Søgeresultater: 25

"En vinterrejse" handler om en rejse med skib langs Norges kyst op til Hammerfest og udkom i 1920, men selve rejsen ligger et godt stykke længere tilbage i tiden - mens Bjørnson endnu var i live. Pontoppidan fortæller i disse dagbogsblade om fåmælte skibspassagerer, der i dyb tavshed lader sovsekanden gå rundt, som var det en hellig kalk, om samernes kummerlige tilværelse, om bjørn, jærv og elg og om nordlyset.. Han fortæller også historien om en ung dansker, der har slået sig ned som eneboer i Norge og ikke vil hjem igen, om et foredrag af Bjørnson og diskuterer Wergelands forhold til den danske litteatur og danskeres næsegruse beundring for den norske litteratur efter Ibsen og om hvorvidt Norge er verdens smukkeste land, hvad Pontoppidan ikke er utilbøjelig til at mene.

Klaksvig, den 14. juli.

Vindstyrke 10. Regn. „Bamker“ går ikke som planlagt, men får at vide at „Briton Pride“ besejler ruten kl. 2. Formiddag på værelset med Heinesens „Den sorte Gryde“. Møder i boghandelen en ung boghandler, der genkender mig med det samme. Ærgerlig over at blive opfanget på den måde, men han viser sig at være en flink fyr.

Kl. 14 med „Briton Pride“ nordpå i sundet mellem Kunø og Kalsø. Vinden stadig nord, styrke 9-10, men dertil en kraftig nordgående strøm, hvad der skaber en helt fabelagtig sø. Det smalle farvand mellem øerne som en kogende gryde, og „Briton Pride“ tager nogle gevaldige ture, så en af de 4 passagerer brækker sig i strømme. Vi gennemfører ruten Klaksvig-Syðradalur-Kunø-Klaksvig på 5 timer. Billetpris 8 kr. Det mest fantastiske er, at kaptajnen i dette vejr kan lægge til ved bryggerne i den voldsomme brænding. I Syðradalur går han direkte til bryggen, i Kunø lader han skibet drive for maskinen nogle få meter fra fjeldet, mens passagerer og gods sejles ind i skibsbåden, som det koster folkene synlige anstrengelser at manøvrere i den stærke strøm. Godset består mest af tomme mælkejunger, der sejles i land og udskiftes med nye. Skibet er en af de såkaldte „mælkebåde“. I Mikladalur en brænding så voldsom, at folkene i land må spænde en fangline ud over bølgerne, da ikke engang skibsbåden her kan lægge direkte til molen, men må losses, mens folkene i båden og på land holder det spinkle fartøj fri af betonmolen ved snart at fire, snart at slække linen. Jeg har aldrig været vidne til en tilsvarende dødsforagt.

Kap Sounion, den 28. april 1972.

Ud for øen Gaidhouróniso stryger vi sejlene og går alene for maskinen de sidste mil ind til en stille vig umiddelbart vest for kappet med Poseidon-templet, som vi har kunnet se allerede i en time. Nu tegner det sig solbelyst med den blå himmel på toppen af det grønne forbjerg. Jeg lærer Gitte at styre båden, så hun bliver i stand til at tage roret, når Ole og jeg sætter og stryger sejlene, hvad én mand ikke kan gøre alene. Inde i vigen lader vi ankeret falde og går i land i jollen. Lige i strandkanten ligger her en lille hvidkalket restaurant med halvtag og blåmalede vinduer og træstole. Her får vi en udmærket frokost med spidstegte kalvekødsstumper og hvid Demestico og tager så afsked med John.

Derefter op til templet, en dorisk bygning med bredkannelurede søjler opført 444 f.Kr. af den smukkeste silkegrå marmor fra Agrileza. Sokrates var ca. 70 minus 45 = 25, da Poseidontemplet blev rejst. Det ligger en 60 m over havoverfladen, i dag er det diset i horisonten, men i klart vejr skal man endog kunne skimte Milos samt selvfølgelig en mængde andre af Kykladerne.

Rejsen til nordlysets land er dagbøger ført af den unge videnskabsmand Therkel Mathiassen, da han 1921-23 deltog i den berømte 5. Thule-ekspedition. Dagbøgerne, der her udgives for første gang, er skrevet af et menigt medlem af ekspeditionen og giver derfor et helt andet blik på ekspeditionslivet, end det vi kender fra lederen Knud Rasmussens beskrivelser. Uvidende om, hvad morgendagen vil bringe, følger vi den strabadserende rejse i et ofte skånselsløst arktisk univers, som også byder på oplevelser af stor skønhed. Vi ser nye sider af deltagernes indbyrdes og til tider uforsonlige forhold og er førstehåndsvidner til, hvordan de lokale inuit yder en uvurderlig indsats.

