Søgeresultater: 76

I anledning af 150-året for forfatteren Henrik Pontoppidan i 2007, udgav litteraten Niels Kofoed sin hyldest "Fortællingens mester. Henrik Pontoppidan 150 år". I seks artikler opsummerer Kofoed sine synspunkter om digteren Henrik Pontoppidan og dennes værk og giver et overblik over stil, temaer, nøglefigurer, kulturhistorisk og filosofisk kontekst i en nænsom beskrivelse af anarkisten Pontoppidan, der mente, at den højeste livsværdi ligger i den frie personlighed styret af sit eget væsens lov.

Niels Kofoed er født i København i 1930, cand.mag. i dansk og fransk og dr. phil. på en afhandling om H.C. Andersen. Ud over sit store videnskabelige forfatterskab, der omfatter ca. 43 bøger og et stort antal videnskabelige artikler om danske forfattere, har Kofoed et livslangt virke som underviser ved både danske og udenlandske universiteter bag sig. Han har også fået udgivet en række skønlitterære værker, ligesom han i en årrække var fast anmelder af faglitteratur på DR, Berlingske Tidende og Kristeligt Dagblad. Niels Kofoed er desuden formand for B.S. Ingemann-Selskabet.

I september 2005 udkom debattør, sognepræst og ph.d. Kathrine Lilleørs Fra hjerte til hjerte. Nye tolkninger af H.C. Andersens eventyr, en bredt formidlende bearbejdning af hendes ph.d.-afhandling. Her udkommer den i sin originale form og tilbyder læseren et grundigt indblik i digterens eventyr.

Selv om han i sin tyske selvbiografi hævdede, at der kun var tre forfattere, som åndeligt gik ham i blodet, nemlig Walter Scott, Hoffmann og Heine, så spillede Goethe dog den største rolle i H.C. Andersens forfatterliv.

Med udgangspunkt i udvalgte romaner, dramaer og eventyr, som tager afsæt i en Goethe-tekst, prøver litteraten Niels Kofoed vise trådene, der går fra H.C. Andersen og til dennes læremester og største forbillede.

”Hvis bare én eneste kvinde fortalte sandheden om sit liv, ville jorden slå revner”. Sådan siger Jonnas moster Marie i Kirsten Thorups roman ”Den yderste grænse”. Siden sin debut for godt 40 år siden har Kirsten Thorup fortalt sandheder om især kvinders, men også mænds og børns liv. I sin bog om Kirsten Thorups romaner fra Baby til Førkrigstid har Marianne Juhl fokuseret på forfatterskabets brændpunkter, dér hvor jorden slår revner, og stærke følelser blotlægges. F.eks. i Jonna-serien, hvor forfatteren går i dybden med den enkelte kvindes svære identitetskonflikter i de tiår, hvor kvinderne tog de første skridt ud af husmor-rollen som den eneste. Eller i Bonsai, hvor hun fortæller om al den smerte og skam, det fremkalder, når en homoseksuel mand forsøger at skjule sin afvigelse ved at gifte sig med en kvinde. I Ingenmandsland, hvor hun viser os, hvordan vores såkaldte velfærdssamfund bortdømmer alderdommen som livsepoke og gør os døde før døden.  Men ét tema går ifølge Marianne Juhls bog som et strømførende kabel gennem hele Kirsten Thorups forfatterskab: Familien som tilværelsens uomgængelige grundsten, uanset om vi stifter familie eller vælger den fra, flygter fra den eller drømmer os bort. Under alle omstændigheder ligger nogle af tilværelsens største smertepunkter i familiens skød.

Kierkegaard var lidenskabeligt optaget af kærligheden hele sit liv og bogen er en bred introduktion til hans kærlighedsbegreb. Det er en grundtanke for Kierkegaard, at der kun er én slags kærlighed, men denne ene kærlighed antager forskellige skikkelser alt efter måderne, vi elsker på. Pia Søltoft beskriver i en lettilgængelig form de forskellige skikkelser, kærligheden antager, i f.eks. forelskelsen, ægteskabet, venskabet og forældreskabet. Bogen giver desuden et kort rids over kærlighedstankens udvikling i vestlig filosofi og belyser den indflydelse, romantikken haft på vores syn på kærligheden og "den eneste ene".

Det er de færreste forfattere, der har skiftet retning så mange gange som Henrik Pontoppidan og alligevel været overbevist og overbevisende, uanset hvorhen deres værker bevægede sig. Han begik oprør mod Estrup-regimets despoti, blev nyromantiker og kulturradikal fritænker blot for at undsige sig kulturradikalismen og bevæge sig i retning af, hvad man kan kalde radikal kulturpessimisme.

Niels V. Kofoeds bog "Henrik Pontoppidan – Anarkismen og demokratiets tragedie" følger den ideologiske udvikling i Pontoppidans forfatterskab fra anarkismen som bærende politisk utopi, til symbolisme og nyromantik og frem til dommedagsstemningen ved 1. verdenskrigs begyndelse.

