Søgeresultater: 3

ANTON OG ARNOLD – TO FRÆKKE DRENGE ligner hinanden som to spande vand, så end ikke deres egen mor kan kende forskel på dem. Det flytter til byen en sommer, hvor det er så varmt, at folk må sove uden nathuer på. Og hønsene lægger blødkogte æg.

Velkommen til Ole Lund Kirkegaards univers, der er en verden fyldt af sjove historier og skægge karakterer, som er elsket af både børn og voksne.

’Det kan altså godt være farligt’ har gode ligheder med Ole Lund Kirkegaard og Bjarne Reuters elskede fortællinger. Mød René, Henrik og Jøppe, der bor i Lille Grødby, og få små anekdoter og præcise skildringer af stort som småt fra deres hverdag. Glimt fra den fjerne fortid, hvor farfar var dreng. Dengang Danmark endnu var et land opfyldt af naiv optimisme, og hvor drenge kunne gøre store opdagelser lige uden for deres egen havelåge. Der var så meget, der skulle prøves – og det var bestemt ikke altid lige ufarligt!

"Knirk,” knirkede det stille inde midt imellem træstammerne. ”KNIRK!” knirkede det knap så stille inde midt imellem træstammerne. ”KNAAAAS!” knasede det højt inde midt imellem træstammerne. ”PAS PÅ!” råbte Henrik og Jøppe, ”PAS PÅ!” ”KABOM!” kabommede det meget højt inde midt imellem træstammerne. Nu rullede og drejede hele den enorme stak af runde træstammer med René på toppen. Det gungrede og det gungrede med meget store gung. ”HJÆLP!” Jorden bævede under fødderne på Henrik og Jøppe. Det var en kæmpe damptromle, der så nemt som ingenting kunne rulle René flad som en pandekage. Henrik og Jøppe stod i sikkerhed og kunne forskrækket se René på toppen af den rullende vridemaskine. Uha! Det kan altså stadig være farligt at vokse op i Lille Grødby ...