Søgeresultater: 6

Karikaturtegningerne af Muhammed krænkede mange muslimers følelser. Og de islamistiske fanatikeres mordtrusler og ambassadeafbrændinger krænkede demokratiet. I bogen argumenteres for at de voldsomme reaktioner i den islamiske verden ikke er udtryk for et sammenstød mellem civilisationer, men et sammenstød mellem religiøs fundamentalisme på den ene side og demokratisk humanisme på den anden side. Mens profeten er omdrejningspunktet for islam, er ytringsfriheden altafgørende for demokratiet. Vi har en ubetvivlelig ret til at sige, hvad vi mener. Men vi behøver ikke gøre det. At tænke sig om fordi man ikke vil krænke andre, er ikke det samme som uacceptabel selvcensur. Tværtimod er respekt og forståelse en altafgørende kvalitet i en demokratisk kultur. I sagen om Muhammed-karikaturerne er ønsket om tolerance og kravet om ytringsfrihed tørnet sammen. Selvom islamistiske fundamentalister ude i verden og den nationalistiske højrefløj i Danmark ønsker mere provokation, mere kulturkonflikt og mere hårdt mod hårdt, er der intet alternativ til dialog.

Det muslimske tørklæde har de seneste år bragt sindene i kog i store dele af Europa. Ikke mindst i Danmark, hvor 'tørklædestriden' udfolder sig med stærke udtalelser om tilslørede kvinder i det offentlige rum. "Tørklædet som tegn" sætter tilsløring i et historisk og internationalt perspektiv og belyser tørklædets betydning som kulturel markering ud fra en antropologisk, en teologisk og en etnografisk synsvinkel. I bogen vises det bl.a., at beskrivelsen af tørklædet som udansk og kvindeundertrykkende føjer sig ind i en lang tradition for at udgrænse det fremmede med henblik på at konstruere et billede af os selv. Desuden stilles der skarpt på den kristne kulturs egne kønsspecifikke normer for tildækning af kroppen: blandt andet har sløret også i dansk sammenhæng fungeret som tegn på ærbarhed og været en positiv identitetsmarkør. Er muslimske kvinders tørklæder da en udfordring af demokratiske værdier, af ideen om kønnenes ligeberettigelse og individets selvbestemmelse? Disse spørgsmål sættes i relief gennem analyser af mediedebatten i lande, der repræsenterer andre modeller for samspillet mellem det religiøse og det politiske liv: Tyskland, Frankrig og Tyrkiet. "Tørklædet som tegn" giver således læseren gode forudsætninger for at forholde sig kritisk til debatten om sameksistens eller konflikt mellem kulturer i den nye globale virkelighed.

Ayaan Hirsi Ali har været længe undervejs. Og hun er endnu ikke kommet hjem. For hvor hører man til, når man har forladt sin familie, sine rødder, sin religion - og er truet på livet? Den prisbelønnede kvindesagsforkæmper er rejst til USA. For at føle sig fri og for at finde sig selv. "Fire stjerner." - Politiken "Fire stjerner" - Jyllands-Posten "Læs hendes bog. Den er uomgængelig i almen dannelse anno 2010." - Kristeligt Dagblad

I Kætter leverer Ayaan Hirsi Ali et begavet svar på de udfordringer, som islam kæmper med – og som Vesten først for alvor er ved at forstå. Samtidig er bogen en invitation til en nødvendig debat og en indtrængende bøn om en fredelig og tiltrængt modernisering af en religion, som mere end halvanden milliarder mennesker bekender sig til.

Med Morgenavisen Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne i 2005 blev Danmark centrum for en global strid om ytringsfrihed. Flemming Rose forsvarede de 12 tegninger, mens verden stod i brand, og han blev hurtigt en central aktør i debatten om ytringsfrihedens grænser i det 21. århundrede.

Bogen analyserer Muhammed-krisen ud fra et demokratisk og en sikkerhedspolitisk synsvinkel. Muhammed-krisen ses desuden i forlængelse af debatten om muslimer i Danmark siden terrorangrebet på USA d. 11.9.2001. Alf Ross og Hal Koch, der begge er nævnt i den danske demokratikanon, lægger vægt på kompromisvillighed og hensyntagen til mindretal som væsentlige værdier i demokratiet. Det analyseres om forløbet i Muhammed-krisen og debatten om muslimer siden 11.9.2001 lever op til disse værdier. Dernæst analyseres Muhammed-krisen ud fra et sikkerhedspolitisk perspektiv. Der argumenteres for at det sikkerhedspolitiske fokus efter 2001 flyttes til den samfundsmæssige sikkerhed, hvor det handler om at sikre "vi"-identiteten og sammenhængskraften i samfundet, samt den politiske sikkerhed, der handler om bevarelsen af de demokratiske institutioner.