Søgeresultater: 11

Der er skrevet mange spændende beretninger om Danmarksekspeditionen til det nordøstligste Grønland i 1906-1908. Charles Poulsen deltog som det yngste medlem af besætningen, kun 17 år gammel. Derfor er han ofte blevet overset til fordel for de mere prominente besætningsmedlemmer. Men Charles førte også dagbog under ekspeditionen, og gennem hans øjne oplever vi både de mange prøvelser i ismarken, de kedelige rutiner, den ensformige kost og ængstelsen for de tre besætningsmedlemmer, der forsvandt deroppe. Charles Poulsen (1888-1952) var en dansk sømand og forfatter. I 1906-1908 deltog han som den yngste deltager i Danmarksekspeditionen til Grønlands nordøstlige egne. Charles Poulsen fortsatte livet som sømand, da han vendte hjem fra Grønland, og blev i 1921 forfremmet til skibsfører. I 1927 måtte han opgive livet på havet, efter han pådrog sig øjenskader under en brand om bord.

"Gennem den hvide ørken" er J.P. Kocks egen fortælling om den lange og farlige rejse, han og tre andre mænd foretog over den grønlandske indlandsis i 1912-13. Aldrig før var en sådan ekspedition forsøgt på den ugæstfrie og iskolde ø, hvor de rejsende ofte frygtede for deres liv.

"Det er en tidlig Morgen paa Toppen af det stejle East-Cape, der danner Sibiriens yderste Forbjerg mod Øst...

Landskabet har en rolig Vælde over sig;langt ude skimtes Horisontens Soldis Øen Store Diomedes, der her i Strædet danner Skellet mellem Amerika og Asien.

Fra det Sted, hvor jeg staar, ser jeg fra Verdensdel til Verdensdel, thi bag Store Diomedes fortoner en anden Ø sig som en blaa Taagebanke; det er lille Diomedes, og den hører til Alaska."

I 1921 begyndte Knud Rasmussens 5. Thule-ekspedition. Rejsen varede i hele 3 år og strakte sig over 18.000 kilometer, det halve af jordens omkreds. På sin færd satte Knud Rasmussen sine fødder i Sibirien, Grønland og i det nordligste Amerika. Dette er hans egen fortælling, om en rejse, der ikke blot var fuld af spændende oplevelser, vild og storslået natur, men som også var ved at koste ham livet mere end én gang.

Carl Petersen var danskeren, der oplevede 1800-tallets store opdagelsesrejser i de arktiske egne – deroppe, hvor inuitterne levede, hvor europæerne døde, og hvor kulden, isen og stormene bandt vandet i et knusende favntag størstedelen af året. Født i København i 1813 tog han til Grønland – målet for hans udlængsel. Her lærte han at gå på jagt og at navigere og overleve i snestormen. Hans første og impulsive rejse var et forsøg på at krydse Melvillebugten i søgen efter inuitter endnu længere nordpå. Carl tog med de to idemænd, men de måtte vende om, mere døde end levende.

En Dannebrogs-orden og to andre fine engelske og svenske ordner fik Carl for sin enestående indsats deroppe, hvor man dør af kulde, sult, sygdom, udmattelse og farlig adfærd, hvis man ikke er gjort af et helt særligt stof.

Niels Aage Jensens CARL – POLARFARER fortæller om en beskeden mands fantastiske liv sammen med vidtberømte, excentriske, livsfarlige egomaner. Han var den klippe, de byggede deres færd på, og hans usædvanlige evner til at lære landet, vandet, menneskene og dyrene at kende var gang på gang det, der reddede andre og mere ubefæstede sjæle igennem rædselsfulde trængsler, som ville have fældet de fleste.

"Hurra for en rigtig fin biografi" *****
– Politiken

"400 spændingsmættede sider" *****
– Fyens Stiftstidende

"Velskrevet biografi... Man bliver godt underhold i Jensens bog."
– Kristeligt Dagblad

"Åndeløse af spænding løber vi opover for at få den sidste gåde løst og undersøger omhyggeligt alle huller og fordybninger i varden, hvor en beretning kunne være nedlagt.

Vi er sikre på, at vi må finde noget, at vor undersøgelse af stedet strækker sig over en hel time. Hele den måde hvorpå varden er bygget, og stedet, hvor den er lagt, siger os jo, at den må have været beregnetpå en ekspeditionsmeddelelse. Et par sten er reven ud ud af dens ene sidevæg, og det kunne tyde på, at mennesker muligvis kunne have besøgt den. Men her er også spor af en ulv, og det kunne jo tænkes, at det var den, der havde leget med stenene."

"Min rejsedagbog" er Knud Rasmussens bog om hans første ekspedition i Grønland i 1912-13. Sammen med Peter Freuchen rejste Knud Rasmussen tværs over indlandsisen; dens hvide ørkener og storslåede natur og mennesker.

"Det er det sidste stykke af Grønlandskysten, som nu er befaret af hvide mænd og erobret for verden. Endelig! – Hvor mange planer er her ikke slået fejl, hvor mange forsøg er ikke mislykkedes!

Fra gamle hvalfangerkaptajners fortællinger fik man allerede for århundreder siden tidender om dette underlige land, som skimtedes dér vester ude over storisen, når vind og strøm havde ført deres skuder ind i dets farlige nærhed."

