Søgeresultater: 35

”I denne bog jeg har prøvet fra en fremmedsprogforfatters synsvinkel komme ind på emner som: de danske værdier, den danske kulturarv. Hvad er typisk dansk? Hvad er Danish Design? Hvad er Made in Denmark? Hvordan ser fremtidens Danmark ud? Og om de fremmede i Danmark.” Nicolae Matei

Georg og Edvard Brandes har med deres uforlignelige retoriske talent lagt grunden til en kulturkamp i Danmark, som deres eftertid kalder kulturradikalismen. "Om nationalfølelse" indeholder hver af brødrenes foredrag om netop nationalfølelse, som demonstrerer, at deres tanker og teorier aldrig mister relevans.

Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning. Edvard Brandes (1847-1931) var en dansk politiker, kritiker, forfatter og kulturpersonlighed. Han var medstifter af Det radikale venstre og dr. phil. i østerlandsk filologi. Edvard Brandes skrev en lang række skuespil og var i 1872 med til at stifte Litteraturselskabet sammen med blandt andre sin bror Georg Brandes. Georg Brandes (1842-1927) er den mest indflydelsesrige litteraturkritiker og –teoretiker i dansk litteraturhistorie. Det var netop Georg Brandes, der definerede de litterære genrer realisme og naturalisme, som han stillede i kontrast til senromantikken, som han så som virkelighedsfjern og præget af tom æstetik. Georg brandes er den vigtigste teoretiker bag Det moderne gennembrud.

Menneskesyn er forklædt religiøsitet: Enten har du det rigtige menneskesyn, eller også er du et dumt svin! To af Danmarks mest læste politiske kommentatorer slår med Danmark under angreb næven hårdt i bordet. De gør op med det menneskesyn og den indbildte godhed, som betyder, at vi lukker øjne og ører for den sociale virkelighed, der befinder sig et stenkast fra de pæne kvarterer med det helt rigtige menneskesyn. Et menneskesyn, der hvert år koster milliarder og er godt på vej til at smadre det Danmark, vi kender og elsker. Et menneskesyn, der befordrer flere parallelsamfund, mere patriarkat, mere social kontrol og mere terror. Sammen tager forfatterne bestik af deres politiske modning op gennem 90’erne og 00’erne, det nye Danmark og krisen i det liberale demokrati. De oplever, at deres fædreland er under angreb – både udefra og indefra. Og at det nationale og europæiske selvforsvar haster. De ønsker at give et genkendeligt Danmark videre til næste generation.

Nationalismen er farlig, men det er også farligt at fornægte nationen. Midt i den ophedede debat om danskhed går historiker og debattør Henrik Jensen ned i de hændelser og vilkår, der skabte Danmark som nation. På sporet af en farbar vej mellem nationalismens afgrund og ligegyldighedens grøft.

Hvorfor kåres danskerne gang på gang til et af verdens lykkeligste folkefærd? Og hvordan ser lykken egentlig ud?
Det er nogle af de spørgsmål, som grevinde Alexandra forsøger at finde svar på i Mit lykkelige land. I sin søgen rejser hun Danmark rundt, fra Skagen til Skarø, fra Møgeltønder til København. Hun opsøger landskaber og virksomheder, hun besøger øboere og vinterbadere, og hun konsulterer eksperter i blandt andet kunst, sprog og lykke. Alle bringer de hende tættere på dansk historie, kultur og identitet.
Turen er samtidig en personlig rejse i erindringen. Alexandra beskriver, hvordan det var som 31-årig i 1995 at forlade sin hidtidige tilværelse i en af verdens største byer, Hongkong, for at bosætte sig i marsken i Sønderjylland og blive en del af den kongelige familie. Hun fortæller om at tilegne sig et nyt sprog og en ny nationalitet, om at være mor til to prinser – og om hele tiden at turde kaste sig ud i livet.
Mit lykkelige land er en kærlighedserklæring til Danmark og en personlig fortælling om at blive en lykkelig dansker.

