Søgeresultater: 10

Ph.d.-stipendiat Kasper Støvring argumenterer for, at Villy Sørensen i virkeligheden var kulturkonservativ snarere end kulturradikal, som han ellers traditionelt er blevet betragtet som. Støvring mener, at Sørensens værk Digtere og dæmoner fra 1959 rummer nøglen til denne nye forståelse og revurdering af forfatterskabet.

Aage Henriksen, f. 1921, dr. phil., professor i litteratur v. Københavns Universitet, var en af de unge mænd, der i 1950'erne var tæt tilknyttet Karen Blixen. Da han i 1952 udgav den lille bog Karen Blixen og marionetterne, inviterede Blixen ham til Rungstedlund, og det blev begyndelsen på et venskab, der på mange måder var skæbnesvangert for Aage Henriksen. Han har flere gange beskrevet det i sit eget forfatterskab, men nu forsøger sønnen, Morten, endnu en gang at indkredse det. Han interviewer sin far, og det er en lidt vrangvillig, 88-årig mand, der presses af sin søn til at fortælle endnu mere, for sønnen har selv aktier i forholdet.

Michael Strunge (1958-86) nåede i sin korte levetid at udsende 11 digtsamlinger, der har placeret ham som en af firsergenerationens helt centrale digtere.

Kund Munck kommer i sin biografi hele vejen rundt om mennesket og myten Michael Strunge og tegner på basis af omfattende research et nuanceret portræt af digteren.

"Bag om ordene" tegner et portræt af den folkekære forfatterpræst Johannes Møllehave og giver for første gang et samlet overblik over Møllehaves alsidige produktion.
Bogen giver et indblik i den ildhu, der driver Møllehave, hans interesser og inspirationer, og vi får baggrunden for de mange genrer, Møllehave bevæger sig hjemmevant rundt i.

Forfatteren er Møllehaves niece, og hun viser med sit indgående kendskab til Møllehave-familien, at slægts- og familiehistorien er en væsentlig baggrund for Møllehaves forfatterskab.

Bag om ordene kommer ind på ægteskabet og samlivet med forfatteren Herdis Møllehave, her er både mørke og lyse stunder. Specielt betones Herdis´ vigtige rolle som forløser af Johannes´ potentiale som forfatter.

En samling af udvalgte artikler om Kierkegaard, som Villy Sørensen har skrevet. Gert Posselt, der i 70’erne var Sørensens sekretær, og som er stor kender af hans forfatterskab, har udvalgt tekster fra både dagbøger, udgivne værker og aviser. Bogen er rettet mod fans af både Sørensen og Kierkegaard.

I denne bog er det Johan Ludvig Heiberg, der sættes under lup. Han levede 1791-1860, og som undertitlen siger, er Stjernekiggeren en biografi: den benytter biografiske oplysninger og dokumenter, men der er tale om en utraditionel form for biografi, for bogens vigtigste materiale er Heibergs egen digtning. Heiberg hævdede selv, at når en digter samlede og udgav sine værker, så skrev han sin 'sande Biographie', og bogen tager således Heiberg på ordet. Denne orientering mod digterværkerne som indirekte, personlige (men ikke private) udsagn gør det muligt at fremdrage en anderledes biografi og en anden (tragisk) livshistorie end den velkendte og anerkendte. Den kaster således nyt og overraskende lys over det, Heiberg skrev. Hvor nutiden primært kender ham for enten Elverhøj og vaudevillerne eller – som i den nyeste forskning - for hans filosofiske forfatterskab, så fremdrager stjernekasteren hans erotiske skæbne og viser, hvor intimt dyrkelsen af den purunge og unge kvinde, Psyke, er forbundet med den digteriske udfoldelse. Og i den forbindelse sætter bogen lys på hidtil underbelyste værker og sider af forfatterskabet.
 Første kapitel opridser grundtrækkene i Heibergs livshistorie og formningen af hans erotiske væsen og giver således læseren et kort over det psykologiske landskab, som de følgende tre kapitler bevæger sig rundt i. Kapitlet tager afsæt i den gamle Heiberg, som man møder ham i den brevveksling, der udspandt sig i 1854 og 1855 mellem ham og Johanne Luise efter næsten 25 års samliv: hendes dybe usikkerhed på hans kærlighed og hans venlige, men også distante svar, som hensætter den usikre hustru i en ond cirkel af tvivl og fortvivlelse. Derpå bevæger kapitlet sig baglæns mod kærlighedskonfliktens forudsætninger i fortiden. På den ene side hans opvækst som skilsmissebarn hos en kærlighedskrævende moder, Thomasine Gyllembourg, og senere den unge Heibergs aldrig forløste kærlighed til Ida Brun, hans liv første Psyke. På den anden side Johanne Luises opvækst på samfundets bund og hendes tidlige karriere. Og den følger derpå de to historiers sammenfletning: hans betagelse af det purunge pigebarn, denne Psyke, som det langt om længe lykkedes ham at indfange og forme efter sine idealer.
 De tre følgende kapitler bevæger sig kronologisk fremad i forfatterskabet. Andet kapitel behandler det tidlige forfatterskabs romantiske, sværmeriske dyrkelse af den evigt undvigende Psyke – den mytiske nøgleskikkelse i de tidlige digterår – som gør kærlighedstabet til kilde for hans digtning, men som også bringer ham på selvmordets rand. Tredje kapitel følger Heibergs opgør med ungdomsdigtningens livsfarlige dyrkelse af smerten. Mødet med Hegel i 1824 får ham til at sætte sig selv og sine følelser under administration, og mødet med Johanne Luise indgiver ham en tro på muligheden af trods alt at blive forenet med den evigt undvigende Psyke. Hvad han da også gør. Men kapitlet følger også, hvordan han efter deres forening gradvis bliver mere og mere distant, optaget af at fortolke sine egne følelser, og til sidst – da Johanne Luise ikke længere er purung – må indse, at Psyke alligevel ikke lader sig indfange. Kapitel fire beskriver, hvordan denne erkendelse af at have taget fejl omsætter sig i en stadigt større afstand til ungdommens og manddommens kærlighedsdrømme – en distance, som er legemliggjort i hans intense beskæftigelse med astronomi og stjernekiggeri, og som får ham til at formulere

