Søgeresultater: 16

Enogtyve essays om fremmedhed, kunst og forsøget på at være menneske.
Hvordan finder vi sammenhæng i usammenhængende tider?
Fremmedhed er en farlig følelse fordi den reducerer vores fornemmelse af forankring og tilhørsforhold, og dermed også ansvarsbevidstheden og empatien overfor og med hinanden. Det gælder for den flygtning eller indvandrer der kommer udefra, og de blandingsbørn der må vokse op udspændt mellem flere normer, lige såvel som for den gammeldansker der pludselig ser sin egen kultur ændre sig uden selv at have ønsket eller bevirket forandringerne. Det gælder ikke mindst den fremmedhed der rammer os alle, når omdrejningshastigheden i tilværelsen bliver højere end vi kan følge med til, når et ellers udmærket system som markedsøkonomien får lov at blive livets almægtige diktator, og når en større og større del af vores tilværelse finder sted digitalt og virtuelt snarere end i en håndgribelig virkelighed.
Nationalisme og religiøs fundamentalisme, ekstremisme af alskens slags, er ikke løsningen, men et symptom på problemet. Men hvordan gør vi mødet af vidt forskellige normer og kulturer, af det virtuelt abstrakte med realiteternes uomgængelighed, til glæde for os selv som individer såvel som for samfundet som helhed?
Kan kunsten noget der kan hjælpe os at gøre farbare stier af blandingskulturens vilde vover?
AT GÅ NØGEN betyder at leve uden forstillelse, uden eller med en ubetydelig lille menneskelig lakune – dvs afstand mellem den vi er indadtil og den vi præsenterer os som udadtil. Men er det overhovedet muligt? Og hvis ja, hvordan indsnævrer vi så lakunen? Kan kunst bidrage til at udfylde vores tomrum og sætte os i stand til bedre at komme overens med mennesker med vidt forskellige kulturer og livsformer? Med vores vanvittig hastigt vekslende omverden? Med os selv?

Ida Jessen har siden sin barndom været en lidenskabelig læser. Hvad gør Sigrid Undset, Kathrine Mansfield, Alice Munro, St.St. Blicher, Fjodor Dostojevskij og Kerstin Ekman til nogle af verdens bedste forfattere? Hvor henter de deres stof fra, og hvordan former de det, så det bliver alment menneskeligt? Hvor henter hun selv sit stof? Hvordan kan man konstant forny sig? Og det værste af alle spørgsmål: Hvornår er man færdig som forfatter og skal holde op?

I Huset uden ende vender Mathilde Walter Clark tilbage til det mord som blev begået i hendes families hus i USA. I sin research finder hun ud af hvem der var morderen og ledes ind i en seriemorderindustri, som i et endeløst hus med meget mørke korridorer.

FØRSTE PERSON, ANDEN PERSON indeholder 101 korte og længere kapitler. Så at sige alle genrer er repræsenteret: brudstykker af en fiktiv og virkelig selvbiografi, digte, essays om billedkunst og litteratur, optegnelser, polemik, rejsebeskrivelser m.m. Nyskrevne tekster og omskrevne tekster fra tidligere udgivelser side om side.

Umiddelbart kan det synes at være en mærkelig hybrid, men i sin helhed kan bogen læses som et storstilet forsøg på at samle forfatteren og forfatterskabet – det personlige liv og udviklinger i de seneste årtiers fælles liv – i én stor bevægelse.

Som titlen antyder en endog meget personlig bog, men samtidig en bog, der ikke opererer med personligheden som én fast størrelse.

Niels Frank, født 1963, debuterede 1985 med digtsamlingen Øjeblikket, der senere er fulgt op af Digte i kim (1986), Genfortryllelsen (1988) og Tabernakel (1996). Niels Frank har også udgivet essays, Yucatán (1993), og en bog, der blander genrerne, Livet i troperne (1998), foruden fotobogen CV (2001). Flere tekster fra disse udgivelser optræder i foreliggende bog, oftest i reviderede udgaver.