Det er forkert at tro, at Europas nationer kulturelt set er på vej til at smelte sammen. Dertil er forskellene mellem dem for store. Tesen i denne bog er, at den franske identitet er så dybt forankret i det franske samfunds praksis og historie, at holdninger og handlinger i lang tid fremover vil være præget af det – uanset hvor vidtgående den politiske og økonomiske integration i Europa ender med at blive. Det er ikke muligt, og heller ikke ønskeligt, at udslette de nationale særpræg. Et bæredygtigt Europa er ikke et Europa, hvor man forsøger at gøre alle ens, men et mangfoldigt Europa, hvor man respekterer hinandens særpræg.

Det siges ofte, at franskmænd har et særligt talent for social omgang og en eminent evne til at æstetisere det daglige liv. Men kan man generalisere på den måde om noget så komplekst som national identitet? Hans Boll-Johansen går en anden vej for at indkredse fransk identitet. Han afsøger fire hovedområder, hvor udsagn om det særligt franske kommer til sprogligt udtryk: grundbegreber i franskmændenes selvopfattelse, i deres livsfortolkning op gennem århundrederne, i de principper, der strukturerer deres institutioner (familien, kirken, skolen og det politiske system) og endelig franskmændenes forhold til de fremmede, såvel indenfor som uden for Frankrig.

Hans Boll-Johansen er docent, dr. phil., ansat ved Romansk Institut. Københavns Universitet, hvor han bl.a. underviser i fransk kultur. Han har i fem år undervist ved et fransk universitet, udgivet sin disputats på fransk i en international faglig specialserie og redigeret bøger om fransk og italiensk litteratur. Den tværfaglige vinkel i bogen om De franske stammer fra en trearig tilknytning til Københavns Universitets Humanistiske Forskningscenter, hvor han også redigerede Europas opdagelse. Historien om en idé (1988) og L'identité française (1989).

"Med denne bog vil jeg hverken forhåne mit land eller spytte i min rede. Jeg er dansk sønderjyde af fødsel og opvækst og har – også som undervisningsminister – været stærkt optaget af, at vi som danske må have et levende forhold til "det danske", dvs. vore fælles kulturelle erfaringer."

Uden på noget tidspunkt at forråde sin egen fædrelandskærlighed beskriver Bertel Haarder i "Den bløde kynisme" noget af det, han ser som mest problematisk i den danske selvopfattelse. Bundet i historiens kollektive traumer er der udviklet en folkesygdom, som Bertel Haarder kalder "den bløde kynisme", som består af en blanding mellem mindreværdskompleks og selvovervurdering. Den bløde kynisme kan bruges til at forklare nogle af de debatter og problemer, der herskede i Danmark i 1980‘erne og 1990‘erne: tendensen til at skyde skylden for alt ondt på EU samt en selvforherligelse, der får os til at se med onde øjne på nydanskere og indvandrere. Bertel Haarder (f. 1944) er en dansk politiker og forfatter. Han har siddet i Folketinget og Europa-Parlamentet for Venstre i en lang årrække. Bertel Haarder har af flere omgange været minister blandt andet undervisnings- og forskningsminister og integrationsminister. Han er uddannet cand.scient.pol. og har udgivet flere bøger om dansk politik og samfund.

I sommeren 2011 skrev Bjørn Bredal 23 artikler om Frankrig, der blev bragt i Politiken under Tour de France i juli måned. Med afsæt i aktuelle begivenheder, med cykelløbet som påskud og med et vist historisk perspektiv forsøgte Bredal treogtyve dage i træk at nuancere billedet af Frankrig og franskmænd. Ambitionen var i al uhøjtidelighed og sommerhumør at prøve klicheer af og udfordre nogle af de forestillinger, vi danske har om de franske. 

