Søgeresultater: 4

Kinesere med selfiestænger foran Den Lille Havfrue og tykke tyskere i strandtelte. Sådan er turister – lette at gøre grin med og svære at holde af. Og altid andre end os selv. I 1830’erne tog de første turister på udflugt til Møns Klint og Himmelbjerget med hat og spadserestok. Ja, helt til Vestjylland, hvis øde klitlandskab senere blev fyldt op med badehoteller og sommerhuse. Små lokalpatriotiske byer som Broager og Farsø satsede også på at vise sig frem på turismens Danmarkskort og tjene en skilling. For turisme handler også om dannelse og national identitet. Men idealet om det kulturmøde, der kan føre til forståelse og broderskab mellem turister og alle os andre, bliver skubbet til side af flyskam, krydstogtskibenes forurening og charterturisters elendige opførsel.

På den dansk-vestindiske ø Sankt Jan var vold, sult og hårdt arbejde hverdagskost for de slavebundne mænd og kvinder. En novemberdag i 1733 slog de tilbage: Bevæbnet med sukkerknive snød 12-14 mænd sig ind på de danske soldaters fort og indledte et blodigt slaveoprør, der skulle blive et af de længste i Caribien. Måneders guerillakrig endte med et tragisk kollektivt selvmord, der nok afsluttede kampene, men som stadig mindes på øerne i dag. Selv om magthaverne vandt til sidst, fik oprøret kolossal betydning. Det er fortællingen om savn og overlevelsesdrift, tro og identitet, sammenhold og konflikt – og ikke mindst indgroet racisme hos en usentimental kolonimagt.

1953 var et afgørende år i Grønlands historie. Verdens største ø gik fra at være noget så eksotisk som en dansk koloni til noget så kedeligt som et dansk amt. Den grønlandske elite ville lede den fattige nation bort fra sælfangst og ind i det 20. århundrede med sygehuse og moderne skoler. Samtidig krævede FN rapporter fra Danmark om Grønlands status som koloni, og det ville danske politikere undgå. Begge ønsker blev opfyldt, da man ændrede Grundloven og lukkede Grønland ind i Danmarks Rige i 1953. I dag har mange grønlandske politikere foretaget en halv grønlændervending og vil vriste øen fri af rigsfællesskabet.

Rigsfællesskabet. Det ynder vi at sige, når Færøerne og Grønland nævnes. Men de fleste danskere har glemt, at Færøerne ved et tilfælde blev ved med at være danske, da vi mistede Norge i 1814. En parentes blev sat ind i Kielerfredens tekst. Det er dog et åbent spørgsmål, hvor fælles Færøerne og Danmark siden har været. På lang afstand har Færøerne udviklet sprog og kultur uden indgriben. Samhørighedsfolk siger, at det netop skyldes forholdet til Danmark. Konflikter har der nu ellers været mange af, spørger man selvstyre- og selvstændighedskræfter. Om læger og om flag. De peger på, at færingerne mistede deres rettigheder i 1814 og igen efter 1849, hvor Grundloven gjorde dem til en del af det danske folk.