Søgeresultater: 19

Antony Beevor beskriver den menneskelige og militære tragedie mere levende, præcist og veldokumenteret end det nogensinde er set før. Dette er ikke blot historieskrivning - det er virkelighed, og man er med helt ude ved fronten.

Slaget om Stalingrad under 2. verdenskrig beskrives fra tyskernes første angreb i sensommeren 1942 til tilintetgørelsen af den 6. Tyske Armé og den tyske overgivelse i februar 1943. Beevor gør også rede for optakten: de tyske krigsforberedelser og lynkrigsoffensiven med Sovjetunionen sommeren 1941.

I alt 78 danske statsborgere blev dømt til døden ved retsopgøret efter befrielsen. 46 af dem blev henrettet; 32 blev benådet. Men var der en god forklaring på, hvem der fik lov at leve, og hvem der blev skudt?

 

Det er spørgsmålet, Henning N. Larsen undersøger nøje for hver af de 32 personer, som blev benådet ved en kongelig resolution i årene 1947-51.

 

I praksis havde hverken kongen eller domstolene det sidste ord i sagerne. Den afgørelse lå hos justitsministrene i de skiftende regeringer, og var dermed underlagt de skiftende politiske holdninger til dødsstraffens genindførsel efter anden verdenskrig.

 

Benådningerne var stærkt kontroversielle i samtiden - og er det også i dag. Her var tale om personer; som var dømt for overlagte drab på uskyldige civile, mishandlinger med seksuelle undertoner og andre grusomheder. Men var der, når de følelsesmæssige aspekter sies fra, nogle fællestræk i de 32 sager? Eller var der tale om en vilkårlig praksis, når en af besættelsestidens massemordere den 5. februar 1960, som den sidste dømte fra retsopgøret, kunne forlade fængslet som en fri mand?

 

Bogen portrætterer de 32 benådede; og herudover er der sektioner med generel belysning af den meget ekstraordinære situation i dansk retshistorie plus statistisk materiale om landssvigerne.
                                                                                                  
 

Henning N. Larsen(f. 1972) er bosat i Sønderborg og er i dag en populær foredragsholder. Henning N. Larsen er uddannet økonom er autodidakt historiker med indgående kendskab til besættelsestiden og er kendt for sin omfattende research, hvor han ofte finder data og vidnesbyrd, så begivenhederne må revurderes. Henning Larsen har tidligere skrevet Stikkeren – mord uden samvittighed(2010) og Modstanden – Valgene der skilte (2012).

Som 10-årig blev Otto Dov Kulka sendt først til ghettoen i Theresienstadt og derfra til Auschwitz. Som en af de få overlevende har han brugt hovedparten af sit liv på at studere nazismen og holocaust, men altid har han som historiker holdt den største professionelle distance og objektivitet og pakket sin personlige historie langt væk.

Et fascinerende og skelsættende indblik i jagten på verdenshistoriens største massemorder

I det første kaos efter Anden Verdenskrig eksisterede der ikke nogen strategi for tilfangetagelsen og retsforfølgelsen af de skyldige, og mange af krigens forbrydere havde held til at flygte.

En af dem, der var ansvarlig for at komme til bunds i Naziregimets krigsforbrydelser, var den tyskfødte britiske jøde Hanns Alexander. Under sin medvirken i efterforskningen i koncentrationslejren Belsen blev han så chokeret over de rædsler, der var gået for sig, at han besjælet af en stærk trang til retfærdighed begyndte at tage ud på efterforskningstogter som selvbestaltet Nazijæger. Inden længe havde hans metode vist sig frugtbar, og han havde held til at opspore og anholde adskillige krigsforbrydere. Siden blev han rekrutteret af den britiske efterretningstjeneste som leder af en efterforskningsstyrke med det formål at stille de højest rangerende tyske nazister for retten.

Det var denne mand, der endte med at opspore og tilfangetage verdenshistoriens største massemorder, kommandanten af Auschwitz, Rudolf Höss.

Bogen skildrer ikke blot Höss’ flugt og tilfangetagelse, men kommer også langt ind under huden på det menneske, som iværksatte verdenshistoriens største folkemord, samtidig med at han levede et harmonisk familieliv med sin kone og børn i en villa, der lå så tæt på de store krematorier, at huset var indhyllet i røgen fra resterne af de mange jøder, der endte deres dage i Auschwitz.

????? Fyens Stiftstidende

Det danske skib SS Lars Kruse og dets besætning blev ofre for en af 2. Verdenskrigs værste katastrofer med tilnavnet ”Lille Pearl Harbor”. 2.574 giftgasbomber om bord på et amerikansk skib eksploderede under et tysk luftangreb mod den italienske by Bari og sendte en regn af sennepsgas ud over havnen. 17 skibe blev sænket, langt over 1.000 omkom, og giftgassen medførte ufattelige lidelser og død, som kunne have været undgået, hvis de allierede chefer ikke var gået i panik.

