Søgeresultater: 44

"Efterladte erindringer" er fjerde og sidste bind af Jeppe Aakjærs erindringer. Det strækker sig fra debuten i 1899 og til Aakjærs død i 1930, og kommer omkring ægteskabet med Nanna Krog, livet på Jenle, forfatterskabet og venskaberne med mange af landets store kulturpersonligheder på den tid. Sidste bind af Jeppe Aakjærs erindringer, der består af i alt fire bind; "Fra min bittetid", "Drengeår og knøsekår", "Før det dages" og "Efterladte erindringer". Jeppe Aakjær (1866-1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt indenfor genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.

"Arbejdsår" handler om at være digter i 1930'ernes København, og er en del af en selvbiografisk skildring af forfatterens opvækst og udvikling. Erindringen beskriver livet i et arbejderkvarter i København og sliddet som socialistisk forfatter set i lyset af den sociale og politiske udvikling op gennem århundredet. Dette bind er en del af Harald Herdals selvbiografiske hovedværk, der tæller de fire bind: Barndom (1944), De unge år (1945), Læreår (1946) og Arbejdsår (1970). Harald Herdal, født 1900-1978, var dansk forfatter, men havde som ung autodidakt proletardigter svært ved at gøre sig gældende i det borgerlige kulturliv og blev først rigtig kendt som prosaforfatter. Med hovedmotiver som fattigdom, det glædesløse slid og arbejdsløsheden med de psykisk nedbrydende virkninger beskriver han i sine romaner de fattigstes kår og dagligdagens trøstesløshed – gennemsyret af en oprigtig vrede og frustration over det bestående samfund.

Jeg ville være enke, og jeg ville være digter er en samling af Tove Ditlevsens glemte tekster. Hendes klummer og kommentarer, essays og brevkassesvar. Hun skriver om alkoholen, de fattige og kernefamilien, om barndommen, bøgerne, berømmelsen, nostalgien og de indlagte på hospitalet. Om børnene og ensomheden, om weekend-drankerne og døden.

Bogen er illustreret af kunstnergruppen Sort Samvittighed.

"Da jeg, for længe siden, skrev ‘Træet på godt og ondt‘, begyndte jeg med en afgjort sandfærdig skildring af min barndom og allertidligste ungdom. Men pludselig svigtede modet mig, og jeg blandede sandhed og digtning sammen. Nu, hvor jeg har nået støvets år og 6 til, har jeg besluttet at gøre fejlen god og fortsætte, hvor jeg slap den virkelighedstro gengivelse af liv og levnet…"

Karin Michaëlis’ (1872-1950) sidste værk var erindringerne Vidunderlige verden 1-3 (1948-50), der blev færdigredigeret af Aase Hansen. De tre bind fortæller om barndommen, om ægteskabet med Sophus Michaëlis, der samtidig bliver en åbning ind i den litterære verden, om de kulturelle rejser med ægtemanden og vejen til forfatterskabet, hvor hun efterhånden finder sin egen stil.

"Vidunderlige verden 2" eller "Farlige Famlen" beskriver sammenviklingen af de herskende kærligheds-, køns- og dannelseskonflikter i slutningen af 1800-tallet. I den tid både samarbejder og konkurrerer ægtefællerne Trold (Karin Michaëlis) og Tao (Sophus Michaëlis), mens erotiske affærer og skilsmisser er på færde overalt...

Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.

Karin Michaëlis (1872-1950) var en af sin tids bedst kendte danske forfattere og er oversat til talrige sprog. Hun var forud for sin tid i sin skildring af pigers og kvinders psykologi og seksualitet.

I " Romance for valdhorn" fortæller Ole Wivel om sin tidligste opvækst i et velstående borgerligt hjem. Han fortæller om påvirkningen af 2. Verdenskrig og efterkrigstiden, og om grundlægningen af sit forlag Wivels Forlag samt tidsskriftet Heretica. Det første af tre bind om Ole Wivels liv fortæller frem til det tidspunkt, da han indtrådte i Gyldendals direktion.

Ole Wivel (1921-2004) var en dansk forfatter, der i høj grad var med til at præge det danske kulturliv efter Anden Verdenskrig. Wivel brød igennem med digtene "I Fiskens Tegn" i 1948, udsendt af Wivels Forlag, som han grundlagde i 1945 og ledede frem til 1953. Herefter var han af to omgange direktør for Gyldendal. Wivel var en kendt debattør og anerkendt for sit talent som både digter, tidskriftsredaktør og debattør.

"Om eftermiddagen indtraf en lille episode, som jeg desværre, eller måske heldigvis, ikke selv overværede. Tante Emma begyndte pludselig at rakke ned på Lillemors påklædning og udseende. Bl.a. udtalte hun: "Det er ganske umoralsk med røde negle!" Men da røg det ud af Agnes: "Det er da mere umoralsk med sorte negle!" Så sa’e hun ikke mer om Lillemor."

Soya har kaldt denne erindringsbog "Ærlighed koster mest", og det må da være en dyr fornøjelse, for den er fyldt med bidende humoristisk og til tider hudløs ærlighed. Soya deler både ud af sine erindringer og giver os et kig i sine mange dagbøger fra årene 1936-1945.

