Søgeresultater: 8

En Europafortælling med hovedvægt på forfatterens to hjemlande, Danmark og Frankrig. Erling Bjøl præsenterer baggrunden for de to befolkningers mentalitet og skæbne i fortid og nutid og tegner et billede af, hvorfor vi er så forskellige, og hvad vi kan lære af hinanden.

I sine erindringer skildrer Adrien-Jean-Baptiste-François Bourgogne (1785-1867) som overlevende, Napoleons indtog i Rusland i 1812. Da han selv var sergent under Napoleonskrigene er der her tale om unikke førstehåndsberetninger skrevet på baggrund af noter og breve fra et hårdt liv på slagmarken.

Adrien-Jean-Baptiste-François Bourgogne (1785-1867) var fransk sergent under Napoleonskrigene. I slaget ved Dessau den 12. oktober 1813 blev han såret og taget som krigsfange. Det var i denne periode, at han begyndte at skrive sine erindringer, som senere er blevet historisk vigtige dokumenter.

De danske og de franske er en oplysende og underholdende bog om forholdet mellem dansk og fransk kultur, om ægte glæde ved det franske – og om snobberi i samme forbindelse.

Hans Boll-Johansen har i denne bog skrevet om alt det, de danske forbinder med de franske:
„Jeg vil fortælle om danskernes skiftende følelser over for Frankrig. Det bliver en historie om hele registret af passioner fra kærlighed til had, om alle nuancerne mellem snobberi og skepsis, og om alt fra dyrkelse af streng klassicisme til betingelsesløs beundring for franskmændenes sanselige livskraft. Hvis man helt generelt ser på danskernes holdning til Frankrig, dvs. ikke kun dem der vælger at studere sproget, er der tre hovedveje til den frankofile danskers beundring for Frankrig: Den sensuelle, som fremhæver franskmændenes talent for nydelse og livslyst; den intellektuelle, som især er betaget af oplysningstidens klare fornuft; og den politisk motiverede frankofili, som træffes i både konservative og revolutionærevarianter.”

Menneskets rettigheder er et af Thomas Paines vigtigste værker. I første del, som udkom i 1791, forsvarer Paine den franske revolutions oprørere og leverer en kraftfuld tale for demokrati, lighed og den nye europæiske orden. Anden del, der udkom året efter, er måske Paines stærkeste politiske skrift. Her argumenterer han heftigt for sociale reformer, social sikkerhed og rettigheder til arbejderklassen. Bogen er en af grundstenene for de radikale, revolutionære traditioner i både USA og Storbritannien. Thomas Paine (1737-1809) var en engelsk-amerikansk oplysnings filosof og revolutionær tænker.

Jens Kruuses roman "Som vanvid" er baseret på massakren i Oradour i Frankrig fire dage efter de allierede styrker invaderede Normandiet 6. juni 1944.

"Den 10. juni 1944 kom et kompagni SS-folk til den franske landsby Oradour. De skød og brændte byens mandlige befolkning og skød og brændte kvinder og børn, de plyndrede byen og brændte den derefter komplet ned, de samlede folk, der arbejde i markerne og som boede i småklynger af huse eller enlige gårde i kommunen sammen og skød og brændte dem og plyndrede og brændte deres huse ..."

Jens Kruuse (1908-1978) var en dansk forfatter, litteraturhistoriker, dr.phil, kritiker og modstandsmand. Han var dansk lektor ved det franske universitet Sorbonne, docent ved Aarhus Universitet og modtager af Holberg-medaljen for sit store arbejde inden for dansk litteraturforskning. Jens Kruuses forfatterskab tæller blandt andet "Det følsomme drama" (1934), "Digtere og traditioner" (1939) "Holbergs maske" (1964), "Storm P. som samfundskritiker" (1972) og "En poetisk kriger - Ludvig Holberg" (1978)

"Jens Kruuses hidtil bedste bog, om massakren i Oradour, hvor tyskerne under krigen udryddede en hel byes befolkning... Den dokumentation vejer tungere end mange digterværker. Sådan skete det. Sådan er det." -Jens Kistrup, Berlingske Tidende

"En af krigens mest vanvittige aktioner skildret med det nøgterne mesterskab." -Hakon Stangerup, B.T.