Halfdan Rasmussen (1915-2002) er kendt og elsket for sine underfundige og anarkistiske børnerim og tosserier, men hans forfatterskab talte også en række voksendigte med en mørk, eksistentialistisk klang, der er præget af 1930´ernes sociale krise og besættelsestidens etiske alvor. Selv betragtede han sine voksendigte som de mest "rigtige", og længe kæmpede han med at løfte arven efter Morten Nielsen, som var hans nære ven og store forbillede.

Lene Bredsdorffs biografi bygger på breve, dagbøger og en lang række interviews med Halfdan Rasmussens nærmeste familie og venner. Gennem disse personlige dokumenter tegnes et billede af et varmt og humoristisk menneske og en engageret digter, der tidligt vidste at han ville skrive for at leve, men kun langsomt fandt ind til sit talents kerne.

Møllehaves ord kommer direkte fra hjertet. Frygtløs går han i kødet på de store temaer i livet: kærlighed, venskab, magt, sygdom og død. I dialogen med sit publikum folder han temaerne ud med et mylder af anekdoter og citater, som vi alle kan genkende fra livet og litteraturen. Han taler ud fra egne erfaringer og rammer kernen i vores menneskelige tilværelse.

Henrik Stampe Lund har nærlæst Møllehave. Han belyser de tråde, der binder værkerne sammen, og viser, hvordan de med snilde og dybde genopliver den vestlige kulturarv og den kristne tradition. Bag det hele ligger der en dybfølt interesse for medmennesket og troen på, at vi alle kan se det gode i selv de sværeste stunder.

I september 2005 udkom debattør, sognepræst og ph.d. Kathrine Lilleørs Fra hjerte til hjerte. Nye tolkninger af H.C. Andersens eventyr, en bredt formidlende bearbejdning af hendes ph.d.-afhandling. Her udkommer den i sin originale form og tilbyder læseren et grundigt indblik i digterens eventyr.

”Hvis bare én eneste kvinde fortalte sandheden om sit liv, ville jorden slå revner”. Sådan siger Jonnas moster Marie i Kirsten Thorups roman ”Den yderste grænse”. Siden sin debut for godt 40 år siden har Kirsten Thorup fortalt sandheder om især kvinders, men også mænds og børns liv. I sin bog om Kirsten Thorups romaner fra Baby til Førkrigstid har Marianne Juhl fokuseret på forfatterskabets brændpunkter, dér hvor jorden slår revner, og stærke følelser blotlægges. F.eks. i Jonna-serien, hvor forfatteren går i dybden med den enkelte kvindes svære identitetskonflikter i de tiår, hvor kvinderne tog de første skridt ud af husmor-rollen som den eneste. Eller i Bonsai, hvor hun fortæller om al den smerte og skam, det fremkalder, når en homoseksuel mand forsøger at skjule sin afvigelse ved at gifte sig med en kvinde. I Ingenmandsland, hvor hun viser os, hvordan vores såkaldte velfærdssamfund bortdømmer alderdommen som livsepoke og gør os døde før døden.  Men ét tema går ifølge Marianne Juhls bog som et strømførende kabel gennem hele Kirsten Thorups forfatterskab: Familien som tilværelsens uomgængelige grundsten, uanset om vi stifter familie eller vælger den fra, flygter fra den eller drømmer os bort. Under alle omstændigheder ligger nogle af tilværelsens største smertepunkter i familiens skød.