Søgeresultater: 15

"Swift og Oehlenschläger" er en essaysamling om digterne og forfatterne Jonathan Swift og Adam Oehlenschäger. Bogens første del rummer tre essays om Swift, den irsk-britiske forfatter, der især er kendt for romanen "Gullivers rejser" fra 1726. Den første artikel skrev Johannes V. Jensen i det første år af anden verdenskrig som en subtil kritik af besættelsen og dens censur. Kritikken kommer til udtryk gennem de mange paralleller på magtmisbrug i Swifts politisk satirer. Bogens anden del om Oehlenschläger rummer to essays, der er skrevet i V. Jensens senere år som en hyldest til romantikkens store danske digter. Johannes V. Jensen (1873 - 1950) var en dansk forfatter, oversætter og debattør. I 1944 modtog han Nobelprisen i litteratur og i 1999 kårede læserne af Politiken og Berlingske hovedværket "Kongens fald" til det 20. århundredes bedste roman, som også senere blev en del af Kulturkanonen. Jensen var særdeles produktiv og udover sine digte, skuespil og skønlitterære noveller og romaner, var han en flittig skribent af kronikker og debatindlæg til dagblade og tidsskrifter ligesom han står bag en række kulturkritiske artikler og essays.

Swift og Oehlenschlæger leverer, hvad allerede titlen lover, nemlig to forfatterportrætter af Jonathan Swift og Adam Oehlenschlæger. Teksterne udgør afslutningen på et langt og produktivt forfatterskab og blev udgivet i 1950, samme år som forfatteren døde. Portrættet af Adam Oehlenschlæger er af særlig interesse, fordi man her ser Johannes V. Jensen spejle sig i sit digteriske forbillede, et forbillede, som han beskriver som et ukunstlet, jævnt menneske, der med sindsro accepterer sin død.

Rudyard Kipling var en stor inspirator og et forbillede for Johannes V. Jensen. Fra sin tidlige ungdom i Viborg, hvor Jensen første gang stiftede bekendtskab med den britiske forfatter og til sine voksne år, hvor han oversatte flere af Kiplings værker, hang beundringen fast. "Rudyard Kipling" er et portræt af forfatteren, men også en refleksion over hans påvirkning af Johannes V. Jensens eget livssyn og litterære stil. Johannes V. Jensen (1873 - 1950) var en dansk forfatter, oversætter og debattør. I 1944 modtog han Nobelprisen i litteratur og i 1999 kårede læserne af Politiken og Berlingske hovedværket "Kongens fald" til det 20. århundredes bedste roman, som også senere blev en del af Kulturkanonen. Jensen var særdeles produktiv og udover sine digte, skuespil og skønlitterære noveller og romaner, var han en flittig skribent af kronikker og debatindlæg til dagblade og tidsskrifter ligesom han står bag en række kulturkritiske artikler og essays.

Johannes V. Jensen talte af og til om de værker, han betragtede som den stående part af sit forfatterskab: Himmerlandshistorier, Kongens Fald, Den lange Rejse, Myterne og Digtene. Til denne stående part tegnede han også den del af sine essays, som han selv lagde vægt på, i et sigtet og redigeret udvalg.
Et sådant udvalg foreligger her. Bogen indeholder portrætter af personligheder, som Johannes V. Jensen har kendt eller holdt af, eller som har haft betydning for ham, bl.a. Holger Drachmann, Bjørnstjerne Bjørnson, Olaf Poulsen, Peter Nansen, Gustav Wied, Knud Hjortø, Jeppe Aakjær, Jakob Knudsen, Thøger Larsen, Knud Rasmussen, malerne Kristian Zahrtmann, Michael Ancher og L. A. Ring, billedhuggeren Kai Nielsen og ikke mindst de fynske malere Johannes Larsen, Fritz Syberg og Peter Hansen. Et stort uddrag af Johannes V. Jensens bog om Johannes Larsen er medtaget.
Udvalget indeholder desuden nogle af de essays, han har skrevet om ældre personligheder. Her tager han sit udgangspunkt i hvad der findes af buster og portrætter. Gennem formen finder han ind til sjælen. Det er hans metode i Thorvaldsens Portrætbuster med portrætter af Oehlenschläger og Byron, i Bissens Portrætbuster, hvor han skildrer H. C. Andersen, Grundtvig, Carsten Hauch, H. C. Ørsted og i Ibsens Ikonografi. Desuden er medtaget nogle udenlandske personligheder, Heine, Darwin, Kipling og andre.
 

