Søgeresultater: 18

"En vinterrejse" handler om en rejse med skib langs Norges kyst op til Hammerfest og udkom i 1920, men selve rejsen ligger et godt stykke længere tilbage i tiden - mens Bjørnson endnu var i live. Pontoppidan fortæller i disse dagbogsblade om fåmælte skibspassagerer, der i dyb tavshed lader sovsekanden gå rundt, som var det en hellig kalk, om samernes kummerlige tilværelse, om bjørn, jærv og elg og om nordlyset.. Han fortæller også historien om en ung dansker, der har slået sig ned som eneboer i Norge og ikke vil hjem igen, om et foredrag af Bjørnson og diskuterer Wergelands forhold til den danske litteatur og danskeres næsegruse beundring for den norske litteratur efter Ibsen og om hvorvidt Norge er verdens smukkeste land, hvad Pontoppidan ikke er utilbøjelig til at mene.

Klaksvig, den 14. juli.

Vindstyrke 10. Regn. „Bamker“ går ikke som planlagt, men får at vide at „Briton Pride“ besejler ruten kl. 2. Formiddag på værelset med Heinesens „Den sorte Gryde“. Møder i boghandelen en ung boghandler, der genkender mig med det samme. Ærgerlig over at blive opfanget på den måde, men han viser sig at være en flink fyr.

Kl. 14 med „Briton Pride“ nordpå i sundet mellem Kunø og Kalsø. Vinden stadig nord, styrke 9-10, men dertil en kraftig nordgående strøm, hvad der skaber en helt fabelagtig sø. Det smalle farvand mellem øerne som en kogende gryde, og „Briton Pride“ tager nogle gevaldige ture, så en af de 4 passagerer brækker sig i strømme. Vi gennemfører ruten Klaksvig-Syðradalur-Kunø-Klaksvig på 5 timer. Billetpris 8 kr. Det mest fantastiske er, at kaptajnen i dette vejr kan lægge til ved bryggerne i den voldsomme brænding. I Syðradalur går han direkte til bryggen, i Kunø lader han skibet drive for maskinen nogle få meter fra fjeldet, mens passagerer og gods sejles ind i skibsbåden, som det koster folkene synlige anstrengelser at manøvrere i den stærke strøm. Godset består mest af tomme mælkejunger, der sejles i land og udskiftes med nye. Skibet er en af de såkaldte „mælkebåde“. I Mikladalur en brænding så voldsom, at folkene i land må spænde en fangline ud over bølgerne, da ikke engang skibsbåden her kan lægge direkte til molen, men må losses, mens folkene i båden og på land holder det spinkle fartøj fri af betonmolen ved snart at fire, snart at slække linen. Jeg har aldrig været vidne til en tilsvarende dødsforagt.

Kap Sounion, den 28. april 1972.

Ud for øen Gaidhouróniso stryger vi sejlene og går alene for maskinen de sidste mil ind til en stille vig umiddelbart vest for kappet med Poseidon-templet, som vi har kunnet se allerede i en time. Nu tegner det sig solbelyst med den blå himmel på toppen af det grønne forbjerg. Jeg lærer Gitte at styre båden, så hun bliver i stand til at tage roret, når Ole og jeg sætter og stryger sejlene, hvad én mand ikke kan gøre alene. Inde i vigen lader vi ankeret falde og går i land i jollen. Lige i strandkanten ligger her en lille hvidkalket restaurant med halvtag og blåmalede vinduer og træstole. Her får vi en udmærket frokost med spidstegte kalvekødsstumper og hvid Demestico og tager så afsked med John.

Derefter op til templet, en dorisk bygning med bredkannelurede søjler opført 444 f.Kr. af den smukkeste silkegrå marmor fra Agrileza. Sokrates var ca. 70 minus 45 = 25, da Poseidontemplet blev rejst. Det ligger en 60 m over havoverfladen, i dag er det diset i horisonten, men i klart vejr skal man endog kunne skimte Milos samt selvfølgelig en mængde andre af Kykladerne.

