Søgeresultater: 7

Erindringsbogen handler bl.a. om forfatterens spæde start som publicist på det nu hedengangne socialdemokratiske Aarhus-dagblad Demokraten og om hans tid på Jyllands-Posten, hvor ikke mindst den navnkundige litteratur- og teateranmelder Jens Kruuse gjorde indtryk på ham.

Desuden handler den om hans meritter som redaktør af tidsskriftet Exil (sammen med den meget lærde frankofile Niels Egebak), den handler om Mogens Glistrup, Bent Jensen og Henrik Stangerup, om hans voksende politiske interesse, som bl.a. førte ham til Gdansk for at interview Lech Walesa.

Og så handler den om Brørup, hvor forfatteren trådte sine barnesko. Skolen var en gru; men i Brørup fandtes der også en bibliotekar og en bogbinder, og de havde sans for den belæste og lidt sære dreng. De havde haft en sørgelig kærlighedshistorie begge to. ”Men i deres asyl i Brørup skabte de forår i den evige vinter, og livet har ikke lært mig stort andet end at holde med dem, som blomstrer i deres nederlag og savn.”

Nobelprismodtageren Herta Müllers nye bog, Altid den samme sne og altid den samme onkel, er en samling af essays, artikler og taler. I den fortæller hun om sin vej fra en rumænsk landsby til litteraturens verden, om politik og skrift, barndom og ungdom.

Herta Müller (f. 1953) er opvokset i en lille landsby tilhørende det tysksprogede mindretal i Rumænien. Hun bor i dag i Berlin.

Hans Magnus Enzensberger er ikke kendt for at strø om sig med interviews eller udtalelser om personlige forhold i det hele taget. Tværtimod. Derfor vakte det opsigt i Tyskland, da ”Tumult” udkom sidste efterår og det stod klart, at Enzensberger havde skrevet en selvbiografi. ”Tumult” er et resultat af, at Enzensberger i sin kælder fandt en kasse med gamle notater, der bl.a. omhandler hans besøg i Krustjovs feriehus i 1963.

Turene til U.S.S.R. blev også anledningen til skilsmissen fra hans første kone, da han mødte den russiske forfatter Maria Makarova, som han forelskede sig i og senere giftede sig med. I "Tumult" møder den ældre Enzensberger møder sig selv, som han var for 50 år siden, og læseren får indblik i tidens (60’ernes) politiske landskab samt forfatterens holdning til den unge Enzensberger.

At beskrive livet på kortform er ikke det samme som at afkorte livsindholdet. At afgrænse sine ytringer og udtryk er ikke ensbetydende med, at man formindsker den åndelige rigdom. Faktisk er det ganske berigende at kunne læse livsfilosofi i mindre bidder og store refleksioner i små sætninger. Det er denne bestræbelse, der ligger bag Lise Søelund lille aforismesamling. De er tænkt som appetitvækkere, provokationer og opfordringer til at tænke videre over de eksistentielle spørgsmål, som vi alle konfronteres og bombaderes med livet igennem.

Klaus Rifbjerg ser tilbage på et liv, som i ungdomsårene var præget af søgen, men som efterhånden fandt sin sikre bane.
Efter at have påbegyndt flere studier på universitetet, flirtet med filmbranchen og arbejdet som journalist, finder han sit rette element, da han får udgivet sin første bog. Erindringerne skildrer det personlige liv med alt, hvad det indeholder: barndom, forældre, ægteskab, børn, utroskab, venner, uvenner karriere, rejser mm.

Bogen gennemgår blandt meget andet Løgstrups læsninger af Thorkild Bjørnvig, Klaus Rifbjerg, Tage Skou-Hansen, D.H. Lawrence og Jean-Paul Sartre. Og hans forhold til en række kunstformer fra romanen til poesien, fra børnelitteraturen til pornografien.

Essays. Et langdigt samler tre tidligere essaysamlinger – Lys og luft, Spejl og spor, Bål og brand – med nye essays. Dermed fuldender denne kreds af tekster den storform, der fra begyndelsen har været Schnacks sigte, og deraf undertitlen Et langdigt.
I Essays. Et langdigt finder man en sirlig, grundigt reflekterende og poetisk skrift, hvori Schnack insisterer på at standse tiden for en stund – og give tanken og sproget et pusterum. Eller, som han skriver i et essay om Mikkel Kessler: Den største hyldest er en hyldest til livet, til begyndelsen, til vejrtrækningen, til bevægelsen. Den begynder i begyndelsen, i vejrtrækningen, i bevægelsen.
Ved hjælp af Schnacks særlige poetiske sensibilitet transporteres vi i denne samling essays fra Rimbauds håndskrift til Vesterhavet som billede. Der er essays om 1960’erne. Om møder med Dan Turèll, Inger Christensen, Michael Strunge, Per Kirkeby og Jørgen Gustava Brandt. Alkoholisme, døden og: Hvad det vil sige at gøre sig kunstneriske erfaringer, hvad det vil sige at leve.