Martin Luther var af bondeslægt, blev student og afbrød et påbegyndt jurastudium for at blive munk. I klosteret kastede han sig over filosofi og teologi, blev præsteviet og professor i teologi ved universitetet i Wittenberg. Under hårde personlige kampe og årelange studier nåede han frem til en ny forståelse af kristendommen. Han krævede ændringer og reformer, og den romersk-katolske kirkes ledelse udstødte ham og dømte ham for kætteri.