I denne bog er det Johan Ludvig Heiberg, der sættes under lup. Han levede 1791-1860, og som undertitlen siger, er Stjernekiggeren en biografi: den benytter biografiske oplysninger og dokumenter, men der er tale om en utraditionel form for biografi, for bogens vigtigste materiale er Heibergs egen digtning. Heiberg hævdede selv, at når en digter samlede og udgav sine værker, så skrev han sin 'sande Biographie', og bogen tager således Heiberg på ordet. Denne orientering mod digterværkerne som indirekte, personlige (men ikke private) udsagn gør det muligt at fremdrage en anderledes biografi og en anden (tragisk) livshistorie end den velkendte og anerkendte. Den kaster således nyt og overraskende lys over det, Heiberg skrev. Hvor nutiden primært kender ham for enten Elverhøj og vaudevillerne eller – som i den nyeste forskning - for hans filosofiske forfatterskab, så fremdrager stjernekasteren hans erotiske skæbne og viser, hvor intimt dyrkelsen af den purunge og unge kvinde, Psyke, er forbundet med den digteriske udfoldelse. Og i den forbindelse sætter bogen lys på hidtil underbelyste værker og sider af forfatterskabet.
Første kapitel opridser grundtrækkene i Heibergs livshistorie og formningen af hans erotiske væsen og giver således læseren et kort over det psykologiske landskab, som de følgende tre kapitler bevæger sig rundt i. Kapitlet tager afsæt i den gamle Heiberg, som man møder ham i den brevveksling, der udspandt sig i 1854 og 1855 mellem ham og Johanne Luise efter næsten 25 års samliv: hendes dybe usikkerhed på hans kærlighed og hans venlige, men også distante svar, som hensætter den usikre hustru i en ond cirkel af tvivl og fortvivlelse. Derpå bevæger kapitlet sig baglæns mod kærlighedskonfliktens forudsætninger i fortiden. På den ene side hans opvækst som skilsmissebarn hos en kærlighedskrævende moder, Thomasine Gyllembourg, og senere den unge Heibergs aldrig forløste kærlighed til Ida Brun, hans liv første Psyke. På den anden side Johanne Luises opvækst på samfundets bund og hendes tidlige karriere. Og den følger derpå de to historiers sammenfletning: hans betagelse af det purunge pigebarn, denne Psyke, som det langt om længe lykkedes ham at indfange og forme efter sine idealer.
De tre følgende kapitler bevæger sig kronologisk fremad i forfatterskabet. Andet kapitel behandler det tidlige forfatterskabs romantiske, sværmeriske dyrkelse af den evigt undvigende Psyke – den mytiske nøgleskikkelse i de tidlige digterår – som gør kærlighedstabet til kilde for hans digtning, men som også bringer ham på selvmordets rand. Tredje kapitel følger Heibergs opgør med ungdomsdigtningens livsfarlige dyrkelse af smerten. Mødet med Hegel i 1824 får ham til at sætte sig selv og sine følelser under administration, og mødet med Johanne Luise indgiver ham en tro på muligheden af trods alt at blive forenet med den evigt undvigende Psyke. Hvad han da også gør. Men kapitlet følger også, hvordan han efter deres forening gradvis bliver mere og mere distant, optaget af at fortolke sine egne følelser, og til sidst – da Johanne Luise ikke længere er purung – må indse, at Psyke alligevel ikke lader sig indfange. Kapitel fire beskriver, hvordan denne erkendelse af at have taget fejl omsætter sig i en stadigt større afstand til ungdommens og manddommens kærlighedsdrømme – en distance, som er legemliggjort i hans intense beskæftigelse med astronomi og stjernekiggeri, og som får ham til at formulere
