Søgeresultater: 17

Forfriskende, ny læsning af demokratiforkæmperen Hørups tanker – til de politisk optagede.

Astronomer kalder ubestemmelige og mystisk aktive himmellegemer for begivenhedshorisonter. Jeg har skrevet denne bog som en personlig begivenhedshorisont. Ambitionen er, at intet lys må undslippe beskrivelsen af indre cirkler, familie, kvinder og andre urocentre. Jeg ønsker, at mine tekster rummer aktion. Altså at de er til stede, at de ånder i bestræbelserne. Helst med tændsatser, med humor. De er forsøg på selvforståelse og undersøgelser af min virkelighed, men de må ikke være flugtforsøg. For jeg er distræt, jeg er fjern, og det prøver jeg netop at skrive mig væk fra. Jeg vil gerne reagere hurtigt på en impuls, på en indskydelse, der kræver handling lige nu. Jeg vil så nødig stene helt til, sådan som det nemt kan ske, for eksempel når intellektuelle skal ud af en bil. Uddrag af bogen Men foreløbig er jeg min egen forfatterskole. En institution uden halsbrand eller fyringer. Det er kontraproduktivt at påføre den uddannelse etisk fordring og kammertone. Kunstnerisk magma kan ikke nedkøles i fryseposer fra Fakta. Hvordan ville Charles Bukowski passe ind på den skole? Eller Rimbaud og Verlaine? De ville ikke løbe skrigende væk. Nej, det ville være at udvande deres mod og mordinstinkt. De ville tværtimod jage skrankepaverne til jordens ende og skrive digte om det imens. Skal forfattere lære at være antirynkecreme og kastratsangere? En whistleblower på forfatterskolen?! Det er ensretning og personforfølgelse. Det er infiltration på et diktatorisk niveau. Kontaktbesvær og koldkrig; Søndagsskole og spejderære. Kunst er det modsatte, det er smadrede vinterhaver og atmosfærisk voldtægt, det er jordskred og knuste kirker. Om forfatteren Thomas Wivel er efter 30 år i underholdningsbranchen endnu konstant optrædende standupkomiker, men arbejder også intenst som forfatter og har efterhånden adskillige udgivelser i alle genrer i sit kalejdoskopiske bagkatalog. Hans gnistrende og dramatiske familie har i de senere år været omdrejningspunkt for bøgerne, og det er den ikke mindst i indeværende udgivelse. Thomas skriver om tab, nærkontakt og dagenes stjerner. Han er fra 1967 og er far til fire børn.

Da Madeleine Albright i 2001 forlod jobbet som USA’s første kvindelige udenrigsminister, spurgte journalister hende om, hvordan hun gerne ville huskes. Hendes svar lød: ”Jeg vil ikke huskes. Jeg er her stadig og har meget mere, jeg gerne vil udrette. Selv om det lyder svært, ønsker jeg at hvert nyt kapitel i mit liv bliver endnu mere interessant end det sidste.” På det tidspunkt overvejede eks-udenrigsministerAlbright sine muligheder: Hun kunne skrive, undervise, rejse, holde taler, starte en forretning, kæmpe for demokrati, hjælpe med at styrke kvinder, lave kampagner for politiske kandidater – og bruge mere tid med sine børnebørn. Hun besluttede at gøre det hele. I næsten 20 år har hun været i konstant bevægelse, mens hun har navigeret i en halv snes forskellige professioner og været op at toppes med præsidenter og statsministre. Hun har på samme tid været pioner og givet stemme til millioner, der længes efter respekt, uanset køn, baggrund og alder. Bogen er skrevet i samarbejde med Bill Woodward.

Kjeld Abell er en af dansk litteratur- og teaterhistories mest fascinerende og sammensatte skikkelser. Jørgen Sørensen undersøger Kjeld Abells stærke tilknytning til Danmarks Kommunistiske Parti under den kolde krig, som Kjeld Abell så ofte blev kritiseret for. Hvordan kommer hans kommunistiske fascination til udtryk i hans værker, og hvordan kunne en kunstner af hans kaliber bifalde DKP’s politik, retorik og afhængighed af Sovjetunionen? Jørgen Sørensen er en dansk forfatter. Han har blandt andet skrevet bogen "Sympatisøren. Kjeld Abell og den kolde krig" og "Besættelsestiden i litteraturen".

Erhard Jacobsen fik allerede øje på det i starten af 1970'erne: Socialdemokratiet var splittet mellem at være et arbejderparti og et elitært, venstreorienteret parti. Efter lange overvejelser drog han i 1973 konsekvensen, brød med partiet og dannede Centrum-Demokraterne. Og hvilket brud! Den populære borgmester fra Gladsaxe havde ikke problemer med at skaffe de nødvendige underskrifter, og resultatet blev jordskredsvalget i 1973, hvor Erhards nye parti stormede ind i dansk politik. I biografien ”Erhards sofa” fortæller Erhard Jacobsen med sin velkendte entusiasme og iver selv historien. Han skriver om sin baggrund, om bruddet med Socialdemokratiet, om den til tider hetz-lignende mediedækning af hans person og om den lange kamp for at skaffe det lille midterparti indflydelse. Den danske politiker Erhard Jacobsen (1917-2002) var oprindeligt medlem af Socialdemokratiet, men stiftede i 1973 Centrum-Demokraterne og var formand for partiet frem til 1989. Erhard Jacobsen var medlem af Folketinget 1953-95 og borgmester i Gladsaxe 1958-74. Han har desuden været medlem af Europa-Parlamentet og minister for økonomisk samordning i Poul Schlüters anden regering 1987-88.

