Søgeresultater: 22

I februar 1987 drager den altid rejselystne forfatter H.E. Sørensen til Kenya. Han har tidligere rejst over det meste af verden, men det, der gør denne tur anderledes, er, at han efter en ulykke nu er bundet til en kørestol for resten af livet. Rejsen byder blandt andet på safari og ture til Kilimanjaro, regnskoven og Karen Blixens farm, og H.E. Sørensens beretning bliver dels et spændende møde med det store afrikanske land og dels et bevis på, at man kan klare det meste, selvom man er kørestolsbruger. H.E. Sørensen (f. 1940) har skrevet en lang række bøger om rejser, samfund og historie, og især Sønderjylland, hvor forfatteren selv har hjemme, har fået en stor plads i forfatterskabet. H.E. Sørensen er uddannet lærer, har været leder af Skærbæk museum og har gennem mange år drevet eget forlag.

Gitte Holtze sætter ud på en vandring ad Hærvejen op gennem Jylland. Hun gør det især for at få en timeout fra en alt for hektisk hverdag, men forventer ikke mere end det. For selv om Hærvejen med sine knapt 500 km er den længste vandrerute i Danmark, er det jo bare Danmark.

Det viser sig, at Hærvejen er meget mere end det. Gitte fortæller om at gå langsomt gennem lommer af et Danmark, der lever stille og hengemt. Om tankevækkende møder med fremmede. Om glæden ved det enkle liv i en rygsæk. Om tyste nætter alene i en dansk natur meget større, end hun troede. Om en vandretur, der på forunderlig vis altid giver det, Gitte har brug for. Og om hvordan hun skridt for skridt på sin vej nordpå slipper hamsterræset og mærker sig selv mere og mere.

Gitte Holtze er erfaren udi lange vandringer og er især kendt for at have gået den over 4.000 kilometer lange Pacific Crest Trail fra Mexico til Canada. Dengang gjorde hun det for at vokse sig ud af et smadret selvværd, og hun vendte hjem med en ny tro på sig selv og på, at vandring er vejen til et helt liv.

Hvad Hærvejen gav er en bog om alt det, vandring giver, også selv om man 'bare' går i Danmark.

Bogen handler om Thorkild Hansens rejse til arktisk Canada i 1964, hvor han sammen med Peter Seeberg søgte og fandt Jens Munks havn fra den skæbnesvangre vinter 1620.

Når et menneske rammes af kræft, er det ikke blot kræftpatienten, der bliver ramt. Det er også de pårørende. Sygdommen får en afgørende indflydelse på hele familien, og mens kræftpatienten kæmper for at komme igennem et langvarigt behandlingsforløb, kæmper de pårørende for at støtte og hjælpe og skjule deres egen sorg. Palle får konstateret cancer i 2012. Både Palle og hans kone Annette er med det samme klar over, at chancen for at overleve er meget lille, men Palle nægter at give op, selv da han i de allermørkeste stunder knap kan holde sig oprejst. Mens han sygner hen, tændes længslen efter at rejse, og Annette forsøger at give ham de sidste oplevelser. Denne bog beskriver rejsen med og gennem canceren. Den handler om mod, både den cancerramtes mod, men også den byrde og det mod, der skal til for at være pårørende. Uddrag af bogen ”Han har cancer,” var beskeden. Jeg vidste det jo godt, men alligevel kom det som et chok. Jeg sad i min klinik og skulle tage mig af patienternes småproblemer. Jeg husker stadig, at jeg sad og græd. Palle sad i Sverige og jeg i Danmark, og jeg anede faktisk ikke mine levende råd. Det første, jeg gjorde, var at gå ind på nettet og søge på den procentuelle overlevelse ved en sådan cancer. Den var nedslående 38 %. Det næste, jeg husker, er, at Palle ringer mig op. “Hvad er overlevelsesprocenten så? Jeg går ud fra, at du har tjekket det allerede!” Hvad siger man til en mand, der ligger ned? Det var på det tidspunkt, at jeg bestemte mig for at lyve. Om forfatterne Palle og Annette Rosted er begge læger. Palle er tidligere overlæge på smerteklinikken i Sheffield, England, og er nu delvist pensioneret, mens Annette stadig arbejder som praktiserende læge. Ud over deres engagement i deres job er deres store passion at rejse og at dele ud af deres rejseoplevelser.

