Tema / Historiens sus

Danskerne valfarter til historiske dramaer i biografen og æder sig med stor appetit gennem tv-serier med historiske temaer og universer. Også historiske romaner har siden romantikken været populære både blandt læsere og forfattere.

For mit eget vedkommende giver den historiske roman det allerstørste sus, når min egen nutid spejler sig i de historiske beskrivelser. Når jeg tænker efter, tror jeg faktisk, at det især er gennem litteraturen, film og tv, at jeg har forankret min historiske bevidsthed som en følelse af samhørighed og indlevelse hos de mennesker, der levede i tidligere tider. Og selv om gendigtningerne ikke altid svarer overens med historikernes fakta, kan de alligevel give et unikt indblik i fortiden. Gennem hovedpersonerne kan vi opleve, følge og føle med skæbner fra alle samfundets lag, køn og aldre.

Jeg er netop i fuld gang med at lytte mig igennem Anne Lise Marstrand-Jørgensens middelalderromaner om den tyske nonne, abbedisse, forfatter og komponist Hildegard von Bingen. Anne Lise Marstrand-Jørgensens sprog er stærkt poetisk og sansende og flyder som en tåget understrøm af mystik under hele fortællingen om den skravlede, blege pige og gør mig fortrolig med – for mig ret fremmede religiøse og metafysiske drifter, dilemmaer og betingelser på en ubesværet og troværdig måde. For eksempel når Hildegards mor tager sit sarte barns fornemmelser og udsagn for at være djævlens frem for guds. Og når det lille barn hjerteskærende er vidne til, at hendes lidt ældre kusine og mentor mures inde som erimit i et kloster for at hellige sit liv til sin himmelske brudgom.

Når historisk stof samtidig fylder dramaets rammer ud, så hårene rejser sig, fremtræder historiens skikkelser lyslevende af kød og blod. Vi ser verden gennem personernes øjne, der tænker, føler og tilskrives en barndom, så man forstår både personernes motiver og handlinger. Man sætter sig ind historien med stor indlevelse, og samtidig aktualiseres de vilkår, som også gælder for mange mennesker den dag i dag. F.eks. om social status, ære, krig, magtkampe og politiske intriger - forskelle i religion og kulturer og i kvinders og mænds livsvilkår.

Her har jeg fundet nogle af eReolens historiske romaner, som forhåbentlig vil gøre dig klogere både på dig selv og fortiden.

/Dagmar, redaktør på eRoelen