I februar 1987 drager den altid rejselystne forfatter H.E. Sørensen til Kenya. Han har tidligere rejst over det meste af verden, men det, der gør denne tur anderledes, er, at han efter en ulykke nu er bundet til en kørestol for resten af livet. Rejsen byder blandt andet på safari og ture til Kilimanjaro, regnskoven og Karen Blixens farm, og H.E. Sørensens beretning bliver dels et spændende møde med det store afrikanske land og dels et bevis på, at man kan klare det meste, selvom man er kørestolsbruger. H.E. Sørensen (f. 1940) har skrevet en lang række bøger om rejser, samfund og historie, og især Sønderjylland, hvor forfatteren selv har hjemme, har fået en stor plads i forfatterskabet. H.E. Sørensen er uddannet lærer, har været leder af Skærbæk museum og har gennem mange år drevet eget forlag.

Gitte Holtze sætter ud på en vandring ad Hærvejen op gennem Jylland. Hun gør det især for at få en timeout fra en alt for hektisk hverdag, men forventer ikke mere end det. For selv om Hærvejen med sine knapt 500 km er den længste vandrerute i Danmark, er det jo bare Danmark.

Det viser sig, at Hærvejen er meget mere end det. Gitte fortæller om at gå langsomt gennem lommer af et Danmark, der lever stille og hengemt. Om tankevækkende møder med fremmede. Om glæden ved det enkle liv i en rygsæk. Om tyste nætter alene i en dansk natur meget større, end hun troede. Om en vandretur, der på forunderlig vis altid giver det, Gitte har brug for. Og om hvordan hun skridt for skridt på sin vej nordpå slipper hamsterræset og mærker sig selv mere og mere.

Gitte Holtze er erfaren udi lange vandringer og er især kendt for at have gået den over 4.000 kilometer lange Pacific Crest Trail fra Mexico til Canada. Dengang gjorde hun det for at vokse sig ud af et smadret selvværd, og hun vendte hjem med en ny tro på sig selv og på, at vandring er vejen til et helt liv.

Hvad Hærvejen gav er en bog om alt det, vandring giver, også selv om man 'bare' går i Danmark.

"Jeg så ned i det klare vand, hvor bådens skygge, som en kæmperokke, passerede korallerne og den lyse bund, der nu hastigt søgte mod overfladen. Skipperen råbte en kort ordre til drengene, der med øvede hænder gjorde sig klar til at stryge sejlet.

Pludselig blev roret lagt hårdt om, dhowen krængede, latinersejlet kom ned og mens jeg stemte benene mod spanderne, løb stævnen skurende op på strandens sand. Så lå vi helt stille og hørte kun småbølgernes klukken mod agterskibet."

Lars Ørlunds rejsedagbog "Den sidste vandring" fortæller om hans og hans kones rejser gennem Afrika, deres møde med afrikanerne og deres indtryk af det mægtige kontinent. Historien er rå og usminket og giver et enestående indblik i Afrikas tilstand i starten af 1970‘erne. Lars Ørlund (f. 1948) er en dansk forfatter, biolog, journalist og eventyrer. I perioder af sit liv har Lars Ørlund boet sammen med nogle af de sidste naturfolk på Jorden, hvilket han har lavet både radio- og tv-programmer om. Han har endvidere skrevet en lang række bøger blandt andet om sine mange rejser.

Ny udgave af Baggesens skæve, følsomme, groteske, moderne, saftige, hysteriske og ofte morsomme klassiker, der revolutionerede dansk litteratur, da den udkom i 1792. Efterskrift af Torben Brostrøm.

I sommeren 2020 tog Simone Jespersen toget mod Padborg. Hun havde taget fri fra sit arbejde i en måned. Med Den Franske Camino i rygsækken vidste hun, hvad hun gik ind til. Bogstaveligt talt. Hun ville nemlig vandre 500 kilometer på Hærvejen fra den tyske grænse mod nord til sin barndomsby, Hirtshals. Undervejs passerer hun Danmarks smukke naturlandskab og stifter også bekendtskab med små, ukendte landsbyer og lokale beboere. Men vil hun overhovedet kunne klare turen? Og hvordan fungerer en vandretur i Danmark egentlig? Er det noget, man bare sådan lige gør? Tag med Simone på en eventyrlig vandrerejse, når hun gennem indlevende og ærlige dagbogsbeskrivelser og billeder beretter om livet på Hærvejen. En rejse, hvor hverdagen sættes på pause, naturen indtages, og hvor tilgangen til livet tages op til overvejelse, i takt med at kilometer efter kilometer tilbagelægges. Bogen indeholder også praktiske oplysninger samt tips og tricks til den vandrelystne, der selv kunne have lyst til at gå på Hærvejen. Om forfatter Simone Jespersen (født 1993) er cand.mag. i dansk og kulturforståelse fra Aalborg Universitet og har de sidste 3 år arbejdet med kommunikation og sociale medier. Hun har altid haft en stor passion for det frie liv i naturen, hvor hun gennem Instagram-profilen @simonejespersen dagligt lader flere tusinde følgere inspirere af både friluftsliv og plantemad. Simone er opvokset i Hirtshals og bor til daglig i Aalborg, hvorfra hun planlægger sin næste rejse. E-bogen er lavet i fixed format