Achton Friis fortæller den spændende historie om en af hans farligste og mest berømte ekspeditioner, nemlig Danmarksekspeditionen til Grønlands nordøstkyst i 1906-1908. I løbet af ekspeditionen lærte Achton Friis og hans hold mange nye ting om den oprindelige grønlandske befolkning og den barske grønlandske natur. Bogen bugner af smukke naturbeskrivelser og spændende beretninger om ekspeditionens fremfærd. Achton Friis (1871-1939) var en dansk kunstmaler, tegner, forfatter og opdagelsesrejsende. Han blev uddannet på Kunstakademiet i København og arbejdede flittigt med både keramik, porcelæn og portrættegning, men det er velsagtens hans bøger om Danmark og hans deltagelse i Danmarksekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst i 1906-1908 samt hans dokumentation deraf, som han er bedst kendt for. Han har selv været med til at illustrere sine bøger om Danmarks geografi og befolkning og har modtaget "Fortjenstmedaljen i sølv".

"I og for sig er der ingen, der holder av at se sit eget skelet," skrev Peter Freuchen, mens han under store smerter lå og så på, hvordan hans fod gik i forrådnelse, og kødet faldt af tæerne. Det var efter, at han havde overlevet en snestorm uden forsyninger og indefrosset i isen og, da det stilnede af, havde hugget sig gennem isvæggen med en mejsel formet af hans egen afføring.

Men var det rigtigt, eller var det en af de skrøner, han altid blev beskyldt for at finde på? Var han lystløgner, eller beskrev han verden, som han så den? Stor, forunderlig, farverig?

Sammen med Knud Rasmussen havde han grundlagt handelsstationen i Thule, rejst på ekspeditioner i det koldeste Nordgrønland, eftersøgt Mikkelsen og Iversen ovre på østkysten, indsamlet etnografika, tegnet kort, passet forretningen og handlet med skind og fornødenheder. Han var altid den sejeste, altid den stærkeste. Dygtig og dumdristig – som da han endte med koldbrand i foden og fik træben – fordi han fik sine kammerater sikkert i lejr og alene vendte tilbage efter oppakningen.

Benstumpen afsluttede hans karriere som polarfarer, og han forlod Grønland med sine børn ved hånden og med sin elskede Navarana begravet i Upernivik. Men pengene skulle tjenes, og med sin nye kone installeret på den lille ø Enehøje i Nakskov Fjord rejste han land og rige rundt og blev elsket for sine historier, sin ildhu og sit forfatterskab.

Det er ham, denne bog handler om – Petersuaq – Store Peter.

Hans Hendrik var en grønlandsk fanger, der i sidste del af 1800-tallet blev verdensberømt for sin deltagelse i flere farlige ekspeditioner til Nordpolen. Hans erindringsbog om ekspeditionerne blev den første bog skrevet af en grønlænder, og den giver et spændende og levende indtryk af en grønlandsk fanger, der oplevede eventyr, som de færreste turde drømme om.

Mads Lidegaard supplerer Hans Hendriks egne erindringer med andre ekspeditionsmedlemmers beskrivelser af den gæve eskimo og tegner et spændende portræt af en grønlænder med en helt utrolig overlevelseskraft og en mindst lige så utrolig skæbne. Mads Lidegaard (1925-2006) var dansk teolog, forfatter og højskolemand. Han skrev en lang række bøger om dansk folklore, Grønland og Hærvejen i Jylland. Under anden verdenskrig var han aktiv i modstandsbevægelsen. Mads Lidegaard var i en årrække præst på Grønland, hvor han lærte sig sproget og fik indsigt i den grønlandske kultur og befolkningens vilkår. Han var en af de første til at præsentere danskerne for grønlændernes forhold.

En historie fra dengang, hvor der stadig var mange dele af den hårde arktiske verden, der endnu ikke var udforskede. Opdagelsesrejsende Peter Freuchen fortæller her om sine mange vilde og hårde oplevelser med polarforskeren og forfatteren Knud Rasmussen.

Peter Freuchen (1886-1957). Dansk forfatter og journalist. Skrev især om sine mange ekspeditioner som opdagelsesrejsende, blandt andet sammen med Knud Rasmussen, med hvem han i 1910 etablerede en udforskningsstation i Thule. Peter Freuchens ekspeditioner gik som oftest til de hårdføre og endnu uudforskede arktiske områder, men i 1935 besøgte han tillige Afrika. Hans forfatterskab er bredt og strækker sig fra rejseskildringer til romaner og selvbiografiske værker – gennemsyret af stor passion.

Disse dagbogsoptegnelser fra Achton Friis’ toårige ophold i det nordøstlige Grønland som deltager i Danmarks-ekspeditionen i 1906-1908 er en betagende skildring af landets natur, dets fauna og flora – og samtidig beretningen om en flok mænds ubrydelige sammenhold og kammeratskab gennem alle tilskikkelser.

Achton Friis (1871-1939) var en dansk kunstmaler, tegner, forfatter og opdagelsesrejsende. Han blev uddannet på Kunstakademiet i København og arbejdede flittigt med både keramik, porcelæn og portrættegning, men det er velsagtens hans bøger om Danmark og hans deltagelse i Danmarks-ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst i 1906-1908 samt hans dokumentation deraf, som han er bedst kendt for. Han har selv været med til at illustrere sine bøger om Danmarks geografi og befolkning og har modtaget "Fortjenstmedaljen i sølv".

"Den store slæderejse" er polarforsker Knud Rasmussens eventyrlige skildring af oplevelserne under ekspeditionen 1921-25. Rejsen foregik med hundeslæde og strakte sig over 18.000 km fra det arktiske Nordamerika til Grønlands barske indlandsis og Sibiriens vilde tundra.