500 breve fra Wien, omhyggeligt sorteret efter dato, omviklet med snor og gemt af vejen. Adressaten er Otto Ullmann, en 13-årig jødisk dreng, som i vinteren 1939 ankom til Skåne fra det nazistiske Østrig – uden sine forældre.
Josef og Elise Ullmanns 500 længselsfulde breve til deres søn og eneste barn er et vidnesbyrd om et jødisk forældrepars sorg og fornedrelse i Wien og Theresienstadt. Indtil korrespondancen en efterårsdag i 1944 hører op.
Det er en tragedie pr. post, skrevet netop så lavmælt og håbløst fuldt af fortrøstning, som man må skrive til en dreng, der er alene i et fremmed land.
Elisabeth Åsbrinks bog om familien Ullmann er samtidig et personligt og bevægende opgør med en nation og et folk, som ikke handlede, som man bør over for mennesker i yderste nød. For midt under Holocaust, i det jødiske folks mest desperate stund, blomstrede antisemitismen hele vejen op gennem det svenske samfund og ind i sagsbehandlerkontorerne, hvor jøders ansøgninger om asyl blev forsynet med et »m« for mosaisk – og af den grund oftest afvist.
