Søgeresultater: 13

Det her er den vilde, men sande fortælling om en blot 11årig dreng, Roald, som bliver en del af en radikal religiøs bevægelse i 90’erne. Som ensom søn af Bornholms yngste mor søger Roald tilflugt i sin egen fantasi, og hans barske barndom er starten på en grænsesøgende ungdom i Rønne, hvor han går fra ungdomspræst til sektleder. Roald er en ung radikaliseret teenager, der forsøger at hverve andre unge til at blive en del af en af landets dengang mest ekstreme Pinsekirker, hvor korsvandringer, tungetale, helbredelser og sataniske psykoser er en del af hverdagen. Bogen skildrer 10 år af Roalds liv som en del af en sekt, og den er kulminationen på hans livslange søgen efter både et fællesskab og en forklaring på den mystik, der flyder i hans slægts blod.

Doris Ottesen står for den 15. bog i Forlagets serie om livet fortalt gennem troens og kristendommens briller.

Bogens fortællinger handler om de store ting i livet: om håb og glæde, om afsavn og fortvivlelse, om op- og nedture. De er fortalt med vid og bid og afslører en sjælden indsigt i menneskelivet.

I Eksistensens serie om troens væsen og nedslag i tilværelsen får vi her en righoldig beretning om Margrete Aukens liv.

Gudmund Rask Pedersen er en stor fortæller, og i Nær Vær deler han gavmildt ud fra sine mange år som præst. Fortællingerne snor sig ud og ind mellem hinanden, og de kommer omkring det store og det små i vores alle sammens liv.

For Lisbeth Smedegaard Andersen er troen ikke kommet som en pludselig åbenbaring. Den har altid været der, men ikke på samme måde. Fra barndommens gryende fornemmelser til voksenlivets mere klare overbevisning.

Korshærspræst Bjarne Lenau Henriksen har betydet alverden for en del af de mennesker, som de færreste værdiger et blik, når man skal vælge sin næste. Sit kontor har han bl.a. haft på Café Den Kolde Røv og i Horserød Fængsel.

Kongehusets præst, Erik Norman Svendsen, fortæller i "Fra Nørrebro til Nørregade" om hele sit liv – fra Nørrebro-opvæksten under krigen til oplevelserne og slagsmålene med kirkeministre, politikere og præster igennem 17 år som biskop i Nørregade i København.

Min tålsomme folkekirke er ikke et teologisk værk, ej heller en salvelsesfuld og alvorlig skildring af folkekirken, men et stykke historie om at være en af de første kvindelige præster i den danske folkekirke fra 1975 til 2003. Bogen er skrevet i en veloplagt anekdotisk stil, så alle – også læsere uden for kirkeverdenen –kan læse med. Bogen skildrer også en række fænomener i folkekirken som fx kirkebryllupper som forbrugsgode. Den indeholder også historier fra et præsteliv, både sjove og alvorlige, samt tanker om præstegerningen og om de nye tiltag i folkekirken, hvor den prøver at finde fodfæste i en evigt skiftende moderne verden. En både morsom og tankevækkende bog om at være kvindelig præst og om at bane vejen for sine efterfølgende medsøstre. En vedkommende fortælling, som bør læses af alle, også af de udmeldte af folkekirken. Uddrag af bogen Parkeringspladsen og et godt stykke ned ad Kaalundsvej var fyldt op med motorcykler af enhver art. Vores gamle kirketjener kom imod mig med alle tegn på bestyrtelse. Han trak mig ind i våbenhuset. Det var efterår og på gulvet lå grene med visnede blade. På den blomsterpyntede kiste var der også lagt grene med visnede blade og henad kirkegulvet, og ikke nok med det, i stedet for kranse lå der også nogle bildæk. Der var ingen blomster eller kranse kun bildæk. ”Hvad skal jeg gøre. Det her kan vi da ikke have,” sagde kirketjeneren og blinkede nervøst med øjnene. Jeg overvejede. ”Vi gør ikke noget. Vi kan risikere, at de laver ballade,” sagde jeg myndigt og fortsatte: ”Folkekirken er jo for alle.” Om forfatteren Elisabeth Lyneborg har været præst i den danske folkekirke i 26 år og har et langt og forskelligartet forfatterskab bag sig. Sideløbende med sin præstegerning har hun læst til antropolog ved Københavns Universitet og har beklædt en række tillidshverv, blandt andet været medlem af Danmarks Radios Programråd.

"Det var mit held, at fængselsvæsenet i Tyskland fortsat hørte under Justitsministeriet og altså ikke under Himmlers Gestapo. Det var endvidere mit held, at jeg overalt traf funktionærer, der havde været ansat i tugthusene længe før, Hitler kom til. De var medlemmer af hans parti, men det skyldtes, at det var gjort til en betingelse for, at de kunne fortsætte som embedsmænd. Den slags kunne jeg begribeligvis ikke vide på forhånd. Ved synet af et partiemblem, en løftet højre hånd og lyden af "Heil Hitler" troede jeg i begyndelsen at stå over for en fanatisk nazist. Naturligvis var der den slags imellem, men så gjaldt det om hvert sted at finde frem til de andre."

I "Hjælpepræsten" fortæller den danske præst Sophus Boas om sine oplevelser som ung præst i Hamborg under Anden Verdenskrig. Han fik som den eneste dansker lov til at besøge de danske frihedskæmpere, der sad fanget i tyske tugthuse og udekommandoer. Med en kontrabandefyldt kuffert blev han budt indenfor i fængslerne og ydede støtte til de modige danskere, der var blevet taget til fange for deres kamp for Danmark. Sophus Boas (1914-1994) var en dansk præst og forfatter. Gennem sit liv som præst rejste Sophus Boas rundt i verden til de mennesker, der havde brug for hans ord og støtte. Under Anden Verdenskrig besøgte han de danske frihedskæmpere i de tyske fængsler, og efter krigen rejste han blandt andet rejst rundt i Korea, Spanien og Argentina.

Denne bog inviterer bag om prlæstekjolen og ser ind i et ældgammelt og næsten ikonisk erhverv.