En ni-årig pige fra Århus har rejst rundt i Costa Rica og Nicaragua og skrevet dagbog. Om kaffeplantager og krokodiller. Om vulkaner og regnskove. Om fattigdom og livsglæde. Og om børn og kærlighed. I Mathildes dagbog er samtlige fotografier taget af hende selv eller storebror Jonathan.     Mathildes far fortæller om Columbus og indianerne, politiske forhold, truede havskildpadder, Nepenthes arbejde i begge lande og Danidas indsats i Nicaragua. Der er også fokus på de to landes relationer til Danmark. Costa Rica havde i mange år en præsident, der var gift med en dansk kvinde og deres søn, Jose Maria Figueres Olsen, har indtil 1998 været præsident. Og mens Nicaragua helt op til nyere tid har været præget af borgerkrige, afskaffede Costa Rica i 1948 millitæret.     Derfor er der stor forskel på de to lande. Det kan blandt andet ses på børnenes vilkår og de to landes skolesystem. Halvdelen af Nicaraguas befolkning er under 14 år gamle og halvdelen af disse børn når aldrig længere end til 4. klasse på grund af fattigdom og ulighed. I Costa Rica gennemfører mere end 90 procent af alle børn en 9-årig grundskole.

"Gennem den hvide ørken" er J.P. Kocks egen fortælling om den lange og farlige rejse, han og tre andre mænd foretog over den grønlandske indlandsis i 1912-13. Aldrig før var en sådan ekspedition forsøgt på den ugæstfrie og iskolde ø, hvor de rejsende ofte frygtede for deres liv.

"Grandmamas Rejsedagbog 1810" er den 36-årige Sophie Thalbitzers optegnelser over en kombineret forretnings- og familierejse, som hun, hendes mand og 9-årige søn foretager fra København til Berlin i juni-september 1810. Turen foregår med egen hestevogn, sejlskib over Storebælt, gennem Fyn, Jylland, hertugdømmerne, Hamborg og derfra videre ind i Tyskland. Turen er langsommelig, strabadserende og dramatisk - Napoleonskrigene gør forholdene usikre. Selve færden, landskaberne, opholdsstederne og menneskene undervejs beskrives med akkuratesse, åbent sind og humor. Det gør også de mange muntre sammenkomster hos hendes mands tyske familie og forretningsforbindelser og de mange aftener i byernes teatre, alt set fra en begavet og selvstændigt tænkende kvindes synsvinkel.

Mig og Caminoen er en personlig beretning fra en veteran, der har gået turen en gang årligt siden 1992. Han beretter om de strabadser, han (og alle andre) uvægerligt møder, de praktiske overvejelser, der følger, og de tanker, han i øvrigt gør sig undervejs på den ca. 800 kilometer lange vandretur, som han tilbagelægger på 4-5 uger.

Henrik Friediger er en skarp iagttager og en åbenhjertig og vedkommende fortæller. Bogen inspirerer, både som en indre og ydre rejsebeskrivelse, og den har bud til de mange, der allerede har vandret turen, såvel som til dem, der drømmer om eller planlægger at gøre det.

Sonia Choquette havde i mange år været succesrig forfatter og spirituel lærer i USA, men hendes liv faldt fra hinanden, da hun inden for en kort årrække oplevede, at to nære familiemedlemmer pludselig døde, hendes ægteskab gik i stykker, og hun følte sig ladt i stikken af kolleger, hun ellers stolede på.