Bogen handler om Thorkild Hansens rejse til arktisk Canada i 1964, hvor han sammen med Peter Seeberg søgte og fandt Jens Munks havn fra den skæbnesvangre vinter 1620.

Når et menneske rammes af kræft, er det ikke blot kræftpatienten, der bliver ramt. Det er også de pårørende. Sygdommen får en afgørende indflydelse på hele familien, og mens kræftpatienten kæmper for at komme igennem et langvarigt behandlingsforløb, kæmper de pårørende for at støtte og hjælpe og skjule deres egen sorg. Palle får konstateret cancer i 2012. Både Palle og hans kone Annette er med det samme klar over, at chancen for at overleve er meget lille, men Palle nægter at give op, selv da han i de allermørkeste stunder knap kan holde sig oprejst. Mens han sygner hen, tændes længslen efter at rejse, og Annette forsøger at give ham de sidste oplevelser. Denne bog beskriver rejsen med og gennem canceren. Den handler om mod, både den cancerramtes mod, men også den byrde og det mod, der skal til for at være pårørende. Uddrag af bogen ”Han har cancer,” var beskeden. Jeg vidste det jo godt, men alligevel kom det som et chok. Jeg sad i min klinik og skulle tage mig af patienternes småproblemer. Jeg husker stadig, at jeg sad og græd. Palle sad i Sverige og jeg i Danmark, og jeg anede faktisk ikke mine levende råd. Det første, jeg gjorde, var at gå ind på nettet og søge på den procentuelle overlevelse ved en sådan cancer. Den var nedslående 38 %. Det næste, jeg husker, er, at Palle ringer mig op. “Hvad er overlevelsesprocenten så? Jeg går ud fra, at du har tjekket det allerede!” Hvad siger man til en mand, der ligger ned? Det var på det tidspunkt, at jeg bestemte mig for at lyve. Om forfatterne Palle og Annette Rosted er begge læger. Palle er tidligere overlæge på smerteklinikken i Sheffield, England, og er nu delvist pensioneret, mens Annette stadig arbejder som praktiserende læge. Ud over deres engagement i deres job er deres store passion at rejse og at dele ud af deres rejseoplevelser.

"Grandmamas Rejsedagbog 1810" er den 36-årige Sophie Thalbitzers optegnelser over en kombineret forretnings- og familierejse, som hun, hendes mand og 9-årige søn foretager fra København til Berlin i juni-september 1810. Turen foregår med egen hestevogn, sejlskib over Storebælt, gennem Fyn, Jylland, hertugdømmerne, Hamborg og derfra videre ind i Tyskland. Turen er langsommelig, strabadserende og dramatisk - Napoleonskrigene gør forholdene usikre. Selve færden, landskaberne, opholdsstederne og menneskene undervejs beskrives med akkuratesse, åbent sind og humor. Det gør også de mange muntre sammenkomster hos hendes mands tyske familie og forretningsforbindelser og de mange aftener i byernes teatre, alt set fra en begavet og selvstændigt tænkende kvindes synsvinkel.

Sonia Choquette havde i mange år været succesrig forfatter og spirituel lærer i USA, men hendes liv faldt fra hinanden, da hun inden for en kort årrække oplevede, at to nære familiemedlemmer pludselig døde, hendes ægteskab gik i stykker, og hun følte sig ladt i stikken af kolleger, hun ellers stolede på.

For at komme på fode igen besluttede hun sig for den ældgamle spirituelle praksis at tage på pilgrimsvandring – at gå Caminoen, der strækker sig over Pyrenæerne i Frankrig til Santiago de Compostela i Spanien. Vejen hjem er hendes kraftfulde og dybt spirituelle personlige beretning om sin til tider barske tur på vej tilbage til sit sande selv.

Med sit levende sprog tager hun læseren med på både en indre og ydre rejse, og vi kommer helt tæt på alt fra hendes indre dialoger og erkendelser, møder med andre pilgrimme og smertende fødder til uventede øjeblikke fyldt med spirituelle velsignelser, humor, skønhed og dyb indsigt.

Hendes rejse er unik, men de ting, hun lærte, er universelle – de handler om at ære vores højeste selv såvel som relationerne til andre og vigtigheden af at tilgive alt.