Søgeresultater: 11

Den tyske diplomat Georg Ferdinand Duckwitz fik sin plads i Danmarkshistorien, da han i efteråret 1943 advarede de danske jøder mod den kommende deportation. Duckwitz var ingen gennemsnitsdiplomat, forfatteren følger ham gennem besættelsesårene og skildrer bl.a. forløbet omkring jødeaktionen i oktober 1943, det tætte og kontroversielle forhold til den rigsbefuldmægtigede, SS-generalen Werner Best og det store dilemma, det rejste for ”en god tysker” at være en del af Hitlers terrorstat i det besatte Danmark.

I oktober 1943 lykkedes det langt hovedparten af de danske jøder at flygte til Sverige. Hvordan gik det til, og hvorfor valgte langt de fleste danskere at hjælpe deres landsmænd på flugt? Siden besættelsen har myterne floreret om de dramatiske begivenheder, damere end syv tusinde mennesker desperat flygtede fra nazisternes forfølgelse.

"Theresienstadt" er et erindringsværk af den danske overrabbiner og forfatter Max Friediger om perioden under besættelsen. I 1943 blev Friediger sammen med 450 andre danske jøder interneret i Horserødlejren af den tyske besættelsesmagt og herfra blev de overført til koncentrationslejren Theresienstadt. I bogen fortæller han om tiden i Horserød, om transporten til Theresienstadt, om livet i barakkerne, om Theresienstadt som arbejdslejr, men også om det åndelige liv i ghettoen og om befrielsen af lejren med De hvide bussers ankomst. "Theresienstadt" er et vigtigt og uforglemmeligt vidnesbyrd fra det 20. århundredes mørkeste kapitel. Max Friediger (1884 - 1947) var en dansk overrabbiner og forfatter. I 1920 blev han valgt til overrabbiner ved Mosaisk Trossamfund i København, men under anden verdenskrig blev han sammen med sammen med 450 andre danske jøder interneret i Horserødlejren af den tyske besættelsesmagt og senere deporteret til Theresienstadt. I Theresienstadt førte Friediger ministerialbog over de danske jøder i lejren, hvor han registrerede fødsler, navngivning og dødsfald. Sammen med de overlevende danske jødiske fanger blev Friediger i 1945 hentet af de De hvide busser. Friediger var stor fortaler for et større fællesskab med den kristne verden samtidig med at han gik ind for et jødisk genopbygningsarbejde i Palæstina. Gennem sit liv udgav han flere bøger om jødedommen, herunder "Lærebog i den jødiske religion" (1922) og "Jødernes historie" (1934) samt erindringerne "Theresienstadt" (1946) om sin tid i koncentrationslejren.

Da nazisterne i 1943 indledte forfølgelsen af jøder i Danmark, flygtede hovedparten af de danske jøder til Sverige. For nylig er det kommet frem, at en del af dem, måtte efterlade deres børn i Danmark. Disse børn kaldes i dag 'de gemte børn'. I denne bog fortæller 11 af disse børn, hvordan det at være et 'gemt barn' har præget resten af deres liv.

I november 1622 inviterede Christian 4. de første jøder til at bosætte sig i landet. Det har indtil nu betydet 400 års danmarkshistorie med et jødisk mindretal. Selvom jøderne i nogle århundreder blev spredt til omkring ti danske byer, har den jødiske minoritet i de sidste 100 år været koncentreret om København. Der er tale om en unik integrationshistorie, hvor jøder i Danmark har markeret sig i det danske samfund på en række områder som kunst/kultur, videnskab, politik, erhvervslivet m.m. Den jødiske historie i Danmark er således omfattende. I denne bog fortæller en række ikke-jødiske forfattere om jødedommen og jøderne i Danmark. Bogens skribenter omfatter politikere, forskere, kristne og muslimer, som med hver deres vidt forskellige udgangspunkter skriver om de danske jøder. Bogens tekster er skrevet af Ane Halsboe-Jørgensen, Martin Schwartz Lausten, Merete Næsbye Christensen, Birthe Rønn Hornbech, Janus Møller Jensen, Otto Rühl, Naveed Baig, Özlem Cekic og Anne Kathrine Giversen.

Natten mellem 1. og 2. oktober 1943 slog tyskerne til mod de danske jøder. Aktionen blev startskuddet til en dramatisk, nervepirrende og følelsesladet måned, hvor det lykkedes for omkring 7.000 jøder at flygte til Sverige, mens lige under 500 ikke slap væk i tide og endte i bugen på et transportskib eller i en kreaturvogn med retning mod Theresienstadts mørke indre.

I "OKTOBER 1943 - de danske jøders flugt og fangenskab" fortæller Simon Kratholm Ankjærgaard om den skelsættende periode under den tyske besættelse af Danmark. Dag for dag, uge for uge folder han begivenhederne ud og følger en række historiske skikkelser, der på hver deres måde er centralt placeret midt i begivenhederne. Aktionen mod de danske jøder har i eftertiden fået et ikonisk skær - hjemme såvel som i udlandet - og er blevet fremstillet utallige gange. Simon Kratholm Ankjærgaards greb er imidlertid unikt; han træder ind i historien på samtidens præmisser og fortæller og forstår med afsæt det, der skete, i den rækkefølge, det skete, med den forforståelse, der var, og med de konsekvenser, det havde - på kort såvel som lang sigt.