For at komme på fode igen besluttede hun sig for den ældgamle spirituelle praksis at tage på pilgrimsvandring – at gå Caminoen, der strækker sig over Pyrenæerne i Frankrig til Santiago de Compostela i Spanien. Vejen hjem er hendes kraftfulde og dybt spirituelle personlige beretning om sin til tider barske tur på vej tilbage til sit sande selv.

Med sit levende sprog tager hun læseren med på både en indre og ydre rejse, og vi kommer helt tæt på alt fra hendes indre dialoger og erkendelser, møder med andre pilgrimme og smertende fødder til uventede øjeblikke fyldt med spirituelle velsignelser, humor, skønhed og dyb indsigt.

Hendes rejse er unik, men de ting, hun lærte, er universelle – de handler om at ære vores højeste selv såvel som relationerne til andre og vigtigheden af at tilgive alt.

I Det ordner sig rejser radio-/tv-vært og forfatter Signe Amtoft til Island for at undersøge, hvilke sanseindtryk der gemmer sig mellem vulkaner, is og bjerge. Med behovet for at fjerne de hæmninger, hun konstant har lagt på sig selv, beslutter hun sig for med turen at trodse sin usikkerhed og afprøve eget mod.

Hun kører landet rundt alene i en sommermåned, hvor temperaturerne ikke just viser sig fra deres allervenligste side. Det bliver til en perlerække af intense møder med den rå natur og de folk, der bor i den. Hun vandrer med hjertet i halsen ad stejle skrænter, følges med hvaler i det blå hav, mærker den spiddende lugt af svovl og den rene duft af gletsjer. Måske ser hun også en alf midt i det øde landskab. Hun er stadig i tvivl. Ikke mindst oplever hun, hvad det giver et menneske som hende, der er bange for ret mange ting, at drage ud på helt egen hånd.

Gennem møder med alt fra præsidenten til fiskeren og kvinden på gaden lærer Signe om forholdet til fisk, får, danskere og Eurovision. Hun gør sit bedste over for en glimabryder og tester det uofficielle motto thetta reddast (da: det ordner sig). Et motto, man som dansker godt kan blive lidt træt af, når man bare gerne vil lave faste aftaler og have to spor i vejtunnelerne. Men også et motto, der i dén grad har sin berettigelse i et ungt, humørsygt og overvældende land, hvor man aldrig ved, hvornår det næste vulkanudbrud sætter i gang.

Landet med den ekstreme natur og rå mentalitet viser sig at være den ideelle udfordring. Det bliver en rejse, der afprøver og tvinger en indre styrke frem.

En ung udbrændt læge, der til daglig arbejder med døende mennesker, vandrer de 800 km på caminoen – en pilgrimsrute fra den franske grænse i Pyrenæerne henover Nordspanien til Santiago de Compostela - og skildrer, hvordan hun dag for dag finder tilbage til værdsættelsen af livet, som det udfolder sig på sletten, og får nyt håb for sit liv i Danmark. Som læser mærker man direkte forandringen i beskrivelsen af møderne med de lokale og de andre pilgrimme og oplives og lever med på denne inspirerende rejse.

Disse dagbogsoptegnelser fra Achton Friis’ toårige ophold i det nordøstlige Grønland som deltager i Danmarks-ekspeditionen i 1906-1908 er en betagende skildring af landets natur, dets fauna og flora – og samtidig beretningen om en flok mænds ubrydelige sammenhold og kammeratskab gennem alle tilskikkelser.

Achton Friis (1871-1939) var en dansk kunstmaler, tegner, forfatter og opdagelsesrejsende. Han blev uddannet på Kunstakademiet i København og arbejdede flittigt med både keramik, porcelæn og portrættegning, men det er velsagtens hans bøger om Danmark og hans deltagelse i Danmarks-ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst i 1906-1908 samt hans dokumentation deraf, som han er bedst kendt for. Han har selv været med til at illustrere sine bøger om Danmarks geografi og befolkning og har modtaget "Fortjenstmedaljen i sølv".