"Lige så hurtigt denne bog er læst, lige så sent må den blive glemt." -Palle Koch, Information

Der er ingen opinion uden information. Der er ingen information uden opinion.

Det er vigtigt i samfundsdebatten, som i dag strækker sig fra den klassiske forskning til den mest dagligdags politiske situation, at informere og udbygge sin viden, at udvide erkendelsen og bevidsthedsfeltet så meget som muligt, fordi sandheden overalt ligger i nuancerne, og nuancerne klaskes sammen i det sammentrængte, forenklede og uinformerede.

Her er artikler, som forhåbentligt kan give deres skærv til at afklare, hvad det er for ideer, der ligger i at være dansk netop nu i Europa, at være europæere på vores måde, ved at konfrontere os med tendensen i det førende kulturland, Frankrig.

Det er af betydning for os, at vi går igang med at informere os om fransk åndsliv, fordi vi kan lære af det og nu vil få lettere adgang til det. Samtidig er det væsentligt at fastholde os selv, og hvad der sker hos os.

I dette udvalg er der forsøgt opført en luftbro mellem København og Paris, kultur og politik, fortid og fremtid.

Af indhold:

Kvinden og litteratur – Arrabals erotisme – Nation og person – Samtale med Michel Foucault – Frankrig skal være fyrtårnet for Europas revolution – Samtale med Alain Geismar – Magten, Massen og Kulturen – Strejflys over Frankfurterskolen – Messe for folket.

Et lettelsens suk og et "endelig fred" runger gennem det plagede Europa, da 1. verdenskrig slutter. Johannes Jørgensen beretter fra Italien, fra Frankrig og fra Flandern, om hvilke ar krigen har efterladt – hos de allierede lande, men også hos den enkelte og særligt i Belgien.

Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.

Forfatteren Johannes Jørgensen (1866-1956) blev født i Svendborg. Han flyttede til København og senere til udlandet, men vendte hjem til fødebyen som kendt forfatter af store rejseberetninger, digte og særligt helgenbiografier. Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen og er især i Italien kendt for sin biografi om Frans af Assisi. I sin samtid var Jørgensen anerkendt som digter og symbolist ligesom hans samtidige Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen, mens det kom til store offentlige konfrontationer mellem Claussen og Jørgensen i diskussionen af, hvad symbolismen er og rummer. Jørgensens religiøse etos kom på tværs af Claussens poetik. Et hovedtema i katolske Jørgensens omfattende forfatterskab er menneskets splittelse mellem kønsdriften og higen efter Gud og evigheden.

Det er forkert at tro, at Europas nationer kulturelt set er på vej til at smelte sammen. Dertil er forskellene mellem dem for store. Tesen i denne bog er, at den franske identitet er så dybt forankret i det franske samfunds praksis og historie, at holdninger og handlinger i lang tid fremover vil være præget af det – uanset hvor vidtgående den politiske og økonomiske integration i Europa ender med at blive. Det er ikke muligt, og heller ikke ønskeligt, at udslette de nationale særpræg. Et bæredygtigt Europa er ikke et Europa, hvor man forsøger at gøre alle ens, men et mangfoldigt Europa, hvor man respekterer hinandens særpræg.

Det siges ofte, at franskmænd har et særligt talent for social omgang og en eminent evne til at æstetisere det daglige liv. Men kan man generalisere på den måde om noget så komplekst som national identitet? Hans Boll-Johansen går en anden vej for at indkredse fransk identitet. Han afsøger fire hovedområder, hvor udsagn om det særligt franske kommer til sprogligt udtryk: grundbegreber i franskmændenes selvopfattelse, i deres livsfortolkning op gennem århundrederne, i de principper, der strukturerer deres institutioner (familien, kirken, skolen og det politiske system) og endelig franskmændenes forhold til de fremmede, såvel indenfor som uden for Frankrig.

Hans Boll-Johansen er docent, dr. phil., ansat ved Romansk Institut. Københavns Universitet, hvor han bl.a. underviser i fransk kultur. Han har i fem år undervist ved et fransk universitet, udgivet sin disputats på fransk i en international faglig specialserie og redigeret bøger om fransk og italiensk litteratur. Den tværfaglige vinkel i bogen om De franske stammer fra en trearig tilknytning til Københavns Universitets Humanistiske Forskningscenter, hvor han også redigerede Europas opdagelse. Historien om en idé (1988) og L'identité française (1989).