Niels Vilhelm Kofoed (f. 1930) har skrevet et væld af bøger om dansk litteratur og kulturhistorie samt en lang række biografier om Danmarks største forfattere. Efter uddannelsen som cand.mag. i dansk og fransk fra Københavns Universitet var Niels V. Kofoed lektor ved Stockholm Universitet og senere Lund Universitet i Sverige og har sidenhen været professor på University of Washington i USA.

Ingemann er en af vore fire store, danske salmedigtere. Han var ikke som Kingo, Brorson og Grundtvig teolog, men en digter, der skrev salmer. Salmerne er på én gang båret af den tro, han havde med sig fra en tryg barndom i en præstegård, og af hans urolige hjerte, spændt ud mellem himmellængsel og forundret kærlig sans for det mindste og det største i naturen. Niels Thomsen, tidligere rektor på Præstehøjskolen, viser i sine tolkninger, hvorledes salmerne giver ord til folkelig religiøs kristendom i Danmark.

Om begrebet ironi med stadigt hensyn til Sokrates er Søren Kierkegaards magisterafhandling, der udkom i 1841, og som ikke oprindeligt indgår i hans samlede værker, men efterfølgende er den blevet til en del heraf, idet den står som det andet værk i de samlede værker. Det er derfor ikke så let læst som mange af Kierkegaards andre skrifter, da det er en akademisk afhandling, men netop derfor er det godt med en guide hertil. Det hele handler, som titlen antyder, om den græske filosof Sokrates, og hvordan ironien med Sokrates holder sit indtog i verden eller bliver en særlig måde at kommunikere på. Kierkegaards oprindelige intention med afhandlingen var at kritisere den ironiske tilgang til tilværelsen, men undervejs i sin afhandling bliver Kierkegaard selv klogere på begrebet ironi og ender med at anerkende ironi som en vigtig tilgang til en god dialog, hvis altså man anvender ironien seriøst.

Bodil Wambergs læsning af Leif Panduros forfatterskab udfordrer den gængse idé om, at romanerne hverken er mere eller mindre end humoristiske og groteske. I stedet når Bodil Wamberg frem til, at der både i romanerne og i tv-spillene gemmer sig dybe skildringer af både menneskelige og samfundsmæssige konflikter, og at Leif Panduros litterære verden rummede alt fra galskab til død.

Den danske forfatter Bodil Wamberg (f. 1929) er uddannet cand.mag. i dansk og engelsk og arbejdede i en lang årrække som lektor på Danmarks Lærerhøjskole. Bodil Wamberg er særligt kendt for sine mange biografier om historiske personer, heriblandt Leonora Christine, H.C. Andersen, Grevinde Danner og Mathilde Fibiger.

Marina Allemano er litteraturforsker, født i Danmark, men har levet det meste af sit liv i Canada, hvor hun også har taget sin universitetsuddannelse. Hun har undervist i skandinavisk litteratur i en årrække og taget bl.a. Henrik Ibsen, August Strindberg, H-C. Andersen, Karen Blixen, Agnes Henningsen og Suzanne Brøgger under behandling. 2004 udgav Gyldendal hendes introduktion til sidstnævntes forfatterskab.

I Hav-frue er det blevet Hanne Marie Svendsens tur. Bogen udkom oprindeligt i 2010. Og det er en yderst grundig og indsigtsfuld gennemgang af forfatterskabet, Allemano præsenterer. Hun kommer ind på den biografiske baggrund for forfatterskabet, men det er værkerne, der står i centrum, lige fra Mathildes drømmebog over Guldkuglen og Under solen til Nilaus under isen og Rudimenter af R.

Allemano påviser påvirkninger og slægtskaber og demonstrerer, hvordan de forskellige temaer – havet, spejlet, forholdet mellem kønnene før og nu, rejsen som udviklingsmulighed, drifter og fortrængninger - og demonstrerer, gennemspilles og udvikler sig i romaner, noveller, børnebøger, radiospil m.m. 

I 1979 blev bragte Danmarks Radio halvanden times portrætudsendelse om og med den folkekære danske forfatter, Klaus Rifbjerg, og det er denne radiomontage, som her er udgivet. Bogen giver et personligt indblik i Rifbjergs forfatterskab, og samtalen falder blandt andet på kunsten som en art etisk pædagogik og om miste sin identitet, når ansvaret overgives til andre.

Niels Birger Wamberg (f. 1930) er en dansk litteraturhistoriker med mag.art. i litteraturhistorie fra 1959. I 1960 blev han ansat ved Danmarks Radio i teater- og litteraturafdelingen, og i 1969 som lektor ved Danmarks lærerhøjskole. Wamberg er især kendt for sine mange radioprogrammer, som han lavede først som fastansat og efterfølgende som freelancer. Det vurderes, at Wamberg har været med til at lave op imod 1500 programmer om litteratur, teater og musik. En række af disse radiosamtaler og -foredrag er blevet udgivet i bogform.

Doktordisputats om i Svend Åge Madsens forfatterskab 1962-1986