Søgeresultater: 3

Villy Sørensen (f. 1929) på Frederiksberg. Han har med sine moderne eventyr og fantastiske fortællinger skabt noget af det væsentligste i 1950’ernes og – 60’ernes danske prosa og har desuden som essayist i høj grad præget disse årtiers åndsliv og debat, bl.a. som medredaktør af Vindrosen 1959–63. Har skrevet

Sære historier

(1953)

(Bekkasinbog),

Ufarlige historier (1955) (Bekkasinbog), Hverken-eller (1961), Nietzsche (1963), Formynderfortællinger (1964) (Bekkasinbog), Kafkas digtning (1968), Mellem fortid og fremtid (1969) (Uglebog) og Schopenhauer (1969). 1973 udkom Uden mål – og med. Moralske tanker, 1976 Seneca samt 1978 Oprør fra midten (s.m. Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen).

Den gyldne middelvej

indeholder 10 artikler og enkelte politiske radiokommentarer fra 70’erne og ligger således i forlængelse af Uglebogen Mellem fortid og fremtid fra 1969. Krisestemningen efter 1973 er baggrund for bogens politiske betragtninger, der fører op til Oprør fra midten. Titelessayet fører „oprørets" tankegang videre og skitserer dets åndshistoriske baggrund, som også belyses i foredraget om Stoicisme og kristendom og i essayet om Sprogets vurderinger. I et par afsnit skriver forfatteren ud fra egne erfaringer om sygehusvæsen og skattevæsen, og om tendensen til at mennesket i det moderne samfund gøres til genstand for behandling og beslutning – og mister ansvaret for sin egen skæbne.

De Kritiske Betragtninger, Villy Sørensen har samlet i Hverken – Eller, falder i tre hovedafsnit, der behandler sociale, kulturelle og filosofiske emner. I det filosofiske afsnit finder man bl.a. essays om Søren Kierkegaard og det komiske, om Martin Heidegger og om universitetsfilosofien, i midterafsnittet en grundig gennemgang af H. C. Andersens romaner, artikler om Jakob Knudsen, om Viggo hørup og polemiske indlæg mod Bjørn Poulsen og Knud Poulsen. Bogens hovedtema er dog forholdet mellem den enkelte og samfundet.

I et indledende kapitel tages der afstand fra de „konservative“, der ængstes for det nye og anser menesket for at væsen, der ikke kan forbedres af sociale forbedringer, men også fra de „progressive“, der anser mennesket for en funktion af den sociale udvikling. I jo højere grad de hidtidige sociale problemer trænges i baggrunden, trænger de psykologiske sig i forgrunden og bliver – i velfærdsdemokratiet – i sig selv et socialt problem. I en række kapitler – angsten for broderskabet, angsten for ligheden, angsten for friheden – analyseres misforholdet mellem demokratiets teori og demokraternes praksis: det indre er ikke fulgt med de ydre forandringer; det er bekvemmere at tage demokratiets ideer for givet end at tage dem på sig som givne opgaver.

Angsten for friheden kommer bl. a. til udtryk i angsten for det moderne åndsliv, der forekommer mange menneske- og samfundsfjendsk. Den fører menneskene til at lukke sig inde i ensidige livsopfattelser, og til at opretholde kunstige kampstillinger.

Hverken – Eller er et energisk indlæg i kulturdebatten, overalt præget af forfatterens sproglige oplagthed, ironi og humor.

"Villy Sørensen er den mest fængslende personlighed i dansk kulturdebat nu." – Jens Kruuse, Jyllandsposten.

"Sin generations bedst begavede tænker og skribent, også den klareste." – Anders Bodelsen, Ekstrabladet.

"Der er nøgternhed i Villy Sørensens domme." – Jacob Paludan, Politiken.

"Sammenspillet mellem døgnets og evighedens problemer er et af bogens smukkeste træk." – Thorkild Hansen, Information.

"En bog, der kræver indgånede læsning og mætter med kundskab." – Emil Frederiksen, berlingske Tidende.

"Der er brug for ham, både hvor der skal protesteres mod ældre illusioner og nyere former for angst for udvikling." – Henrik Neiiendam, Berlingske Aften.

"En analyse af samtiden og dens menneske, der i tankekraft og klarhed såvel som i den enestående formulering forgæves søger sin lige herhjemme." – Thomas Bredsdorff, Kristeligt Dagblad.

Mellem fortid og fremtid indeholder halvtreds kronikker og kommentarer udgivet over 15 år. Bogen indledes med et signalement af forfatterens egen generation, der i 1957 blev kaldt den tavse generation og som få år efter blev skældt ud for at være kultureliten.

En efterfølgende artikel om nutidens oprørte ungdom betoner i hvor høj grad situationen har skiftet karakter i den periode, som bogens artikler er fra. Deres hovedtema, som anslås i et selvbiografisk-personligt, i et mere filosofisk og i et overvejende tidskritisk afsnit, er konflikten mellem gammelt og nyt, mellem fortid og fremtid i både ældre og nyere tid, en konflikt, der i nyeste tid yderligere er blevet skærpet.

Baggrunden for det belyses især i det afsluttende essay, Utopi og frustration, om uoverensstemmelse mellem de forventninger, som ungdommen i de moderne samfund opdrages til at nære, og det moderne samfundsliv, som skuffer forventningerne.

Et hovedsynspunkt i bogen er at mennesket fra tidernes morgen har troet sig i højere kræfters vold og at samme primitive tro på kræfterne ligger til grund for den „konservative" tro på en udvikling, der af sig selv fører alt til det bedste.

Men mennesket har ingen anden menneskelig fremtid end den som det selv skaber.