En rejseskildring af en helt særlig slags. En uophørlig blanding af fiktion selvbiografi og historie. En rejse til fods gennem det engelske grevskab Suffolk et tyndt befolket stribe land langs den engelske østkyst men samtidig en opdagelsesrejse gennem Englands imperiale fortid. I august en måned der siden tidernes morgen skal have været under indflydelse af Saturn vandrer Sebald gennem det violette hedelandskab. Han besøger forfaldne landslotte taler med gamle godsejere og kommer på sin vej igen og igen på sporet af højst underfundige og sælsomme historier. Saturns ringe transporterer læseren vidt omkring og gennem mange tider. Forfatteren fortæller om de victorianske slottes storhedstid beretter om rovdriften på Congo bevidnet af Joseph Conrad sporer den europæiske silkehandel tilbage til Kina. Sebald følger også i fodsporene på den ødelæggelse som mennesket har bragt over sig selv. Klart og præcist fører han protokol over de stille katastrofer som menneskets voldsomme indgriben har forrettet i disse afsidesliggende egne. I sidste instans forvandler fodrejsen sig til en rejse gennem kulturens og naturens forfaldshistorie. W.G. Sebald (1944-2001) var krigsbarn født i Bayern. Efter studier i Schweiz og England valgte Sebald at bosætte sig fast i England hvor han underviste i sprog og litteratur ved universitetet i Norwich. Fra 1990 begyndte hans bøger at udkomme på såvel tysk som engelsk. Ved sin død (i en trafikulykke) som 57-årig blev han af mange betragtet som en mulig kandidat til nobelprisen i litteratur. På dansk er hidtil udgivet De udvandrede (1995) og Austerlitz (2003). Saturns ringe efterfølges i foråret 2012 af endnu et mesterværk af W.G. Sebald på dansk: Højde.Skræk (Schwindel.Gefühle).

Nobelprismodtageren Herta Müllers nye bog, Altid den samme sne og altid den samme onkel, er en samling af essays, artikler og taler. I den fortæller hun om sin vej fra en rumænsk landsby til litteraturens verden, om politik og skrift, barndom og ungdom.

Herta Müller (f. 1953) er opvokset i en lille landsby tilhørende det tysksprogede mindretal i Rumænien. Hun bor i dag i Berlin.

Paris er amerikaniseret, Wien er for-buda-pestet. Overalt danser man den samme foxtrot, overalt ser man de samme film, overalt taler man om de samme politiske begivenheder, skriver den østrigske forfatter Stefan Zweig i 1925 i sit essay Monotoniseringen af verden. Men monotoniseringen er ikke kun et onde. Måske kan den føre til større mellemfolkelig forståelse. Mens nationalistiske diktatorer oprustede, og verdenskrigen rykkede stadig nærmere, rejste pacifisten Stefan Zweig i 1920’erne og 1930’erne fra land til land og talte fredens sag. Og på den måde ligner Stefan Zweigs hektiske 'verden af i går' næsten til forveksling vores egen lige så hektiske verden af i dag. Det er oversætterne Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, der har sammensat bogens  spændende udvalg af Zweig-tekster, der generelt ikke tidligere har været oversat til dansk.

Pressen skriver:

»… en fornemt nyoversat samling essays, taler og interviews af og med Stefan Zweig. «
*****– Berlinske

»Man mærker det. Det er ikke bare masseturismen, men også sel?en og den intetforlangende all inclusive-ferie, Stefan Zweig sporer oprindelsen til her i et par veloplagte essays… «
– Information

»Essays, taler og interviews om en tid, hvor Wien ”forbudapestes”, Paris ”amerikaniseres”, hvor man ”overalt danser den samme foxtrot”, fordi teknikken har muliggjort det: Hvem vil ikke gerne høre Zweig begræde den europæiske kulturs udjævning?«
****– Kristelig Dagblad

»Lige så lykkelig, man kan blive ved dette møde med Zweig, lige så uhyggelig er hans essays aktualitet. «
– Weekendavisen

I sin nye essaysamling kombinerer Siri Hustvedt stærke personlige erindringer om sin familie med sit altid skarpe feministiske mindset. Hun beskrives som det 21. århundredes Virginia Woolf af the Literary Review, og den Man Booker-longlistede forfatter udstiller sit intellekt og sin store spændvidde på tværs af videnskabelige discipliner i denne samling, der bevæger sig ubesværet mellem essays om hendes mor, hendes bedstemor og hendes datter, til kunstner-mødre som Jane Austen, Emily Brontë og Louise Bourgeois. Hun beskriver og analyserer det kvindelige, skabt i en kultur, hvor kvindehad og fantasier om den mandlige autoritet er absolut fremherskende.

