Søgeresultater: 3

Med sine epokegørende studier inden for områder som erkendelsesteori, metafysik, fysik, geometri og psykologi satte den franske filosof René Descartes en helt ny dagsorden for europæisk tænkning og videnskab. 350 år efter hans død er ikke mindst hans opfattelse af den menneskelige bevidstheds natur stadig en udfordring for filosoffer, naturforskere, dataloger og psykologer og for mennesker, der anfægtes af moderne videnskabelig og teknologisk kultur. Bogen er en spændende introduktion til Descartes filosofi og kan læses af lægmand såvel som folk, der er velbevandrede i filosofiens verden.

"Der har levet et menneske, som tolv år gammel skabte matematikken ... som i sekstenårsalderen skrev den mest lærde afhandling om keglesnit, som man har set siden oldtiden ... som treogtyve år gammel påviste luftens tyngde og tilbageviste en af den gamle fysiks mest graverende fejltagelser, og for hvem det var lykkedes i den alder, hvor andre mennesker næppe er blevet voksne, atgennemstrejfe alle menneskelige videnskaber og gennemskue deres tomhed, og som derefter rettede sine tanker mod religionen ... som endelig i de korte mellemrum mellem sine sygdomsanfald gav en almen løsning på et af geometriens vanskeligste problemer samtidig med, at han nedskrev sine tanker om Gud og mennesker. Dette skræmmende geni hed Blaise Pascal."

Sådan beskrev Chateubriand i 1802 Blaise Pascal, et af idehistoriens mest bemærkelsesværdige hjerner, som blandt andet opfandt regnemaskinen, opdagede eksistensen af vakuum og opfandt sandsynlighedsregningen. Pascal har i dag givet navn til et computersystem – men hvem var manden, dette "skræmmende geni", der døde så ung, men alligevel nåede at bidrage til verdenshistorien med opfindelser og opdagelser, som har formet verden som vi kender den i dag?

Carl Henrik Koch har skrevet flere bøger om Søren Kierkegaards banebrydende filosofi, men i denne bog tager han et skridt tilbage i tiden og ser på den mand, hvis filosofi havde en afgørende indflydelse på Kierkegaards religiøse tankegang. Adolph Peter Adler var både filosof og præst, men er langt mindre kendt end sin arvtager. Kierkegaard så ham imidlertid som så vigtig en tænker, at han i 1846-1847 skrev Bogen om Adler. Selvom bogen først blev udgivet efter forfatterens død, så han den selv som et skæringspunkt i hans eget forfatterskab.