Søgeresultater: 43

Artillerist i Stalingrad er den unge løjtnant Wigand Wüsters enestående personlige øjenvidneberetning om historiens mest brutale militære slag, nemlig slaget om byen Stalingrad i det sydlige Sovjetunionen, som varede fra august 1942 til februar 1943. Stalingrad blev vendepunktet i Anden Verdenskrig. Wüster oplevede sammen med godt 300.000 omringede tyske soldater bykampens brutalitet, den bidende kulde, sulten og senere nederlaget. Sammen med 90.000 kammerater gik han i fangenskab, og han var en af de få tusinde, der overlevede og senere i 1950’erne fik lov til at vende hjem til Tyskland. Wüster havde altid sit fotoapparat hos sig ved fronten og tog talrige billeder. Billederne i bogen er hans egne. Akvarellerne i bogen har han også malet selv ud fra sin erindring om begivenheder, som han ikke kunne fotografere.

Da  Anden Verdenskrig brød ud, blev hundredvis af unge danske mænd fanget på den forkerte side af den dansk-tyske grænse. De var nemlig en del af det danske mindretal i Sydslesvig, og selv om de følte sig som danskere, var de tyske statsborgere – og skulle dermed indgå i Hitlers erobringstogter.

En af dem var Jens Berg, der 19 år gammel blev indkaldt til tysk krigstjeneste i vinteren 1941. I de følgende fire år blev han tre gange sendt til Østfronten – første gang i forbindelse med erobringen af Moskva, anden gang som forberedelse til slaget ved Stalingrad og tredje gang i forbindelse med tyskernes tilbagetog gennem Ukraine. De to første gange blev han såret – og tredje gang blev han taget til fange og tilbragte mere end et år i fangelejr.

I FANGET PÅ ØSTFRONTEN fortæller han nu selv sin dramatiske historie om modgang, lidelse og fangenskab. Men det er også en fortælling om håb og medmenneskelig respekt og forståelse midt i et inferno af krig og ødelæggelse.
 

Imens 1. verdenskrig hærger i Europa fører H.P. Hanssen udførligt dagbog over sine oplevelser fra krigen som medlem af den tyske Rigsdag.

Første del af tobindsværket strækker fra august 1914 og frem mod maj 1917.

Hans Peter Hanssen (1862-1936) var en sønderjysk politiker og var én af de bærende kræfter i organiseringen af de danskere, der boede syd for den dansk-tyske grænsen i tiden inden genforeningen.

I værkerne "Krigstiden 1-2" og "Tilbageblik 1-4" ser H. P. Hanssen tilbage på sit liv som politiker i det sønderjyske folks tjeneste.

"Grandmamas Rejsedagbog 1810" er den 36-årige Sophie Thalbitzers optegnelser over en kombineret forretnings- og familierejse, som hun, hendes mand og 9-årige søn foretager fra København til Berlin i juni-september 1810. Turen foregår med egen hestevogn, sejlskib over Storebælt, gennem Fyn, Jylland, hertugdømmerne, Hamborg og derfra videre ind i Tyskland. Turen er langsommelig, strabadserende og dramatisk - Napoleonskrigene gør forholdene usikre. Selve færden, landskaberne, opholdsstederne og menneskene undervejs beskrives med akkuratesse, åbent sind og humor. Det gør også de mange muntre sammenkomster hos hendes mands tyske familie og forretningsforbindelser og de mange aftener i byernes teatre, alt set fra en begavet og selvstændigt tænkende kvindes synsvinkel.

Bogen er den første danske biografi om Werner Best, der var rigsbefuldmægtiget i Danmark fra 1942-45 og politisk set den mest betydningsfulde person i besættelsesmagtens ledelse under krigen. Fra Werner Bests tid i Danmark huskes især hans iværksættelse af jødeaktionen i 1943 og hans efterfølgende accept af, at næsten alle jøderne fik mulighed for at flygte til Sverige. Hans besættelsespolitik var forholdsvis moderat, bl.a. sørgede han for, at der aldrig blev tvangsudskrevet arbejdskraft fra Danmark, at levefoden var den ubetinget højeste blandt de tysk-kontrollerede lande, og at landet undgik ødelæggelse i maj 1945. Men Werner Best var topnazist en af de helt store skikkelser i Det Tredje Rige. I 1930’erne blev den unge jurist og SS-mand den organisatioriske hjerne bag opbygningen af Gestapo – kernen i nazi-statens terrorapparat og han var blandt pionererne i KZ-lejr-konceptet. Bogen fortæller om Best både før, under og efter hans ophold i Danmark og går også helt tæt på personen Werner Best. Blandt andet har forfatteren fået adgang til hidtil ukendte breve mellem Werner og hans kone Hilde Best og deres nærmeste danske familievenner. Og kan bringe interviews med Werner Bests børn.