"Soya er så prægtig ærlig. Så prægtig morsomt ærlig i sin kunst." - Kaj Munk Carl Erik Martin Soya (1896-1983) var en dansk forfatter og dramatiker, der skrev en perlerække af skuespil og romaner, som vandt stor popularitet hos publikum såvel som anmeldere. Soya var en stor satiriker og samfundsrevser, og med sin revykomedie "Umbabumba skrifter forfatning" fra 1935 udstillede han gennem det fiktive afrikanske land Umbabumba nazisternes angreb på demokratiet i 1930’erne. Stykkets egen skæbne kom til at understrege, at også den danske ytringsfrihed var under pres, da den danske regering under pres fra Tyskland tog stykket af plakaten, inden det nåede at få premiere. rnrnSoya var en af de største og mest produktive danske forfattere i det tyvende århundrede, og han blev i løbet af sit liv hædret med en lang række priser og legater.

„Drøm og virkelighed“, der oprindelig fremkom som bidrag til en enquête i „Cavalcade“, er trykt som nytårshilsen fra Steen Hasselbalchs Forlag i 1400 eksemplarer.

"Jeg har altid søgt at vise læserne det smukke og gode i tilværelsen. Jeg har selv prøvet hårde kampe og kendt megen modgang og sorg, jeg ved godt, at der findes meget grimt og ondt i tilværelsen. Jeg overser ingenlunde denne ondskab og dårlighed, men jeg tager ikke snavset op i hånden og lugter til det. Jeg ser både som menneske og forfatter fremad, og mit øje har altid kunne finde noget godt at se på. Jeg tror, at man netop på denne måde hjælper mennesker, som lever i hverdagen, til at bære deres byrder. "

I Morten Korchs selvbiografi "Tæl kun de lyse timer" fortæller han om et liv, der har båret præg af megen modgang, men også om den lysende, skinnede lykke; om kærlighedens væsen og forfatterens ønske om at give det, der ligger ham mest på hjerte, videre. Det er en levende skildring af Danmarks mest elskede forfatter og akkurat lige så spændende læsning som hans romaner.

Klaus Rifbjergs omfattende skønlitterære forfatterskab – digte, romaner, noveller – bygger i høj grad på hans erindringskunst, den blændende evne til at huske fotografisk. Ikke kun begivenheder og stemninger, men også lugte, lyde, stederne og hvordan der så ud. Til rette vedkommende er hans erindringer – fra begyndelsen til slut.

Thit Jensens dagbøger, som hun skrev helt fra 15års alderen og næsten 40 år frem, giver et unikt indblik i det indre liv hos en kvinde, som ikke blot var en elsket forfatter, men også en aktiv og ofte provokerende kvindeforkæmper - en valkyrie blev hun på sin egen tid kendt som! I dagbøgerne beskriver Thit Jensen den indre trang til at skrive, og de udfordringer som denne trang giver, når man er en kvinde i et mandsdomineret samfund. Dagbøgerne var også en måde, hvorpå Thit Jensen holdt styr på et ofte modsætningsfyldt sind og en dobbelt natur, som også kommer til udtryk i hendes romaner, bl.a. den tidlige To Søstre. Dagbøgerne giver på den måde indsigt i et af Danmarks helt store kvindelige forfatterskaber.



Bogen er skrevet i tidens sprog og ud fra datidens retskrivning. Thit Jensen (1876-1957) var en af Danmarks vigtigste kvindelige forfattere i det 20. århundrede. Det omfattende forfatterskab breder sig især over historiske og samtidsromaner, men udover de mange populære værker huskes Thit Jensen i dag også for sin rolle som engageret kvindesagsforkæmper.

I denne bog tegner Henrik Marstal et portræt af digteren, musikeren og mennesket Benny Andersen gennem en række samtaler med digteren og hans nære venner og kolleger. Vi hører om hans opvækst i et arbejderhjem i 1930'ernes Søborg, de første engagementer som barpianist, det store gennembrud som digter med "Den indre bowlerhat", samarbejdet med Povl Dissing, de lykkelige år med Cynthia, hans smertelige tab af hende og sidst men ikke mindst den genfundne livsappetit, der præger hans tilværelse som hyperaktiv "Ikke-pensionist".

Den danske forfatter Henrik Marstal (f. 1966) har det meste af sit liv arbejdet inden for musikkens verden. Han har både komponeret og produceret musik og desuden udgivet flere fagbøger om musik. Marstal bloggede i 2012-2013 for Information og har siden 2014 blogget for Politiken. Han har været medlem af Statens Kunstfond (2005-2007), været sagkyndig for Nordisk Kulturfond (2010-2012) og har siden 2016 været medlem af Kulturministeriets Forskningsudvalg.

E-bogsudgaven af Tove Ditlevsens Tove Ditlevsen om sig selv fra 1975. Digt og virkelighed bindes sammen til et nøgternt og barokt humoristisk selvportræt.

»Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg ikke brudt mig ret meget om virkeligheden. Jeg affandt mig bare med den og læste, skrev og drømte mig væk fra den, når jeg kunne se mit snit til det. Når jeg alligevel ikke så få gange i min tilværelse har kastet mig ud, hvor jeg ikke kunne bunde, skyldes det måske, at min storebror, hvis ord jeg aldrig tvivlede på, lærte mig, at man altid skal gøre det, man frygter allermest. Det er en udmærket leveregel, hvis det da ikke lige drejer sig om at springe ud fra femte sal. Nu var min barndoms virkelighed også temmelig barsk, men min drøm om engang at blive digter fik mig til at overvinde min sjælelige sårbarhed og bestandig søge at forstå andre mennesker i stedet for at anklage dem. Ingen senere erfaringer kan nogen sinde udslette barndommens påvirkninger. Dem vender jeg gang på gang tilbage til i mine bøger.«
Fra forordet.