fleste andre småbørnsforældre - fordi jeg simpelthen ikke kan lade være, og fordi det er en del af mit arbejde.

Men jeg kan sagtens se, hvordan tiden og overskuddet til alenetid og ikke-effektiv tid, som læsning også repræsenterer, er svær at finde. Det overrasker mig derfor ikke, at den nyeste, store læseundersøgelse viser, at særligt voksne i aldersgruppen 30-39 år læser mindre - men hvor er det ærgerligt! For vi skal da have noget til ånden, og der batter Facebook-opdateringer, hurtiglæste click-bate artikler og sms'er bare ikke! Og hvad vigtigere er - vores børn gør jo ikke, som vi siger, men som vi gør, så hvordan vil vi lære børnene, at læseoplevelser er fantastiske, at vi kan glæde os til at åbne en bog, ligesom vi venter i spænding på næste sæson af den gode tv-serie, vi ser, hvis de aldrig ser os læse? 

Hvis du gerne vil pleje din indre læsehest, så er mit bedste råd at blive lyttehest. Så kan læsetiden også blive gå-tur-tid eller ordne-vasketøj-tid, hvis det er dét, du har brug for. Det var faktisk sådan, jeg genvandt læselysten - man skal jo starte et sted. Her er derfor et udvalg af de bøger, jeg har lyttet til med stor fornøjelse gennem de seneste par år. 

God lyttelyst! 

/Maria Louise, Silkeborg Bibliotek

Sahar Delijani (f. 1983): Jacarandatræets børn
Neda bliver født i det berygtede Evin-fængsel i Teheran og vokser, som mange andre børn af iranske politiske fanger, op hos slægtninge. Som voksne bliver børnene konfronteret med fortiden, der kaster lange skygger ind over deres liv
Stephanie Perkins: Anna og det franske kys
Amerikanske Anna kan ikke et ord fransk, da hendes far ud af det blå sender hende på kostskole i Paris. Mødet med den charmerende og flotte St. Clair får Annas følelser til at vokse men er de blot venner?
Ingrid Betancourt: Selv stilhed hører op : mine seks år som gidsel
Om den colombianske politiker Ingrid Betancourts (f. 1961) 2321 dage i fangenskab som gidsel i den colombianske jungle hos guerillabevægelsen FARC
Stephanie Perkins: Lola og naboens søn
Serie: 
2. del af: Anna og det franske kys
Lola lever et perfekt liv i San Francisco sammen med sine to fædre og sin kæreste, der er rockmusiker. Men en dag flytter Cricket Bell tilbage til nabolaget - fyren der knuste Lolas hjerte to år tidligere
Maria Semple (f. 1964): Hvor blev du af Bernadette
Gennem breve, mails, rapporter og andre dokumenter forsøger teenagepigen Bee at finde ud af, hvad der er sket med hendes mor, som er sporløst forsvundet på en sørejse til Antarktis