Det lykkedes til fulde, og nu har Bjørn Bredal på baggrund af artiklerne skrevet en skarp og meget underholdende lille bog om Frankrig og franskmændene, om fransk politik, kultur og levet liv, om forholdet til Europa og til resten af verden og ikke mindst om Frankrigs forhold til ”affærer” samt om danskernes misforhold til libertineri og luksus.

En Europafortælling med hovedvægt på forfatterens to hjemlande, Danmark og Frankrig. Erling Bjøl præsenterer baggrunden for de to befolkningers mentalitet og skæbne i fortid og nutid og tegner et billede af, hvorfor vi er så forskellige, og hvad vi kan lære af hinanden.

Danmark - du ved nok, det er dér, hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå. Men bøgetræer og friske strande er ikke i sig selv danske. Malere, komponister og digtere har gjort dem danske. Hvis en udlænding kommer til landet, kan han eller hun ikke se noget særlig dansk ved en strand med muslingeskaller, gråhvidt sand og blå bølger, men det kan vi. Vi har nemlig lært at se naturen og historien med danske øjne. Anna og Michael-Peter Ancher, P.S. Krøyer, L.A. Ring og mange flere har malet vores indre billeder af den danske strand, også selvom vi ikke lægger mærke til det. I bogen Danmark bliver vi præsenteret for idéen om, hvordan unge piger og det yndige blev knyttet til det danske på det tidspunkt, hvor digterne opfandt det danske. Og det gjorde de i romantikken, og der vil derfor altid være noget romantisk over Danmark. En elite af digtere, præster og intellektuelle begyndte at tænke, tale, male og komponere dansk, og fra dem sank det nationale ned i folket, der langsomt indoptog det. Hans Hauge problematiserer og diskuterer i bogen vores brug af begrebet danskhed og det danske gennem blandt andet litteratur, politik, sprog, mad og race, og samtidig undersøger han, om der overhovedet findes særligt danske værdier, og om man kan tale om en dansk folkekarakter. Ifølge Hauge er Danmark et bevidsthedsfænomen eller, hvis man hellere vil bruge et andet billede, et sprogligt frembragt fænomen. Det findes inde i hovedet på danskerne. Og der er mange forskellige forestillinger: Danmark er en landsby. Danskerne er en stamme. Danmark er en brugsforening. Danmark er et lejrbål, hvor vi sidder i rundkreds og vender ryggen til de andre.

Ord som identitet, værdier og danskhed lyder måske mere moderne end folk, men Ove Korsgaard argumenterer i marts måneds bog i Tænkepauser-serien for, at folkets status er dét, vi i realiteten strides om. Danmark er i dag en kampplads for meget blandede og modstridende interesser, hvor spørgsmålet om, hvad folket er for en størrelse, er et af de mest centrale stridspunkter. Globaliseringen, europæiseringen og multikulturen har pustet til ilden. Er vi for eller imod det danske? Er vi for eller imod de fremmede? Er vi folkevenner eller folkefjender? Vi mangler gode svar på de spørgsmål, fordi de er svære, og fordi nogle af dem er forkert stillet. Ove Korsgaard vil med bogen skabe bedre muligheder for at navigere i det kaos, som ordet folk let medfører, og han diskuterer i bogen, hvordan køn, social og retslig status samt intellektuel formåen har betydning for, hvordan vi opfatter folk i dag. Tidligere var det ikke givet, at de mange f'ere - fattigrøve, forbrydere, fjolser og fremmede - var del af folkets politiske og nationale fællesskab, men gennem det tyvende århundrede har de fleste kæmpet sig ind i det gode selskab. Ove Korsgaard analyserer det forestillede fællesskab, som et folk grundlæggende er, gennem så forskellige elementer som ordbogen, højskolebevægelsen, Kant, Grundtvig, kanon, fædrelandsbegrebet, kvinders stemmeret og Hitler, og der er både skarpt og tankevækkende.