Kristian Thulesen Dahl arvede tronen i Dansk Folkeparti i 2012. De første år blev et triumftog for den nye formand, der i årtier har båret titlen som en af Danmarks mest magtfulde mænd. Men i dag flygter vælgerne og internt i partiet slibes de knive, der kan ende i ryggen på formanden. Kom med ind i Kristians hemmelige rum, mens han oplever sejre og store nederlag. Ind på drengeværelset og på ferie med familien. Ind i det lukkede Dansk Folkeparti, hvor undersåtter bankes på plads. Ind til forhandlingsbordet, når formanden for Dansk Folkeparti lægger arm om magten med sine politiske venner og fjender. Ind bag den smilende og korrekte facade.

Lars Løkke Rasmussen har skrevet en original og tankevækkende erindringsbog, som vil appellere til alle, der interesserer sig for samfund og politik – uanset overbevisning.

Denne bog giver et lidt større indblik i politikeren, personen og familiemennesket Martin Henriksen, og den fortæller om nogle af de personlige oplevelser, Martin har haft i det politiske liv. Der har både været gode og mindre gode oplevelser, sjove og mindre sjove hændelser med politibeskyttelse, trusler mod familien med mere. Men der er også muntre fortællinger, som forhåbentlig vil vise læseren en anden side af Martin end den, som medierne typisk viser. At være patriot er nemlig ikke det samme som altid at være skurken, tro det eller ej. Martin Henriksen mener, at Dansk Folkeparti igen skal være det parti i dansk politik, der tør sige det, som mange danskere tænker, og også nogle gange sige tingene, inden danskerne overhovedet selv har tænkt tanken. Martin vil rykke ved grænserne i den offentlige debat. Også selvom det giver nogle knubs. Bogen er således også en del af den løbende diskussion om, hvordan vi bedst passer på Danmark, og om hvordan vi kan videregive et ordentligt samfund til de næste generationer af danskere. Men bogen handler også om familiepolitik, retspolitik, skattepolitik, socialpolitik m.m. Bogen er forsøgt skrevet med respekt for partiets historie og grundlæggende principper. Men udover de mere personlige og private beretninger, som Martin ellers plejer at holde for sig selv, så indeholder bogen også forslag til ny DF-politik inden for områder og emner, som traditionelt har fyldt meget hos de danskere, der med et nationalt udgangspunkt ønsker en restriktiv indvandringspolitik, som lægger vægt på at værne om det danske folk. Uddrag af bogen “En genrejsning af partiet kræver, at vi placerer familien centralt som den mest grundlæggende og respekterede enhed indenfor fællesskabet Danmark. Dansk Folkeparti skal eje den familiepolitiske dagsorden, ligesom vi igen skal sætte os på kampen for danskheden, og kampen imod en befolkningsudskiftning.” “Det brede strammerflertal” er Danmarks historiens største bluffnummer.” “Det er intet mindre end en national overlevelseskamp, som vi alt taget i betragtning er ved at tabe, men som vi aldrig må tabe. Nederlag er ikke en mulighed.” ”Det skal partiet sige endnu mere tydeligt, og her skal vi ikke være for pæne eller for stuerene, for islam er danskernes og Danmarks fjende.” Om forfatterne Martin Henriksen (f. 1980) er opvokset på Amager og på Vestegnen. Martin er ufaglært, men tog senere i livet en HF-eksamen efter aftjening af ti måneders værnepligt hos Gardehusarregimentet i Slagelse. Martin har været lagerarbejder, chauffør, pædagogmedhjælper og postbud. Martin sidder i Kulturministeriets Sydslesvigudvalg og er valgt af Dansk Folkepartis medlemmer til partiets hovedbestyrelse, ligesom han i en årrække har været bestyrelsesmedlem i forskellige lokale partiafdelinger. Martin sad i Folketinget frem til 2019. Siden valget har han bl.a. studeret kristendom, udført forskellige konsulentopgaver og organisatorisk partiarbejde. Martin bor i dag på Stevns, Sjælland, med sin hustru, Lea, og deres tre børn. Chris Bjerknæs (f. 1989) er opvokset i Nordsjælland – i den fattige del, som han selv ynder at kalde det. Chris er uddannet farvehandler fra Odder Fagskole og har i mange år arbejdet som sådan, inden han blev ansat som organisationskonsulent hos Dansk Folkeparti, hvor han har bestridt flere tillidsposter. Han var kandidat til Folketingsvalget i 2011, og senest har han været formand for Dansk Folkepartis Ungdom fra 2017-20, i denne periode har han ligeledes siddet i DF’s hovedbestyrelse. Privat bor Chris i Frederikssund med sin hustru.