12 år gammel sætter Christian Zwettler kursen efter Den Røde Stjerne. Hvor hans jævnaldrende drømmer om at blive pop- eller sportsstjerner, drømmer han om at gøre oprør og tager Spartacus, Che Guevara og Andreas Baader som sine idoler. Christian begynder at forme sig selv som revolutionær. Han er en kriger. På vej væk fra et hjem i opløsning. I gadekamp med nynazister og politi over hele Tyskland lærer Christian at slås, som 25-årig danner han sin egen revolutionære celle i København, og da et bankrøveri slår fejl, fortsætter kampen som statens fange. Også selv om de andre indsatte, dem, han vil befri, ikke fatter et ord af, hvad han har gang i. Efter tre år kommer Christian ud. Det er 1995, og hans forestilling om at lede en væbnet revolution har ikke rigtigt tiden med sig. Men Christian holder fast, hvor andre giver slip. Alene kaster han sig ud i jagten på den næste front. Jeg revolutionær er en historie om at kæmpe mod alle odds og fare vild i forsøget på at gøre noget rigtigt. Det er en historie om, at man skal lytte til andre, hvis man vil lave verden om.

I KAMPZONEN undersøger forfatteren Ines Geipel den stigende radikalisering i Østtyskland, som også i Danmark har optaget spalteplads i aviserne. Er Tyskland en europæisk idealstat, eller et dybt splittet land, hvor arven fra anden verdenskrig stadig ikke endegyldigt er arkiveret i fortiden?

RUDOLF VRBAS fangenskab og flugt er en af de mest uafrystelige historier fra Anden Verdenskrig. Det er én mands vidnesbyrd om den største forbrydelse nogensinde, Holocaust, men også en forbløffende fortælling om menneskets ukuelighed og mageløse vilje til at leve. Rudolf Vrba overlevede to år i dødsriget Auschwitz, inden han flygtede; ud gennem SS’ tætmaskede bevogtning, til fods i nattemørket, i skjul om dagen, indtil han efter ufattelige strabadser slap ind over grænsen til Slovakiet. Hvad han der kunne berette, chokerede en hel verden. FLUGTEN FRA AUSCHWITZ er en dramatisk førstehåndsberetning fra civilisationens nulpunkt. Det er samtidig et historisk nøgledokument, forfattet af den ene af mændene bag den såkaldte Vrba-Wetzler-rapport, der i sommeren 1944 blev smuglet ud af det nazistisk besatte Europa og for første gang gav den frie verden fuldt indblik i uhyrlighederne bag kz-lejrenes pigtråd. Rudolf Vrbas erindringer fra 1963, som nu omsider foreligger på dansk, er i denne udgivelse forsynet med en oversættelse af den oprindelige Vrba-Wetzler-rapport, som den blev dikteret af Rudolf Vrba og hans flugtmakker, Alfréd Wetzler, umiddelbart efter at de ankom til Žilina i Slovakiet i april 1944. Rapporten var en vægtig kilde i den internationale presses første gruopvækkende nyhedshistorier om massemordet i Auschwitz, og dens detaljerede oplysninger om dødstal og drabsmetoder indgik siden som bevismateriale i Nürnbergprocessen, de allieredes retsopgør med nazisterne efter Anden Verdenskrig.

"Det var mit held, at fængselsvæsenet i Tyskland fortsat hørte under Justitsministeriet og altså ikke under Himmlers Gestapo. Det var endvidere mit held, at jeg overalt traf funktionærer, der havde været ansat i tugthusene længe før, Hitler kom til. De var medlemmer af hans parti, men det skyldtes, at det var gjort til en betingelse for, at de kunne fortsætte som embedsmænd. Den slags kunne jeg begribeligvis ikke vide på forhånd. Ved synet af et partiemblem, en løftet højre hånd og lyden af "Heil Hitler" troede jeg i begyndelsen at stå over for en fanatisk nazist. Naturligvis var der den slags imellem, men så gjaldt det om hvert sted at finde frem til de andre."