Rejsen til nordlysets land er dagbøger ført af den unge videnskabsmand Therkel Mathiassen, da han 1921-23 deltog i den berømte 5. Thule-ekspedition. Dagbøgerne, der her udgives for første gang, er skrevet af et menigt medlem af ekspeditionen og giver derfor et helt andet blik på ekspeditionslivet, end det vi kender fra lederen Knud Rasmussens beskrivelser. Uvidende om, hvad morgendagen vil bringe, følger vi den strabadserende rejse i et ofte skånselsløst arktisk univers, som også byder på oplevelser af stor skønhed. Vi ser nye sider af deltagernes indbyrdes og til tider uforsonlige forhold og er førstehåndsvidner til, hvordan de lokale inuit yder en uvurderlig indsats.

I februar 1987 drager den altid rejselystne forfatter H.E. Sørensen til Kenya. Han har tidligere rejst over det meste af verden, men det, der gør denne tur anderledes, er, at han efter en ulykke nu er bundet til en kørestol for resten af livet. Rejsen byder blandt andet på safari og ture til Kilimanjaro, regnskoven og Karen Blixens farm, og H.E. Sørensens beretning bliver dels et spændende møde med det store afrikanske land og dels et bevis på, at man kan klare det meste, selvom man er kørestolsbruger. H.E. Sørensen (f. 1940) har skrevet en lang række bøger om rejser, samfund og historie, og især Sønderjylland, hvor forfatteren selv har hjemme, har fået en stor plads i forfatterskabet. H.E. Sørensen er uddannet lærer, har været leder af Skærbæk museum og har gennem mange år drevet eget forlag.

Gitte Holtze sætter ud på en vandring ad Hærvejen op gennem Jylland. Hun gør det især for at få en timeout fra en alt for hektisk hverdag, men forventer ikke mere end det. For selv om Hærvejen med sine knapt 500 km er den længste vandrerute i Danmark, er det jo bare Danmark.

Det viser sig, at Hærvejen er meget mere end det. Gitte fortæller om at gå langsomt gennem lommer af et Danmark, der lever stille og hengemt. Om tankevækkende møder med fremmede. Om glæden ved det enkle liv i en rygsæk. Om tyste nætter alene i en dansk natur meget større, end hun troede. Om en vandretur, der på forunderlig vis altid giver det, Gitte har brug for. Og om hvordan hun skridt for skridt på sin vej nordpå slipper hamsterræset og mærker sig selv mere og mere.

Gitte Holtze er erfaren udi lange vandringer og er især kendt for at have gået den over 4.000 kilometer lange Pacific Crest Trail fra Mexico til Canada. Dengang gjorde hun det for at vokse sig ud af et smadret selvværd, og hun vendte hjem med en ny tro på sig selv og på, at vandring er vejen til et helt liv.

Hvad Hærvejen gav er en bog om alt det, vandring giver, også selv om man 'bare' går i Danmark.

"Jeg så ned i det klare vand, hvor bådens skygge, som en kæmperokke, passerede korallerne og den lyse bund, der nu hastigt søgte mod overfladen. Skipperen råbte en kort ordre til drengene, der med øvede hænder gjorde sig klar til at stryge sejlet.

Pludselig blev roret lagt hårdt om, dhowen krængede, latinersejlet kom ned og mens jeg stemte benene mod spanderne, løb stævnen skurende op på strandens sand. Så lå vi helt stille og hørte kun småbølgernes klukken mod agterskibet."

Lars Ørlunds rejsedagbog "Den sidste vandring" fortæller om hans og hans kones rejser gennem Afrika, deres møde med afrikanerne og deres indtryk af det mægtige kontinent. Historien er rå og usminket og giver et enestående indblik i Afrikas tilstand i starten af 1970‘erne. Lars Ørlund (f. 1948) er en dansk forfatter, biolog, journalist og eventyrer. I perioder af sit liv har Lars Ørlund boet sammen med nogle af de sidste naturfolk på Jorden, hvilket han har lavet både radio- og tv-programmer om. Han har endvidere skrevet en lang række bøger blandt andet om sine mange rejser.

Ny udgave af Baggesens skæve, følsomme, groteske, moderne, saftige, hysteriske og ofte morsomme klassiker, der revolutionerede dansk litteratur, da den udkom i 1792. Efterskrift af Torben Brostrøm.

