Søgeresultater: 9

Spænd sikkerhedsselen, og tag med ud i Det Okkulte Danmark
                 
På denne tur mødes fortid og nutid i mystikken. Her samles øjenvidneberetninger og fakta med baggrundshistorier og sære fortællinger til en gåsehudsfremkaldende vejviser. Bogens 300 sider er sprængfyldt med spændende og uhyggelige oplevelser. I de mange kapitler lurer spøgelser, væsener, hvileløse sjæle, mirakler, grusomheder, grådighed, forheksede genstande, UFOer, ekkoer af mørke energier og…
                 
Man behøver ikke tro på det uforklarlige for at læse Det Okkulte Danmark.
                 
For virkeligheden overgår altid fantasien!

Christina Vorre har besøgt 10 danske øer, hvor befolkningstallet igennem det sidste århundrede har været faldende: Birkholm, Baagø, Christiansø/Frederiksø, Hirsholmene, Hjortø, Livø, Mandø, Skarø, Vejrø og Saltholm.

Nogle af øerne er næsten affolket, mens andre stadig kæmper for deres overlevelse. Forfatteren beskriver nogle af de sidste øboeres tilværelse, men har også den historiske baggrund med: Hvordan var her at bo engang? Og hvorfor er det gået, som det er gået?

Læseren kan fx stifte bekendtskab med Jørgen, eneboeren på Hirsholmene, og høre historien om 96-årige Mie, der efter 67 år på Mandø stadig er tilflytter. Vi dykker også ned i de ulykkelige historier fra mandehjemmet på Livø, og møder den allersidste fåreavler på Saltholm bare 12 kilometer fra Rådhuspladsen.

Illustreret med over 100 fotos.

Bjarne Nielsen Brovsts fine tekster om forskellige smukke steder i Danmark – fra Lindholm Høje og Vildmosen til København og Bornholm. Bjarne Nielsen Brovst (f. 1947) er en dansk forfatter og foredragsholder, der i 1970 debuterede med "Mit hjertes have". Sidenhen har Bjarne Nielsen Brovst skrevet et utal af bøger inden for genrerne digte, noveller, romaner, selvbiografi og historie. Bjarne Nielsen Brovst har skrevet en lang række biografier om kendte danske forfattere heriblandt H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig og Jeppe Aakjær.

1953 var et afgørende år i Grønlands historie. Verdens største ø gik fra at være noget så eksotisk som en dansk koloni til noget så kedeligt som et dansk amt. Den grønlandske elite ville lede den fattige nation bort fra sælfangst og ind i det 20. århundrede med sygehuse og moderne skoler. Samtidig krævede FN rapporter fra Danmark om Grønlands status som koloni, og det ville danske politikere undgå. Begge ønsker blev opfyldt, da man ændrede Grundloven og lukkede Grønland ind i Danmarks Rige i 1953. I dag har mange grønlandske politikere foretaget en halv grønlændervending og vil vriste øen fri af rigsfællesskabet.

I Afrika kaldte de hende "The Lioness". Hun ankom i januar 1914 med store drømme om et nyt og frit liv, og forlod kontinentet ribbet for alt i 1931. I de 17 år, hun boede i Kenya, var hun gift med - og skilt fra - den svenske baron Bror Blixen-Finecke, der smittede hende med syfilis. Hun havde en lidenskabelig affære med den engelske adelsmand Denys Finch Hatton, og i ti år var hun direktør for Karen Coffee Company, en stor kaffefarm med flere hundrede ansatte.

Med sin medrivende og store fortælleglæde og på baggrund af en omfattende, nylig offentliggjort brevkorrespondance, der gør det muligt at tegne et nyt og frisk portræt af LØVINDEN, skildrer Tom Buk-Swienty Blixens liv i Kenya, præget af økonomiske trængsler, storslåede safarier, fejlslagen høst, verdenskrig, faldende konjunkturer, skilsmisse, forelskelse, grænseløs kærlighed til landet og dets sorte befolkning – og tabet af det alt sammen. Farmen gik konkurs, Denys blev dræbt i et flystyrt, hun var dybt fortvivlet, forsøgte selvmord, men begyndte samtidig for alvor at skrive. Tilbage i Danmark skabte hun sig et verdensnavn som "story-teller".

Fredensborg Slot blev bygget som jagtslot for Frederik 4. i 1722 af hofarkitekt I.C. Krieger og har siden dannet ramme om både dagligliv og store begivenheder i Kongehuset. Her holdes bryllups-, sølvbryllups- og fødselsdagsfester, her modtages gæster fra alverdens lande, og dronning Margrethe og hendes familie tilbringer forår og efterår på slottet.

