Ugens læseranbefalinger

Så er det allerede den næstsidste uge i eReolens efterårskonkurrence. I næste uge trækkes vinderen af de fede trådløse hørebøffer, som er på højkant for dem, der har skrevet fine læseranbefalinger til alle eReolens andre læsere gennem de seneste uger.

Men det hele er slet ikke slut endnu, for vi har stadig en del fremragende anbefalinger på lager at dele ud af - så her kommer denne uges anbefalinger til efterårslæsningen:

Martin: Michael Chrighton leverer med "Frygtens ansigt" endnu en bog i en skøn blanding af skønlitteratur og videnskabelige fakta og med et provokerende budskab. Med udgangspunkt i den globale opvarmning tager forfatteren fat i ‘fake news’ og stiller spørgsmålstegn ved, hvad vi tror, vi ved. En bog, der både er spændende og provokerende, og så er den fortalt meget indlevende af oplæseren!

Britt: Denne titel tiltalte lige mig, som finder julen lige opreklameret nok ind imellem, og bogen skuffede ikke! De små noveller er både hylende morsomme, grusomme, triste og pudsige i deres skildring af julens bagside. 

Jeg har lyttet til lydbogen flere gange for at få alle fortællingernes nuancer med, og den bliver nok et fast humoristisk indslag fremover, når julens kvalmende sødme kommer for tæt på. 

Helle: Jeg anbefaler "Dybet" af Michael Katz Krefeld. Jeg er vild med krimier og gysere - især som lydbøger, for så kan jeg strikke og få noget fra hånden, samtidig med at jeg får tankerne i en anden verden. Bogen er skrevet så fængslende, at jeg slet ikke kunne lægge den væk, og lige fra starten fangede den mig . Den handler om misrygt af børn og unge - og hvad det i allerværste fald kan føre til. Og så er handlingen alligevel så kreativ og overraskende, at jeg fik gåsehud af at læse den.

Lillian: Jeg anbefaler "Dømt til at skabe" af Bo Østlund. Interessant bog, hvor flere kendte personer fra forskellige fag og synsvinkler fortæller om deres kreative liv. Man får indblik i forskellige beskrivelser af kreativitet, og i nogle tilfælde hvor kreativiteten opstår eller begynder. Mange personlige portrætter af, hvad kreativitet er, og hvad det vil sige at være afhængig af det at skabe.

Hvis du selv vil deltage i konkurrencen og sprede budskabet om din yndlingsbog fra eReolen, der passer perfekt til eftreåret, kan du skrive en anbefaling til mig. Vinderen trækkes d. 15. november.

Så skynd dig at sende en lille anmeldelse af din yndlingsbog til mig på smda@aarhus.dk sammen med et billede af dig selv. Læs mere ved at klikke her - eller find alle de andre anbefalinger fra læserne her.

/Dagmar, redaktør på eReolen

Michael Crichton: Frygtens ansigt
En miljøorganisation sætter en række naturkatastrofer i gang, for at vinde sympati for miljøet, og understrege nødvendigheden af fortsat at donere penge til miljøbevarelsen, men et hold som multimillionæren George Morton har sat på sagen, afslører svindelen og afværger katastroferne
: Bitre mandler : barske julehistorier af kendte danskere
(2010)
Krimi. 10 noveller af danske forfattere med julen som omdrejningspunkt og med spændende historier i flere stilarter fra klassisk krimi til andre slags spændingsfyldte plots
Michael Katz Krefeld: Dybet
Krimi. Privatopdageren Ravn søger at opklare en række grusomme nutidige mord, der måske har forbindelse til et ligeså blodigt mord fra fortiden
Bo Østlund: Dømt til at skabe
Af Bo Østlund (2010)
På omslaget: Samtaler med 20 kendte danskere om kreativitet. Om angsten, sårbarheden, euforien og den lidenskabelige trang til at lege i ilden