Søgeresultater: 7

Søren Kierkegaard skrev sit værk Enten – Eller i Berlin, og det var efter, at han have sagt farvel til sin forlovede og sin forlovelse, hvorfor han nu var fri til at gøre det, som formentlig havde trængt sig på i mange år, hvilket var at skrive. Enten – Eller er det mest læste og kendte værk fra Kierkegaards hånd og på en måde tillige en form for guide til det ganske forfatterskab. Imidlertid bliver der alligevel en guide til guiden, hvor der bliver stillet skarpt på de livsformer, som Kierkegaard mener, at et menneske kan bevæge sig imellem. Det er æstetikeren, der nyder at nyde, men ikke er meget for at yde, det er etikeren, der nyder at yde, og så er der den religiøse livsform, der indebærer, at man smider alt, hvad man har i hænderne, og kaster sig ud på de 70.000 favne vand, hvor den nådige Gud griber og favner en.

De overordnede spørgsmål i Gjentagelsen er at undersøge, hvorvidt en gentagelse er mulig, og i så fald hvilken betydning den har, men tillige at finde ud af, om man vinder eller taber ved, at noget bliver gentaget. Det hele opstår, fordi et ungt menneske henvender sig til Constantin, der er værkets pseudonyme forfatter, og som har nogle refleksioner angående begrebet gentagelse. Det bliver klart, at begrebet gentagelse hos Kierkegaard er at betragte som en filosofisk kategori, men hvad angår det unge menneske, så er hans udlægning, at et menneske er fanget mellem henholdsvis håb, der går på fremtiden, og erindring, der ser tilbage på fortiden. Hos Kierkegaard derimod gives der potentiale for et nærvær i nuet, og det hele handler som altid hos ham om forholdet til Gud, for gentagelsen er ikke mindre end en religiøs begivenhed, der på en måde giver det troende menneske sit tabte liv tilbage.

Guiden til Søren Kierkegaards værk Frygt og Bæven er vigtig, fordi det er et værk, som mange finder det svært eller direkte usympatisk at læse, så her skulle være lidt tilgængelige tilgange til forståelsen heraf. Det er troens paradoks, der behandles i værket, og det undersøges via historien om Abraham og Isak. Det er et etisk dilemma af dimensioner, for ikke blot er det et mord, der bliver planlagt, men det er også et mord på Abrahams egen søn, hvis det altså gennemføres, som Gud har befalet. Det, der interesserer pseudonymet Johannes, er det modsætningsforhold, der findes mellem religion og etik, for der er en etisk pligt, som vi alle kender i henhold til, hvad man må og ikke må, eller hvad der er redeligt eller uredeligt. Der er imidlertid også en pligt for Gud, når man er troende, og den pligt kan vise sig at gå imod ordentlighed og lovlighed.

Søren Kierkegaards værk Forord er nærmest en hyggelig lille morskabspause med en lystig fætter som udgiver, og det hele handler om de litterære forhold på Kierkegaards tid. Det er ironisk og causerende og kan bestemt anbefales som lidt afslappende og adspredende læsning, for at skrive et forord kan være forbundet med mange stemninger og associationer, hvilket ligeledes gælder læsningen heraf. Læsning af et værk er ofte afhængig af forordet, for hvis ikke forordet vækker lysten til at læse værket efterfølgende, så læser man slet ikke mere, men lægger bogen fra sig, så forretten må vække appetitten for hovedretten. Udgiveren Nicolaus er en forsigtig ægtemand, som gør alt, hvad konen forlanger, og hun forlanger, at hendes mand ikke udgiver bøger, for det er at ligne med utroskab, men hun modsætter sig ikke, at han skriver forord, og hvis man skriver forord nok, så kan det jo også blive til en bog.

Søren Kierkegaards forfatterskab er et eksistentielt kalejdoskop, som virkeligheden er det. Ikke to liv er ens, og ikke to individer anskuer tilværelsen fra samme vinkel, så det er en livslang proces at opdage, tilegne sig og undre sig over de ufattelige, ubegribelige og uoverkommelige forhold og vilkår, som eksistensen er underlagt. I bogen bliver der givet udblik til menneskelivet, indblik i forfatterskabet og tilbageblik på sit eget liv fra Kierkegaards side. Han så det som en bunden opgave at sætte fingeren på det, der værker hos mange mennesker, og gøre dem begribeligt, at der er forskel på at leve i en slags biologisk tilstand og så at være til eller have en tilværelse med en åndelig tilgang. Det er en bog, hvor Kierkegaard får mest muligt at skulle have sagt, hvorfor det ikke er en almindelig introduktion, men en ualmindelig indføring i et liv og en mands omfattende, indsigtsfulde refleksioner.

Søren Kierkegaard sætter i værket Philosophiske Smuler fingeren på nogle ømme steder og gør os alle bevidste om, at der er noget, vi skal tænke over, træffe valg omkring og finde løsninger på. Hans relevans for det moderne menneske skyldes dels, at hans pointer er almenmenneskelige, hvorfor det naturligvis må gælde til alle tider og for alle mennesker, og dels at de menneskelige vilkår, som han behandler, er blevet endnu mere relevante, end de faktisk var på hans egen tid. Det er eksistentielle vilkår, der presser sig på, efterhånden som vi modnes og får behov for at blive ansvarlige i vort eget liv. Kierkegaard understreger, at et menneske har muligheder og frihed til at vælge veje i livet, men at det medfører nogle følgetilstande, der er af den mindre behagelige art. Det er dog en kendsgerning, at vil man være sig selv, så må man stå ved den, man er.

Om begrebet ironi med stadigt hensyn til Sokrates er Søren Kierkegaards magisterafhandling, der udkom i 1841, og som ikke oprindeligt indgår i hans samlede værker, men efterfølgende er den blevet til en del heraf, idet den står som det andet værk i de samlede værker. Det er derfor ikke så let læst som mange af Kierkegaards andre skrifter, da det er en akademisk afhandling, men netop derfor er det godt med en guide hertil. Det hele handler, som titlen antyder, om den græske filosof Sokrates, og hvordan ironien med Sokrates holder sit indtog i verden eller bliver en særlig måde at kommunikere på. Kierkegaards oprindelige intention med afhandlingen var at kritisere den ironiske tilgang til tilværelsen, men undervejs i sin afhandling bliver Kierkegaard selv klogere på begrebet ironi og ender med at anerkende ironi som en vigtig tilgang til en god dialog, hvis altså man anvender ironien seriøst.