I sommeren 2020 tog Simone Jespersen toget mod Padborg. Hun havde taget fri fra sit arbejde i en måned. Med Den Franske Camino i rygsækken vidste hun, hvad hun gik ind til. Bogstaveligt talt. Hun ville nemlig vandre 500 kilometer på Hærvejen fra den tyske grænse mod nord til sin barndomsby, Hirtshals. Undervejs passerer hun Danmarks smukke naturlandskab og stifter også bekendtskab med små, ukendte landsbyer og lokale beboere. Men vil hun overhovedet kunne klare turen? Og hvordan fungerer en vandretur i Danmark egentlig? Er det noget, man bare sådan lige gør? Tag med Simone på en eventyrlig vandrerejse, når hun gennem indlevende og ærlige dagbogsbeskrivelser og billeder beretter om livet på Hærvejen. En rejse, hvor hverdagen sættes på pause, naturen indtages, og hvor tilgangen til livet tages op til overvejelse, i takt med at kilometer efter kilometer tilbagelægges. Bogen indeholder også praktiske oplysninger samt tips og tricks til den vandrelystne, der selv kunne have lyst til at gå på Hærvejen. Om forfatter Simone Jespersen (født 1993) er cand.mag. i dansk og kulturforståelse fra Aalborg Universitet og har de sidste 3 år arbejdet med kommunikation og sociale medier. Hun har altid haft en stor passion for det frie liv i naturen, hvor hun gennem Instagram-profilen @simonejespersen dagligt lader flere tusinde følgere inspirere af både friluftsliv og plantemad. Simone er opvokset i Hirtshals og bor til daglig i Aalborg, hvorfra hun planlægger sin næste rejse. E-bogen er lavet i fixed format

Bogen handler om Thorkild Hansens rejse til arktisk Canada i 1964, hvor han sammen med Peter Seeberg søgte og fandt Jens Munks havn fra den skæbnesvangre vinter 1620.

En ni-årig pige fra Århus har rejst rundt i Costa Rica og Nicaragua og skrevet dagbog. Om kaffeplantager og krokodiller. Om vulkaner og regnskove. Om fattigdom og livsglæde. Og om børn og kærlighed. I Mathildes dagbog er samtlige fotografier taget af hende selv eller storebror Jonathan.     Mathildes far fortæller om Columbus og indianerne, politiske forhold, truede havskildpadder, Nepenthes arbejde i begge lande og Danidas indsats i Nicaragua. Der er også fokus på de to landes relationer til Danmark. Costa Rica havde i mange år en præsident, der var gift med en dansk kvinde og deres søn, Jose Maria Figueres Olsen, har indtil 1998 været præsident. Og mens Nicaragua helt op til nyere tid har været præget af borgerkrige, afskaffede Costa Rica i 1948 millitæret.     Derfor er der stor forskel på de to lande. Det kan blandt andet ses på børnenes vilkår og de to landes skolesystem. Halvdelen af Nicaraguas befolkning er under 14 år gamle og halvdelen af disse børn når aldrig længere end til 4. klasse på grund af fattigdom og ulighed. I Costa Rica gennemfører mere end 90 procent af alle børn en 9-årig grundskole.

I 1962 stod den unge greve Claus Ahlefeldt for at skulle overtage Egeskov Slot på Fyn – men først ville han rejse jorden rundt. På Tahiti mødte han kærligheden i skikkelse af en indfødt kvinde, der skulle komme til at ændre hans liv. Han rejste hjem til Egeskov, de mistede kontakten, og først en halv menneskealder senere lykkedes det ham på mirakuløs vis igen at finde den nu 64-årige Agnès. Efter 36 år rejste han tilbage til Tahiti …

Underholdende og åbenhjertigt fortæller Claus Ahlefeldt et frodigt eventyr om en ung mand, der lærer at elske. Og om hvordan det er at vende tilbage til en stor, dyb kærlighed mange år senere.

"Gennem den hvide ørken" er J.P. Kocks egen fortælling om den lange og farlige rejse, han og tre andre mænd foretog over den grønlandske indlandsis i 1912-13. Aldrig før var en sådan ekspedition forsøgt på den ugæstfrie og iskolde ø, hvor de rejsende ofte frygtede for deres liv.