Dronning Margrethe har udført et omfattende arbejde med at føre slottet tilbage til den oprindelige indretning, mens prins Henrik har indrettet sine private gemakker i en mere global og franskinspireret stil.

Vi kommer også ind i de private arbejdsværelser og stuer, som aldrig har været vist før, og dronning Margrethe har en vigtig stemme i bogen, når hun fortæller om, hvordan statsoverhoveder ridser deres navnetræk ind i slottets glasruder med en diamant, og hvordan hun og prins Henrik spiser frokost i Lille Barokspisestue og tilbringer aftenerne i Frederik 4.s Rum.

Den klassiske litterære rejseberetning i dansk litteratur er Jens Baggesens Labyrinten, med vejen ned gennem Nordeuropa – stærkt forfulgt af H. C. Andersens og Johannes V. Jensens mytologiske digte og fortællinger fra både Amerika og Japan. En helt særlig genre går den anden vej. Da Jules Verne skriver sin geologiroman Rejsen til jordens indre, der begynder i en vulkan på det dengang danske Island, kommer hans hovedperson på vejen forbi København. I denne bog får vi Jules Vernes yngre bror, Pauls beretning om en rejse til København i sommeren 1881, hvor Jules netop indsamler de indtryk, han bruger i den klassiske ungdomsbog. Vi følger Verne og de medrejsende op gennem Kieler-kanalen og videre nordpå, indtil man ser byen i horisonten: "Ved titiden begynder København at dukke frem i tågen med sine klokketårne, sine parker og master på skibe ankrede op i dens havn. Saint-Michel var endnu ti til tolv sømil fra den. På dette sted er sundet ikke mere end tre til fire favne dybt. De store skibe og krigsfartøjer, der skal fra Nordsøen til Østersøen eller omvendt, kan ikke gå igennem det; de er tvunget til at sejle rundt om Sjælland og sejle gennem Storebælt eller Lillebælt." For dem, der kender København, fuld af skrammel og byggepladser fra metroprojektet, kan det være en opmuntring at læse Paul Vernes levende beskrivelse af byen, da den var helt ny: "Den er nu en moderne by, der er blevet ryddet ved ildebrande i 1728 og i 1795 og ved bombardementet i 1807. De nye kvarterer er fremragende med deres brede boulevarder og deres store pladser, hvor der er mange springvand. Tivoli-haven, placeret netop på de tidligere fæstningsværkers grund, er et anlæg uden lige i verden." I rejseskildringen møder vi også den franske ambassadør i København, flere af byens ledere af kulturlivet og får endog et glimt af de kongelige på en tid. Bogen er forsynet med smukke, originale illustrationer, der giver et levende billede af byens attraktioner for 130-140 år siden.

Den 31. marts 1917 overgik Dansk Vestindien til USA. Overdragelsen markerede slutningen på de danske kolonier i troperne. Øerne var blevet anskaffet for bl.a. at dyrke sukker. Men sukkerroen og afskaffelsen af slaveriet gjorde produktionen dyr og urentabel. I stedet stod Danmark nu med nogle småøer, som man egentlig helst var foruden. I denne bog fortælles historien om Dansk Vestindien fra anskaffelsen til overdragelsen. Gennem en række datidige postkort gives et indblik i, hvordan øerne så ud omkring overdragelsen og fortæller om en svunden tid på nogle tropeøer fjernt fra Danmark.

Jeg er Nauja. En grønlandsdanskers bekendelser er grønlandsdanskeren og græsroden Nauja Lynges selvbiografiske debatbog. Ærligt og usentimentalt beretter Nauja om et spændende, men også udfordrende liv som del af det grønlandske mindretal i Danmark. Vi hører om en munter og tryg barndom i Grønland, et svært ungdomsliv i Danmark og et voksenliv, hvor kampen for at finde sig tilrette med en dansk/grønlandsk baggrund har kostet blod, sved og tårer. Der er hug til kolonimagten Danmark, til selvfede grønlandske politikere, til den dovne danske presse og til de mennesker, der til stadighed holder fast i stereotypen om grønlænderen på bænken. Jeg er Nauja. En grønlandsdanskers bekendelser er samtidig fortællingen om en stærk kvinde, der ikke lader sig kue af hverken fordomme, retssager eller trusler på livet, men som insisterer på retten til både at være grønlænder og dansker. Bogen er forsynet med et forord af Bertel Haarder. … “de fleste danskere kan simpelthen ikke slippe de stereotype billeder af grønlændere. Det er bl.a. derfor, jeg i mange år undlod at tale om Grønland, for det tærede på kræfterne, og jeg endte alt for ofte med at tage afstand til mit grønlandske ophav. Det er uværdigt og deprimerende at blive opfattet som et omvandrende, drikfældigt bloktilskud."