Med "OKTOBER 1943" får læserne - også de nyeste - en samlet, nuanceret fortælling og forklaring på dét efterår, der satte sig så markant i den danske identitet og nationale fortælling. Det sker via helt nye kilder og øjenvidner, der aldrig har været fremme før.

Bogen er rigt illustreret.

Meget er skrevet og sagt om det danske heltemod under jødernes flugt til Sverige i efteråret 1943. Men langt mindre er fortalt om de store beløb, som mellemmænd og fiskere krævede for at sejle de flygtende over vandet. DEN DYRE FLUGT er den første bog, der udelukkende følger pengene bag jødernes flugt. Bogen bygger på samtaler med flygtninge, hjælpere og bådførere, som var førstehåndsvidner til flugten i 1943. Gennem dem følger man pengene, fra de blev samlet ind, til de blev betalt og siden brugt, ja faktisk helt frem til skattevæsenet efter besættelsen forsøgte at få fingre i dem.

Da jødeaktionen gik i gang natten mellem 1. og 2. oktober 1943, slap godt 7000 danske jøder væk til Sverige – men 470 blev taget hjemme eller under flugt og deporteret til Theresienstadt. Det er dem, der er i fokus hos Silvia Goldbaum Tarabini. Danske jøders liv og død i Theresienstadt er fortællingen om deres oplevelse af jødeaktionen, deres tilfangetagelse og deportation og det daglige liv under 18 måneders fangenskab i Theresienstadt, indtil de overlevende blev hentet af de hvide busser tre uger før krigens afslutning.  

Bogen er ”mikrohistorie”, det er fangernes perspektiv, der her foldes ud og sættes ind i en kontekst af forfatteren – og det er en fortælling med det ganske væsentlige perspektiv, at i dag kender vi slutningen, det gjorde de ikke dengang. Med til historien hører også, at det jødiske samfund var en sammensat størrelse, og at det sociale tilhørsforhold fik betydning både under fangenskabet og for den erindring, enkeltpersoner senere havde om livet i ghettoen.

Silvia Goldbaum Tarabini bygger sin bog på et enormt materiale og i vidt omfang nyt stof – herunder hendes mere end 30 interviews med overlevende, dagbøger, vidnesbyrd, breve, spørgeskemaer udfyldt efter hjemkomsten, senere beretninger osv.

Jødernes vellykkede flugt i oktober 1943 er en enestående begivenhed – denne bog handler om dem, der hidtil har manglet i den fortælling.

Modstandsgruppen med det løjerlige navn Helsingør Syklub spillede i perioden omkring 1943-44 en afgørende rolle i at opretholde forbindelsen mellem det besatte Danmark og det frie Sverige ved daglige transporter over Sundet med kurérpost, modstandsfolk og flygtninge. Syklubben er særligt kendt for sin indsats i forbindelse med redningen af de danske jøder i slutningen af 1943. Det anslås, at gruppen transporterede ca. 700 jøder til sikkerhed i Sverige. For denne handling alene har Syklubben fået en hædersfuld plads i verdenshistorien - kommer man således på Holocaustmuseet i Washington DC, vil man kunne finde en af de både, Syklubben brugte til sine transporter over Sundet. På museet er båden gjort til et symbol på et lille men afgørende lys i denne ellers så mørke tid. I bogen kan man lære hovedpersonerne at kende, få et indblik i gruppens arbejde og vidt forgrenede organisering og sidst men ikke mindst kan man læse om den høje pris flere af gruppens medlemmer måtte betale for deres indsats.

”Jødepak” og ”Jødefruentimmer”. Kristne danskere brugte ikke kammertonen over for jøder i 1819. Men det var ikke kun tonen, der var barsk. Også fysiske overfald på jøder og knuste ruder hørte til dagens uorden. Urolighederne har vi døbt Jødefejden. Her kæmpede danskere mod enevælde og for demokrati, men mest af alt handlede Jødefejden om retten til at være dansk. Kunne Danmark rumme jøder med slangekrøller, parykker og gefilte fisk? Det kunne landet, og jøderne blev integreret i løbet af 1800-tallet. Men fordomme om pengegriske jøder med krogede næser fyldte stadig meget og blev båret ind i det 20. århundrede. Her kulminerede århundreders afstandtagen med Holocaust, terror og jødehad.

En sten for Eva skildrer Eva Salomonsens liv og verden, fra hun blev født som Evaline Wagner i Bogense i 1855, til hun døde i Theresienstadt i 1943. Bogens udgangspunkt er den snublesten, som i 2020 blev lagt til minde om hende foran Bredgade 51 i København, hvor hun boede de sidste 30 år af sit liv. Beretningen om Eva og hendes familie, der stammede fra Tyskland og Holland og havde forbindelser til Skotland, er en rød tråd, der forbinder dansk jødisk historie med den bredere danmarkshistorie, europæisk historie og historien om holocaust. Evas store familie var en del af det velhavende, kultiverede borgerskab i det moderne gennembruds København, men der var aldrig langt fra deres fashionable adresser til de slumgader, hvor de fattige jødiske indvandrere fra Rusland og Østeuropa boede. Og antisemitismen lurede konstant i baggrunden. Kort efter Evas arrestation flygtede hendes søn og hans to voksne døtre til Sverige skjult i kulrummet på et fragtskib. Bogen fortæller om den dramatiske flugt, om flygtningelivet i Sverige, og om de to unge kvinders indsats i Den Danske Brigade, som blev helt afgørende for deres modning og selvstændiggørelse.