I "Hjælpepræsten" fortæller den danske præst Sophus Boas om sine oplevelser som ung præst i Hamborg under Anden Verdenskrig. Han fik som den eneste dansker lov til at besøge de danske frihedskæmpere, der sad fanget i tyske tugthuse og udekommandoer. Med en kontrabandefyldt kuffert blev han budt indenfor i fængslerne og ydede støtte til de modige danskere, der var blevet taget til fange for deres kamp for Danmark. Sophus Boas (1914-1994) var en dansk præst og forfatter. Gennem sit liv som præst rejste Sophus Boas rundt i verden til de mennesker, der havde brug for hans ord og støtte. Under Anden Verdenskrig besøgte han de danske frihedskæmpere i de tyske fængsler, og efter krigen rejste han blandt andet rejst rundt i Korea, Spanien og Argentina.

BARN AF MIN TID er en erindringsbog og en dagbog fra Hitlertiden. Dens hovedtema er imidlertid ikke nazismens rædsler og grusomheder, men beretningen om en emigration der gik godt og en barndom, hvor truslerne kun usynligt var til stede. Bogen giver et livligt billede af en akademisk og musikalsk dommerfamilie i Hamborg. Alt er tryghed – indtil 1933, hvor Maria er 7 år gammel. Med ét er alt forandret: emigration til Danmark, et nyt sprog, en ny verden. Og socialt en tilværelse i økonomisk afhængighed. Men for pigen Maria betyder emigrationen også alt det spændende og nye: en ny skole, danske salmer, Siegfried og Gøngehøvdingen i én lystig blanding. Efter 9. april 1940 trækker det sammen på ny. Familien Marcus kommer efter en dramatisk men vellykket flugt til Sverige. Et ophold, som kommer til at vare to år og som i bogen beskrives detaljeret gennem faderens og den 17-årige Marias egne dagbogsoptegnelser – en ung piges dagbog om at være dansk flygtning i Sverige, nye venner, ny poesi, det første kys og hvad dermed fulgte.

BARN AF MIN TID er en bog om, hvordan det opleves at blive rykket op med rode i en tidlig alder – og mærke hvordan det er at skyde nye rødder.

En bog om kultursammenstød på godt og ondt. Om at være fremmed.

Men først og fremmest er BARN AF MIN TID et selvportræt af en ung pige, der kæmper stædigt for at finde kærligheden og meningen med livet og sig selv – det store @»J@« i passet: hvad vil det sige at være jøde?

I 1946 blev topnazisten Hans Frank, generalguvernør i Polen, dømt til døden ved Nürnbergdomstolen. Kort efter blev han hængt af de allierede for sine krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der blandt andet indebar en central rolle i tvangsdeportationerne i Polen. I det autobiografiske værk Faderen – Et opgør hidkalder Franks voksne søn Niklas sin far fra “Helvedes dyb”. Det gør han med det ene mål for øje at føre faderen gennem endnu en domsproces, hvor sønnen spiller rollen som anklager, dommer og bøddel. Faderen – Et opgør er en bog om et bittert, brændende og skamfuldt faderhad; den er et litterært fadermord af dimensioner, men handler samtidig også om en håbløs søgen efter den ene lille gerning, der kan vende hadet til kærlighed. "Niklas Frank forestiller sig Gud, der rækker armen ned fra himlen og simpelthen vender vrangen ud på faren. Igennem værket breder tonen sig ud mellem maliciøs ironi og skamfuldt raseri. Hele denne følelsespalet udfoldes i et effektivt og hårdtslående sprog, der vipper præcist mellem poetisk urkraft og blytung fakta."-Modspor "Den er anbefalelsesværdig og bør læses af alle som har bare en smule interesse for 2. Verdenskrig og den tilbyder læseren en anderledes vinkel på et stykke historie som ellers er meget velbeskrevet. Til de ikke-historieinteresserede læsere har romanen en stærk kvalitet som en lidt ekstrem form for “pappa-roman” – denne højaktuelle tendens i litteraturen, hvor faderforholdet tematiseres." -kulturkulten

Hans Magnus Enzensberger er ikke kendt for at strø om sig med interviews eller udtalelser om personlige forhold i det hele taget. Tværtimod. Derfor vakte det opsigt i Tyskland, da ”Tumult” udkom sidste efterår og det stod klart, at Enzensberger havde skrevet en selvbiografi. ”Tumult” er et resultat af, at Enzensberger i sin kælder fandt en kasse med gamle notater, der bl.a. omhandler hans besøg i Krustjovs feriehus i 1963.

Turene til U.S.S.R. blev også anledningen til skilsmissen fra hans første kone, da han mødte den russiske forfatter Maria Makarova, som han forelskede sig i og senere giftede sig med. I "Tumult" møder den ældre Enzensberger møder sig selv, som han var for 50 år siden, og læseren får indblik i tidens (60’ernes) politiske landskab samt forfatterens holdning til den unge Enzensberger.