Kom med til årets bogfest på Bogforum

Nu er der ikke længe til årets udflugt til Danmarks største bogevent, Bogforum i Bella Center. Det bliver som altid tre dages festligheder med massevis af forfatterinterviews, signeringer, debat og bogglæde.

For mit eget vedkommende glæder jeg mig i år mest til at møde nogle af de nordiske forfattere, som jeg bl.a. har haft fornøjelsen af at læse i årets løb. Bl.a. Maren Uthaug, hvis nyeste roman - den vemodige og hårrejsende slægtsroman "Hvor der er fugle" - jeg netop er begyndt at lytte til. Kristina Nya Glaffey, hvis "Mor og Busser: En romantisk komedie", jeg havde det enormt sjovt med at lytte til tidligere i år, og Mich Vraa, der med de to romaner om de danske kolonier på De Vestindiske Øer, gav mig mulighed for at komme helt ind under huden på Danmarks bedrøvelige fortid med slavehandel. En anden forfatter, jeg altid finder særligt interessant at opleve live, er karismatiske Lone Hørslev - hvis titler på eReolen, jeg alle har slugt med lige stor fornøjelse.

Derudover er jeg også spændt på at lytte til nogle af forfatterne fra min absolutte to-read. F.eks. Imran Rashids "Sluk - Kunsten at overleve i en digital verden" og Jón Kalman Stefánssons "Nogenlunde på størrelse med universet”. Også Morten A. Strøksnes' "Havbogen - eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider", som har fået overstrømmende anmeldelser.

Af krimi-fornøjelser ser jeg frem til at møde Anne-Mette Hancock, der skal i tale med Abdel Aziz Mahmoud om den psykologiske krimi-debut "Ligblomsten".

I skal selvfølgelig også komme og hilse på mig og alle de andre fra eReolen – vi står på spring og er klar til at svare på alle de spørgsmål og kommentarer, I har til bibliotekernes e- og lydbøger.

Find os på stand C3-003A fredag kl. 10-19 og lørdag/søndag kl 10-18 sammen med Danmarks Biblioteksforening. Vi har bolsjer med, og det bliver SÅ hyggeligt!

Vi glæder os til at se jer!

/Dagmar

Maren Uthaug: Hvor der er fugle
Af Maren Uthaug (2017)
Johan vil arbejde som fyrpasser, men det kræver at han er gift. Han gifter sig derfor af nød med Marie og ikke med hans store kærlighed, Hannah, da hun venter barn med en anden. Det bliver et ulykkeligt liv for Johan
Kristina Nya Glaffey: Mor og Busser : en romantisk komedie
Set gennem et barns undrende øjne og i en humoristisk og kærlig tone, fortælles om en familie, der består af to mødre og om deres hverdag, samtaler, meninger og handlinger
Mich Vraa: Peters kærlighed
Af Mich Vraa (2017)
Serie: 
2. del af: Haabet
Historisk roman, der tager udgangspunkt i en brevudveksling mellem generalguvernør Peter von Scholten (1784-1854) og den fiktive person Maria Eide fra 1852 til 1853, hvor von Scholten ser tilbage på et langt liv fyldt med håb, kærlighed og nederlag
Imran Rashid: Sluk : kunsten at overleve i en digital verden
Af Imran Rashid (2017)
Forfatteren er bekymret for om brugen af internet og smartphones ændrer vores hjerner og tager kontrollen over vores tid. Han beskriver hvordan hjernen fungerer og præsenterer et arbejdsredskab, som kan hjælpe med at identificere, hvad vi helt overordnet ønsker i vores liv og hvilke tiltag der er nødvendige for at opnå det
Ari er vendt tilbage til Keflavik for at besøge sin far, der er døende. Byen, der har præget Aris liv, har forandret sig og dog er alt ved det gamle. Ari længes stadig efter ordene, efter afklaring og en mening med fortidens sorg. Men frem for alt længes han efter poesien og ekskonen
Morten A. Strøksnes: Havbogen
Forfatteren og hans kunstnerven vil fange en grønlandshaj ved Lofoten. Med essayistiske afsnit om havet, dets opståen, hvaler, fiskeri, videnskabsfolk og naturhistoriske emner
Krimi. Journalisten Heloise Kaldan modtager mystiske breve fra en undsluppen morder, kvinden Anna Kiel, som hun ikke kender. Heloise bliver hurtigt viklet ind i en opklaring af mordet som Anna Kiel har begået
Af Lone Hørslev (2009)
Med en række lavmælte og underspillede monologer fortælles om liv og død og stærke lidenskaber i en lille by i det sydlige Jylland