Søgeresultater: 5

Astronomer kalder ubestemmelige og mystisk aktive himmellegemer for begivenhedshorisonter. Jeg har skrevet denne bog som en personlig begivenhedshorisont. Ambitionen er, at intet lys må undslippe beskrivelsen af indre cirkler, familie, kvinder og andre urocentre. Jeg ønsker, at mine tekster rummer aktion. Altså at de er til stede, at de ånder i bestræbelserne. Helst med tændsatser, med humor. De er forsøg på selvforståelse og undersøgelser af min virkelighed, men de må ikke være flugtforsøg. For jeg er distræt, jeg er fjern, og det prøver jeg netop at skrive mig væk fra. Jeg vil gerne reagere hurtigt på en impuls, på en indskydelse, der kræver handling lige nu. Jeg vil så nødig stene helt til, sådan som det nemt kan ske, for eksempel når intellektuelle skal ud af en bil. Uddrag af bogen Men foreløbig er jeg min egen forfatterskole. En institution uden halsbrand eller fyringer. Det er kontraproduktivt at påføre den uddannelse etisk fordring og kammertone. Kunstnerisk magma kan ikke nedkøles i fryseposer fra Fakta. Hvordan ville Charles Bukowski passe ind på den skole? Eller Rimbaud og Verlaine? De ville ikke løbe skrigende væk. Nej, det ville være at udvande deres mod og mordinstinkt. De ville tværtimod jage skrankepaverne til jordens ende og skrive digte om det imens. Skal forfattere lære at være antirynkecreme og kastratsangere? En whistleblower på forfatterskolen?! Det er ensretning og personforfølgelse. Det er infiltration på et diktatorisk niveau. Kontaktbesvær og koldkrig; Søndagsskole og spejderære. Kunst er det modsatte, det er smadrede vinterhaver og atmosfærisk voldtægt, det er jordskred og knuste kirker. Om forfatteren Thomas Wivel er efter 30 år i underholdningsbranchen endnu konstant optrædende standupkomiker, men arbejder også intenst som forfatter og har efterhånden adskillige udgivelser i alle genrer i sit kalejdoskopiske bagkatalog. Hans gnistrende og dramatiske familie har i de senere år været omdrejningspunkt for bøgerne, og det er den ikke mindst i indeværende udgivelse. Thomas skriver om tab, nærkontakt og dagenes stjerner. Han er fra 1967 og er far til fire børn.

Jeg er på vedvarende opdagelsesrejse i min families fæstninger og kollisioner. Jeg ryster stamtræet, og der falder altid noget vildt og overraskende ned. Jeg ser helst tilbage. Det er i tilbageblikket, at løsningerne opstår. Tilbageblikket viser mig muligheder. I den granskning forstår jeg mine opture, og den forklarer min private lockdown endnu bedre. Jeg griber ud i dramaer fra verdenshistorien. Jeg genfortæller historier om altomstyrtende heltemod. Jeg vil gerne hylde den storhed, jeg selv har været fascineret af. Og især vil jeg gerne duellere med de kræfter, der vil ensrette mine valg. Jeg nærlytter kunst, litteratur og hjertelyd. Uddøende fænomener. Men det får de ikke lov at være i min bog, på min vagt! Men i bund og grund ønsker jeg at skrive mig frem til en underholdende oplevelse. Det er hermed forsøgt. Mit kampråb er i gang.

Er det overhovedet muligt at finde en fællesnævner mellem Sokrates, Jesus, Martin Luther, Karen Blixen, Henrik Stangerup, François Truffaut, Sartre, Camus, Bob Dylan, David Bowie, Prince og Iggy Pop? Thomas Wivel giver flere svarmuligheder på spørgsmålet i sin kulturelle essaysamling, De visionære provokatører, der ligeledes kan læses som en utvetydig hyldest til det frie ord, den frie tanke og kunstnerisk skaberkraft i almindelighed. Wivel vover pelsen i de personligt vinklede analyser samt kommentarer, der kredser om, hvad det vil sige at være en visionær provokatør. Tanker om den menneskelige eksistens, politisk og religiøst opgør med magthaverne, iscenesættelse af dekadent levemåde og skarp kritik af tidsånden har gennem historien ofte virket provokerende, men samtidig plantet kimen til nye visioner. Sat på spidsen er De visionære provokatører Wivels bud på et kulturpolitisk kampskrift båret frem af hans dybe fascination af enerne inden for filosofiens, litteraturens, filmens og musikkens verden.

Jeg tænker hver dag over den næste sætning. Først i formuleringen af problemet ser jeg det for mig. At fylde et A4-ark ud er medicinering. Det er mental massage. Mit immunsystem står stærkere, når jeg har skrevet. A4-arket et mit terræn. Her vil jeg gerne udfolde mig ukontrolleret og uovervåget. A4-arket er mit panic room. Det er her, jeg søger ind, når det hele brænder på. Men det er ikke for at skjule mig. Det er tværtimod her, at hemmelighederne viser sig, og jeg håber ikke, at jeg kommer til at løbe fra mit ansvar i bøgerne. Det ville være fejt og helt misforstået. Det er på linjerne, at jeg viser mine sande sider. Jeg forsøger i hvert fald, for det er afgørende at være sine skygger bekendt. Kun det ærlige udtryk står distancen, og i denne bog må mørket frem. Frem i lyset.

Den pludselige indskydelse er for mig at se den største inspiration. Den er jeg nødt til at reagere på. Jeg er ikke i tvivl: Tænder idéen mig, så må jeg i gang. Jeg må se, hvad den fører med sig. Straks! Den første tanke skal undersøges og udbygges, og når den er skrevet igennem, er der ro på. Så kan jeg trække vejret. Så får dagen liv igen. Den historiske bevidsthed er afgørende. Jeg søger de forfattere, der med livet som indsats har bragt verden videre. Jeg må finde den musik, den malerkunst, der har udfordret ensretning og identitetsløshed. De må aldrig forsvinde fra radaren. Hukommelse kan ikke gå i glemmebogen. Heller ikke min egen. Jeg vil ikke slippe helgenerne. Heltene. Deres hvisken og råb runger, ringer mig stadig op.