Mødre, fædre og andre er en bevægende, kraftfuld og ofte ganske morsom bog, og den stiller relevante spørgsmål om den kærlighed og det had, der bor i familien, menneskers fordomme og ondskab og den helende kraft, man kan finde i kunsten.

Essays. Et langdigt samler tre tidligere essaysamlinger – Lys og luft, Spejl og spor, Bål og brand – med nye essays. Dermed fuldender denne kreds af tekster den storform, der fra begyndelsen har været Schnacks sigte, og deraf undertitlen Et langdigt.
I Essays. Et langdigt finder man en sirlig, grundigt reflekterende og poetisk skrift, hvori Schnack insisterer på at standse tiden for en stund – og give tanken og sproget et pusterum. Eller, som han skriver i et essay om Mikkel Kessler: Den største hyldest er en hyldest til livet, til begyndelsen, til vejrtrækningen, til bevægelsen. Den begynder i begyndelsen, i vejrtrækningen, i bevægelsen.
Ved hjælp af Schnacks særlige poetiske sensibilitet transporteres vi i denne samling essays fra Rimbauds håndskrift til Vesterhavet som billede. Der er essays om 1960’erne. Om møder med Dan Turèll, Inger Christensen, Michael Strunge, Per Kirkeby og Jørgen Gustava Brandt. Alkoholisme, døden og: Hvad det vil sige at gøre sig kunstneriske erfaringer, hvad det vil sige at leve.

Brostrøms vandring i de bøger, der har betydet utrolig meget for ham, tegner indirekte et selvportræt, for den litteratur, man finder genklang i, siger meget om én selv. I ca. 50 små kapitler, der kommer rundt om kanoniserede klassikere som fx Cervantes, dansk salmedigtning, modernisme og nordisk lyrik, præsenterer Brostrøm de læste bøger og fortæller samtidig, hvordan de har formet og ramt ham.

Det er en bog, der vidner om et (89 år) langt liv med bøger, professionelt og privat. Brostrøm lever for og ånder gennem litteraturen, og hans formelle viden og følelsesmæssige engagement er uden sidestykke.

Da Sebald påbegyndte det, der skulle blive hans hovedværk, romanen Austerlitz, lagde han et andet projekt til side – den om muligt endnu mere ambitiøse fortælling Campo Santo, som skulle begynde på øen Korsika og derfra forgrene sig ud til hele modernitetens Europa. Han nåede ikke at genoptage projektet før sin død i en bilulykke i 2001, året hvor Austerlitz udkom.

De fire fragmenter af værket, der er samlet her, mere end antyder, hvad vi er gået glip af. Sebalds særegne blanding af vitalitet og melankoli, empati og pessimisme, hans sans for såvel historiens store linjer som den sigende detalje, fornægter sig ikke.

Bogen indeholder desuden en række tekster fra årene 1975-2001, der på forskellig vis tager livtag med hans yndlingsforfattere: Franz Kafka, Vladimir Nabokov, Peter Handke og Bruce Chatwin, m.fl. Teksterne tillader os samtidig at følge Sebalds udvikling fra traditionel akademisk litteraturkritiker til den store lyrisk-melankolske essayist, han endte med at blive.

"Jeg læner mig mod verden" er Anne Lise Marstrand-Jørgensens essay om sit forhold til litteraturen. Om hvordan først læsning, siden skrivning skabte forbindelser mellem angsten og verden. Om mormorens fortællinger på gåture i Dyrehaven, om den drømte have, der viste sig at være virkelig, om den lærredsindbundne bog, hun stjal fra biblioteket, fordi hun fandt sig selv i et digt, og om kuverten, der blev stoppet ned i barnevognen til hendes baby, før hun senere fik tid til at læse det livsomvæltende indhold.