Søgeresultater: 21

Landsforræder, lykkeridder og tragisk helt. Mange etiketter er blevet hæftet på Johann Friedrich Struensee. Både da han levede, og efter at han i 1772 blev henrettet på skafottet. Det var lægen Struensees adgang til den syge kong Christian 7., der var med til at give ham magten og gøre ham til diktator. Men styret varede kun i 16 måneder. Og selv om Struensee på den korte tid nåede at gennemføre mange reformer, er det de politiske intriger og trekantdramaet mellem Christian 7., dronning Caroline Mathilde og Struensee, der har fået et langt liv – i faglitteratur, film og fiktion. Ulrik Langen, professor i historie ved Københavns Universitet, følger Struensee og udruller eftertidens syn på en af danmarkshistoriens mest omdiskuterede personer.

Danmarks dåbsattest i Jelling. Sådan kender vi runerne. Men runer handlede ikke kun om monumenter, kristendom og kongerige. Folk skrev også om krig, sex og sladder. Og runerne havde allerede 800 år på bagen, da Harald Blåtand satte sit gigantiske monument i 965. De latinske bogstaver kom ind i det danske rige med kristendommen, men nordboerne holdt fast i runerne, og det gør vi faktisk endnu. Tænk blot på symbolet for Bluetooth på mobiltelefoner. Vi bruger også runer til tatoveringer, på fodboldtrøjer og i tvserier, så de sidste runer er ikke ristet endnu. Lisbeth M. Imer, seniorforsker og runolog ved Nationalmuseet, læser skriften og fortæller, hvordan runer bruges og forstås kulturhistorisk – både dengang og nu.

Fjender. Sådan var forholdet mellem danskere og svenskere efter en rask lille krig i sommeren 1657. Krigen udviklede sig i 1658 til en katastrofe, der reducerede det danske rige til en svensk lydstat. En panikfred fulgte inden en toårig belejring af hovedstaden, hvor kampgejst afløste modløshed. Udenlandske tropper og flåder afgjorde kampene, og den politiske ligevægt i Norden blev genoprettet. Men kong Frederik 3. høstede den helt store gevinst, da han i 1660 kuppede sig til enevælde. Og selv om svenskerne og danskerne ikke længere ligger i blodig krig, har Svenskekrigene sat sig dybe spor i rivaliseringer og københavneri. Sebastian Olden-Jørgensen, lektor på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, skildrer nogle af de mest skæbnesvangre krige, Danmark har oplevet – og følger både historien og myterne til dørs.

I 1660 henvendte det bedre borgerskab og kirkens folk sig allerunderdanigst til kongen med et tilbud. Det lød på, at Danmark skulle være et arvekongerige. Hidtil havde adelen valgt kongen, men Svenskekrigene havde bragt landet i uføre, og tiden kaldte på forandring. Frederik 3. sagde ja tak og tolkede arveretten sådan, at han nu var enevældig. Den officielle propaganda fremstillede magten som givet af Gud, og den gik i arv til de næste otte konger. Først da Frederik 7. i 1849 satte sit navn under Grundloven, blev enevælden opløst. Styreformen satte betydelige aftryk på stat og samfund, og selv om den ophørte for over 150 år siden, præger vaner og erfaringer fra perioden fortsat danskerne, fx i skikkelse af vores stærke tillid til staten.

En novembernat i 1286 brød marsk Stig og hans medsammensvorne ind i en lade i Finderup og dolkede den sovende konge 56 gange. Sådan lyder fortællingen i hvert fald, men faktisk er både morder, mordvåben og motiv fortsat ukendte. Og det gør kongedrabet i det mørke Midtjylland til en af danmarkshistoriens mest celebre uløste kriminalgåder. Erik Klipping var den fjerde konge på blot 40 år, der blev dræbt på tronen. Hans blå blod var knap nok størknet, før viser og vås løb gennem landet, og lige siden har munke, digtere, historikere og sågar EF-kritikere fortolket mordet. Handlede det om ære og arv? En lidt for dameglad regent? Eller var Erik en magtliderlig tyran, der fortjente sin skæbne? Mysteriet fortsætter.

Aldrig igen! I ruinerne af Anden Verdenskrig og på skuldrene af Folkeforbundet opstod FN i 1945. Fred og forhandlinger skulle afløse krige og konflikter, og Danmark meldte sig parat til at arbejde for en fredelig, stabil og retfærdig verden. Under Den Kolde Krig gik landet balancegang mellem stormagterne, men snart meldte Danmark selvstændigt ud og kæmpede for at få sine mærkesager igennem. Selv om den danske regering i 1995 valgte at prioritere aktiv militærpolitik i NATO endnu mere, er Danmark også i dag med til at sikre fred og sikkerhed i verdens brændpunkter.