Den 5. maj 1945 var ikke kun en fredens dag i Danmark. Samtidig indledtes et omfattende opgør med 'landssvigerne': værnemagere, østfront-kæmpere, tyskerpiger og folk, der havde taget regeringens påbud om samarbejde med tyskerne for bogstaveligt. Nogle blev dømt som landsforrædere. I mange andre sager blev anklagen frafaldet. Men uden for retssalene ventede befolkningens eget opgør i form af udstødelse fra arbejdspladser, foreninger og lokalsamfund. På den forkerte side samler op på historien om landssvigerne og deres skæbne. Hvordan klarede disse mennesker sig både under opgøret, men også efter stormen havde lagt sig? Hvordan forholdt de sig til at være på den tabende side og at blive sat uden for samfundets normale rammer? Nogle valgte at skjule deres fortid, andre gjorde kampen for æresoprejsning til omdrejningspunktet i deres liv. I alle tilfælde fik deres valg afgørende betydning for både deres eget og deres efterkommeres liv. Bogen belyser gennem seks landssvigeres personlige historier, hvordan forholdet mellem landssvigere og den almindelige befolkning har udviklet sig fra efterkrigstiden og frem til i dag og diskuterer, hvor vellykket den danske model var i sammenligning med andre landes retsopgør.

Håndlangerne er en kortlægning af et ekstremistisk miljø og dets rødder i dansk nazisme og Schalburgkorpset, men er også et opgør med nogle af myterne om mennesker og modstandsbekæmpelse i Hipo.

"Sådan kørte vi i tre dage og tre nætter, uden at de åbnede dørene. Nogle blev syge, og enkelte døde, så det var næsten en befrielse, da toget standsede, og dørene blev åbnet, hvor vi fik frisk luft. Vi fik at vide, at det var Polen, og at det var i nærheden af Auschwitz. Det var mørkt, vi kunne ikke se. Der var en blanding af sne og mudder på jorden, og vi skulle ud. 'Schnell, schnell', det var de ord, vi hørte hele tiden." "Jeg har aldrig fortalt den historie, jeg her har fortalt, til nogen." Der er i dag kun få overlevende fra 2. Verdenskrigs lejre. Denne bog indeholder syv danske fangers fortællinger om deres tid i nazitysklands koncentrations- og udryddelseslejre. Vidnerne fortæller om liv og død og om hændelser, der har fulgt dem resten af deres liv. Bogen samler de enestående fortællinger til et kollektivt vidnesbyrd om ubegribelige begivenheder, som fortsat ikke må glemmes.

Dorthe Emilie Røssell var seks år, da anden verdenskrig brød ud. I flere år var lille Dorthe og hendes dukkevogn kurer for farens modstandsgruppe, indtil faren og moren blev arresteret en lun Sct. Hansaften i 1944 af Gestapobødlen Ib Birkedal Hansen. Grædende spørger den lille pige, hvornår hun vil få sin far at se igen. Hvortil Birkedal svarer: Hvis han ikke er kommet tilbage inden for en time, har jeg stillet ham op ad en mur og skudt ham. "En enestående beretning." Berlingske Tidende 5 ***** "Oplagt til undervisning." Folkeskolen.

I Dødsfuga fortæller Søren Mørch om årene efter Første Verdenskrig. For tyskerne var det et svidende nederlag, som skabte grobund for Hitler og nationalsocialismen, der på en gang repræsenterede det gode gamle og det flunkende nye og var modstykket til internationalismen i skikkelse af kommunismen. Begge ideologier efterlod blodige spor.

Nazisternes belejring af Leningrad, det nuværende Skt. Petersborg, begyndte den 8. september 1941 og varede næsten 900 dage. Lena Mukhina er 16 år gammel, da hun i maj måned 1941 begynder at skrive dagbog om sine tanker og sine håb, sin dagligdag med klassekammeraterne og sin frygt for at få dårlige karakterer. Men i september bliver historien en anden. Nazisterne belejrer Leningrad, og den personlige fortællestil bliver til en grufuld beretning om kronisk sult, fortvivlelse og død i den belejrede by. Lena Mukhinas dagbog er en øjenvidneberetning om den rædsel, beboerne i byen måtte overleve – hvilket mange ikke gjorde. Dagbogen blev opdaget i statsarkivet i Skt. Petersborg og er først for nylig blevet offentliggjort i Rusland – 70 år efter blokaden. Den giver et dag-for-dag-billede af, hvordan livet – på randen af døden – var for menneskene i den by, der blev gjort til et strategisk knudepunkt i nazisternes offensiv mod Sovjetunionen.

Få kvinder har fortalt om overlevelse i nazisternes kz-lejre. Med VIDNER FRA HOLOCAUST står 10 jødiske kvinder frem og fortæller om de grusomheder, de blev udsat for under folkemordet.