Søgeresultater: 4

Mattis tænker på sin far. Da han stod op af hegnet og så på, når han spillede fodbold. Han var der hver eneste gang. De købte hindbærsnitter efter træning og gik hjem hånd i hånd. Alt det er slut nu. Man kan dø i en trafikulykke en helt almindelig søndag aften.

Der er gået et halvt år, og familien er flyttet. Mattis mor vil starte på en frisk. Hun ser også friskere ud. Det er næsten ikke til at bære, synes Mattis. Han er bange for, at de glemmer far og gider hverken ny skole, nye venner eller fodbold. Og hende Frederikke, der bander og svovler og maser sig på, hun skal bare lade ham være i fred.

Pressen skrev:

»Død og citronmåne er en ufattelig dejlig bog, der vil være god for alle børn, der har mistet - eller alle os, der gerne vil blive lidt klogere på andres liv.«
- Charlotte Højlund, Ude & Hjemme

»Socialrealismen er tilbage for fuld kraft - og her i en stærk, ren og vedkommende form. Anbefales varmt.«
- Jesper Holtung, Lektør

»Stor ros til forfatteren for sit vellykkede forsøg på at nedpresse sorgens abstrakte tanker og følelser ned til 127 letlæselige sider. Svære emner som sorg kan være svære at sætte ord på, og det er i sådanne situationer at bøger reelt ER den bedste terapi som findes.«
7/10 stjerner – bookeater.dk

Carls fodboldhold, FC Tigers, skal spille den vigtigste kamp nogensinde. Carl vil vinde! Hvis FC Tigers vinder pokalen, har Carls far nemlig lovet at klappe så højt oppe i himmelen, at man kan høre det helt nede på jorden! Problemet er bare, Carl går så meget op i at vinde, at han glemmer, hvordan man er en god holdkammerat. Kan Fodbold-frelseren hjælpe Carl med, hvordan man er en god ven, selvom det ikke altid går, som man ønsker sig ...? Bolden endte, præcis hvor den skulle: en meter foran Villads og to meter foran målmanden. Da målmanden i det samme skvattede i mudderet foran målet, vidste Carl, at pokalen var hjemme. Selv Villads kunne ikke undgå at score. Han skulle bare sætte foden på. Carl holdt vejret, da Villads svingede benet, og han så med, da benet ramte luften, og bolden fortsatte forbi målet. - NEEEJJJ!!!! skreg Carl.

„Jeg hedder Sara.“ „Sara,“ sagde jeg. „Smukke Sara: dét klinger! Mit navn er Jonathan. Du kan også kalde mig Skat, hvis du synes.“ Hun så på mig; hendes ansigt var stadig neutralt som om jeg intet havde sagt. Et par af pigerne ved hendes side kom til at fnise, men hun fortrak ikke en mine. Jonathan, der normalt har styr på pigerne, kommer ikke langt med sin smarte facon, når det drejer sig om at imponere gymnasiets nye pige. Dette bliver starten på en stille og stædig leg mellem Sara og Jonathan. En leg der langsomt udvikler sig til et spil og en kamp for at holde facaden.

Carl er sur på mor og gider ikke med i Tivoli. Michael Laudrup er sur på landstræneren og gider ikke med til EM. Mor synes, det er synd for både Carl og Michael Laudrup, at de går glip af alt det sjove. Mon Fodbold-frelseren kan hjælpe, så Michael Laudrup alligevel kommer med til EM, og Carl alligevel kommer med i Tivoli...? Inde i omklædningsrummet satte Fodbold-frelseren sig på bænken ved siden af Michael. Brian sad over for dem. - Vi skal lige snakke om noget, Michael, sagde Fodbold-frelseren. - Hvad? spurgte Michael Laudrup. Han lyttede uden at afbryde, mens Fodbold-frelseren forklarede planen. Da Fodbold-frelseren tav, rystede han på hovedet. - Det gider jeg ikke, sagde han. - Det er altså mest fair, sagde Fodbold-frelseren, men Michael rystede bare på hovedet igen. Carl gnubbede fregnerne på næsen. Den her var svær.