Mønsterbryder. At Benny Engelbrecht skulle blive toppolitiker og minister lå ikke i kortene. En svær start på livet i en dysfunktionel og sygdomsramt familie på Amager satte sine begrænsninger, men flid, evner og erfaring fra livets skole fik mange sønderjyder til at stemme Benny ind i Folketinget. Biografien ‘Selvlært’ er skrevet af hans bror, Flemming Sørensen, og bringer læseren særlig tæt på både den vanskelige barndom, de udviklende ungdomsår i erhvervslivet og gennembruddet som markant socialdemokrat. Benny Engelbrecht fortæller om sin karriere som politisk brobygger med højdeskræk, om sit personlige liv, sine politiske visioner og giver et særligt indblik i livet som minister i den svære coronakrise. Han fortæller om et atypisk liv som mønsterbryder uden uddannelse i en verden præget af akademiske karrierepolitikere. Om sin passion for musik og om, hvad der driver ham – også uden for politik.

Jeg håber, jeg har gjort en forskel er et nærværende portræt af Danmarks første kvindelige juraprofessor. Eva Smith er datter af tidligere justits- og indenrigsminister Hans Hækkerup, men allerede som ung besluttede hun sig for, at hun ville kendes som sig selv, og ikke som ministerdatter. Derfor tog hun navnet Smith, da hun blev gift første gang som 22-årig i Tel Aviv med amerikaneren Ranny Smith.

Alle kvinder i hendes slægt er døde i en tidlig alder af kræft. Derfor regnede Eva Smith heller ikke med, at hun ville blive særligt gammel. Men hun er her endnu, med sin mand Ole, sine seks egne børn, to delebørn og 20 børnebørn. 

Som mangeårig formand for Det Kriminalpræventive Råd og Europarådets Kommission mod Racisme og Intolerance, ECRI, har hun utrætteligt kæmpet for, at vi i Danmark og Europa lever op til menneskerettighedernes bestemmelse om, at alle er født frie og lige og derfor skal sikres de samme rettigheder og muligheder. 

Hun er stadig aktiv i medierne, når hun står fast på, at retssikkerhed handler om at beskytte den enkelte borger mod overgreb fra myndighederne og ikke – som mange politikere tror – om at beskytte folk mod dem, vi ikke bryder os om.

En fair chance er præsidentkandidat og senator Elizabeth Warrens hårdtslående forsvar for middelklassens genrejsning i et USA styret af de rige og magtfulde. En både underholdende, skarpsindig og medrivende fortælling om én kvindes kamp med og mod systemet – fra en fattig opvækst i Oklahoma City til udnævnelsen som senator i 2012. Elizabeth Warren arbejdede i mange år som topadvokat med speciale i konkursret, inden et opkald fra Washington DC for alvor ændrede hendes liv. Ville hun hjælpe Kongressen med at omskrive konkurslovgivningen? Warren kæmpede for bedre lovgivning i 10 år – og tabte. Hun forsøgte at holde regeringen ansvarlig under finanskrisen, men blev skydeskive for de store banker. Hun iværksatte et nyt agentur med det formål at beskytte forbrugernes privatøkonomi og blev nægtet muligheden for at stå i spidsen for det. Som 62-årig stillede hun op til senatsvalget – og vandt. Nu er hun med i kapløbet om at blive demokraternes præsidentkandidat, men vil hun vinde eller tabe denne gang?

Henning Christophersen fik aldrig selv skrevet sine erindringer om et langt liv i dansk og europæisk politik. Men historien om Venstremanden, økonomen, danskeren, europæeren og familiemennesket er værd at fortælle. Henning Christophersen var toppolitikeren, der aldrig blev statsminister, men som blev en af hovedarkitekterne bag den økonomiske genrejsning af Danmark. Han var finansminister i den borgerlige firkløverregering, der fra 1982 systematisk rykkede Danmark væk fra den økonomiske afgrund. Som Danmarks EF-kommissær stod han sammen med kommissionsformand Jacques Delors i spidsen for etableringen af det indre marked og eurosamarbejdet, to af hjørnestenene i dagens EU. Da han vendte hjem til København på bestilling af den socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, var det for at blive bestyrelsesformand i de metroselskaber, der kom til at binde Danmarks hovedstad sammen. Henning Christophersens historie fortælles af dem, der var tæt på ham, mens han levede: familie, venner, kolleger, politiske med- og modspillere og samarbejdspartnere – blandt andre Poul Schlüter, Anders Fogh Rasmussen, Uffe Ellemann-Jensen, Connie Hedegaard, Mariann Fischer Boel, Ritt Bjerregaard og Jens Kramer Mikkelsen. KRISTIAN ANDERSEN er født i 1969. Han er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og driver kommunikationsvirksomhed med både offentlige og private kunder. Han har arbejdet på diverse medier og erhvervsorganisationer og hos Venstre i EuropaParlamentet og på Christiansborg.