Olie. Et lille ord på fire sorte bogstaver. Men med stor betydning. Oliekrisen ramte Vesten i 1973, og den slog Danmark ekstra hårdt. Siden Anden Verdenskrig havde det sorte guld givet danskerne energi til køleskabe, nye biler og mere velvære. Men da de olieproducerende lande satte priserne op og skruede ned for forsyningerne, måtte danskerne tage kolde brusebade og finde det varme tøj frem. Krisen fik politikerne til at satse på det lige så sorte kul, indtil miljø og klima for alvor kom på dagsordenen i 1990’erne. Så skulle danskerne skifte den sorte energi ud med den rene gas, vindmøller og solceller. Både for at sikre strøm og varme i hverdagen og for at gøre planeten grøn igen.

Året 1814 blev skæbnesvangert for ‘ægteskabet’ mellem Danmark og Norge. Siden 1380 havde tvillingriget været vævet sammen i politik, sprog og finkultur, men efter 434 års samvær skød en svensk kronprins med krigslist og diplomatiske krumspring en kile ind i alliancen. I Danmark begræd man tabet af Norge, mens man i nord så anderledes mørkt på dansketiden, som man kaldte 400-årsnatten. Med skilsmissen vejrede nordmændene morgenluft, og en revolutionær grundlov pustede liv i håbet om, at solen snart kunne stå op igen over et selvstændigt norsk rige. Det tog mange år, før tilliden var genoprettet, og da danske skandinavister begyndte at prædike nordisk fællesskab, nægtede Norge at tro på, at eksen havde forandret sig. Bruddet var endegyldigt.

De fem forbandede år 1940-1945. Stærke ord og en kamp, der under besættelsen i Danmark stod mellem de gode og de onde. Mellem danskerne og tyskerne. Heltene var de modstandsfolk, der især fra august 1943 kæmpede mod tyskerne. Målet med modstanden var naturligvis Danmarks befrielse. Det sagde de i hvert fald. Men kradser man i overfladen, var motiverne og ikke mindst planerne for efterkrigstiden meget forskellige. Nogle ønskede bare at vende tilbage til tilstandene før krigen. Andre ønskede et nyt og mere moralsk Danmark, mens atter andre ønskede dramatiske forandringer. Måske endda en revolution. Det frygtede de etablerede politikere, og derfor blev mange politikere modstandens modstandere.

En imperialistisk skurk! Er det sådan, Island husker rigsfællesskabet med Danmark? Eller står kunstneren alene med scenen nedenfor - en saga om magtmisbrug, fordomme og overgreb? Den danske fortælling om næsten 600 års fællestid er knap så iskold. Måske fordi Danmark har glemt næsten alt. Eller har tiet forbindelsen ihjel. I 1809 var historien en anden, og islændingene tog det roligt, da bannerføreren for en fejlslået frihedsrevolution blev sat i fængsel. Først senere blev nationalitet og sagaerne slagmarker, og selvstyre et folkeligt krav. I 1944 var fællesskabet endegyldigt slut, og den nordatlantiske ø blev til republikken Island.

Den største stund. Den bedste gave. Ordene var mange, og euforien stor ved Genforeningen i 1920. 56 år efter det forsmædelige nederlag i 1864 var det slut med at vente og længes. Sønderjylland kom igen hjem til Danmark. Og som det bedste havde sønderjyderne selv valgt, om de skulle høre til Danmark eller Tyskland. Folkenes selvbestemmelsesret og magt lå i tidsånden, og sønderjyderne kunne fejre, at de igen fik dansk konge, og at de nu var en del af en dansk nationalstat. Så måtte de leve med, at hertugdømmet Slesvig blev delt over på midten, og at den nye grænse skabte mindretal på begge sider.

Når en konge dør, plejer en efterfølger at stå klar i kulissen. Sådan var det ikke i 1533, da Frederik 1. udåndede. Rigsrådet, der skulle vælge en ny regent, kunne ikke nå til enighed og udskød beslutningen. Spliden fik modsætninger mellem katolikker og protestanter til at flamme op. Riget var i ubalance, og striden om arvefølgen førte fra sommeren 1534 til en regulær borgerkrig. Oprørske bønder hvæssede deres leer, og lejetropper blev hyret ind, blandt andet anført af en tysk greve. Den blodige fejde stod på i to lange år og banede vejen for Reformationen og afskaffelsen af den katolske kirke i Danmark.