Danmark bør efter Johannes V. Jensens mening befri sig for Hamlettraditionen snarere end at læsse den på sig, og Hamlet er skrevet i den hensigt. Offentliggjordes første gang som kronik i Politiken i september 1922 under titlen "Den tossede Prins, til Hamletskikkelsens Forklaring".

I Johannes V. Jensens mangfoldige produktion slutter denne bog sig til „Form og Sjæl“ og „Mindets Tavle“.

Den indeholder en række efterladte skildringer – som ikke tidligere har været samlet i bogform – af mennesker, han har holdt af og personligheder, som har haft betydning for ham: Viggo Hørup, Gustav Wied, Olaf Poulsen, Jeppe Aakjær, Knud Hjortø, L. A. Ring, Kai Nielsen, Hartvig Frisch.

I bogen findes endvidere essays om „Det skrevne Ords Magt og Ret“, „Dansk Digtekunst“ og „Journalistik og Litteratur“, artikler om Adelbert v. Chamisso, Grimms Eventyr, Wilhelm Busch, Antoine de Saint-Exupéry, og Johannes V. Jensen fortæller om Heine og Walt Whitman og hvad han skylder disse digtere.

Johannes V. Jensens Kærlighed til Amerika er ikke af ny Dato. Han rejste derover første Gang som 23-aarig i 1896, paa en Tid, hvor unge Kunstneres Studierejser endnu plejede at gaa til Italien eller Frankrig, og Aandslivet kun modtog faa Impulser fra den angelsaksiske Verden. Det blev Johannes V. Jensen, der tilskyndet af og i Samarbejde med Henrik Cavling aabnede Danmark for en Kulturpaavirkning vestfra.

Verdensudstillingen i New York i Sommeren 1939 var den ydre Foranledning til Johannes V. Jensens sidste Amerikarejse, men iøvrigt benyttede han Lejligheden til en Rundtur i Staterne fra Øst til Vest med en Afstikker til Syden, over New Orleans, Phoenix i Arizona og Los Angeles til San Francisco, derfra tilbage til New York med et Ophold i Chicago. Nogle af Stederne er skildret med tidligere Oplevelser som Baggrund, andre er nye for Forfatteren, men overalt bekræftes han i sin Tro paa Amerika – paa Trods af al Haardkogthed, Standardisering og Racekamp.

New York er det Sted, hvor det amerikanske Samfunds Folkefællesskab og demokratiske Grundkarakter klarest viser sig. Fra Sydstaterne fortælles om de farvede Folk og deres særprægede Kultur og om Racekampen. Fra Vesten om de sidste Spor af Indianernes tragiske Sammenstød med den hvide Mand. Og fra Hollywood om Filmen og Tegnefilmen, et særegent, værdifuldt Udslag af amerikansk Aand.

De spredte Skildringer samler sig til en Helhed, Verdens største Demokrati mellem Stillehavet og Atlanten, "Voksestedet for sand demokratisk Tugt".

Under Beskrivelsen af en Rejse rundt om Asien og til Amerika samler Johannes V. Jensen i denne Bog Indtryk fra hele den civiliserede og halvciviliserede Verden og anlægger et Grundsyn paa Tiden, som den var umiddelbart før Verdenskrigen, og som den siden er vendt tilbage til. Alle de Problemer, som har rejst sig efter Krigen, findes i Kim i Bogen. Den bæres af en kritisk Metode, der opsøger Tingene og Menneskene selv, samtidig med at der anstilles Betragtninger derover. Den indeholder bl. a. en Betragtning over Religionens Genesis, som siden er ført videre, og som er mere aktuel nu, end da Bogen blev skrevet.

Nordisk Aand, 1911, indeholder en række portrætter af danske og norske forfattere – helten er Bjørnstjerne Bjørnson – og afsluttes med et voldsomt angreb på den hjemlige litteraturkritik som Johannes V. Jensen havde ligget i fejde med siden sit ufine udfald mod Herman Bangs homoseksualitet i en avisartikel i 1906.

Johannes V. Jensens "Retninger i tiden" består af en række artikler, som er skrevet mellem 1925 og 1930.

Mytens Ring er et udvalg af Johannes V. Jensens efterladte myter og beskrivelser. Bogen er redigeret af Carl Bergstrøm-Nielsen.

Æstetik og Udvikling er Johannes V. Jensens efterskrift til romanserien Den lange rejse. Ud fra et evolutionært synspunkt behandler Jensen her menneskehedens udvikling og forsøger at tegne konturerne af en nordisk mentalitet.