Søgeresultater: 15

En dramatisk dokumentarisk beretning om en gruppe modige danskeres glemte indsats under Anden Verdenskrig. Som udstationerede i Hong Kong blev danskerne fanget, Japan satte et massivt angreb ind på kronkolonien. Og flere af dem valgte at stille op som frivillige på britisk side i stedet for at sidde med hænderne i skødet - og betalte med livet for det. De havde nemlig aldrig en jordisk chance.

Under Anden Verdenskrig meldte 12.000 danskere sig til Waffen-SS, heraf kom ca. 6.000 til at gøre krigstjeneste i Frikorps Danmark eller andre formationer under SS. Danskerne var at finde på Østfronten, Vestfronten og på Balkan og gjorde tjeneste i et utal af funktioner i den store tyske SS-organisation.

Efter 1945 hævdede de frivillige, at de blot havde været kampsoldater og ikke deltaget i krigsforbrydelser. Med Fortrængt grusomhed. Danske SS-vagter 1941-45 dokumenteres det for første gang med udgangspunkt i hidtil ukendt materiale fra danske og udenlandske arkiver, at danske SS-frivillige deltog i krigs- og folkedrabsforbrydelser de nazistiske koncentrationslejre.

Nogle danskere blev uddannet og trænet i vold direkte ved kz-lejre som Sachsenhausen, Dachau og Neuengamme, andre blev overført til vagttjeneste i kz-lejre efter at have været sårede ved fronten. Og der var ikke kun tale om enkelttilfælde. Flere hundrede danskere endte som SS-vagter i kz- og lignende tvangslejre. Nogle af dem begik beviseligt forbrydelser, der i grusomhed ikke stod tilbage for de værste, der blev begået under krigen. Det er disse glemte gerningsmænd, denne bog handler om.

For første gang på dansk gives der en samlet fremstilling af lejrens historie og de vilkår, som fangerne måtte gennemleve i dette nordtyske helvede. Forfatteren fortæller med udgangspunkt i både tyske og danske kilder indgående om dagliglivet i lejren med arbejde, sygdom, mishandling og henrettelser, men også om de forsøg på modstand og oprør, der var i løbet af lejrens levetid. NEUENGAMME - KONCENTRATIONSLEJREN 1938-45 skildrer lejren helt indtil den endelige evakuering af lejren ved krigens afslutning og det efterfølgende retsopgør.

Historien om den danske patriot, der på grund af politisk og moralsk blindhed valgte forkert og gik i tysk tjeneste i Waffen-SS og blev indsat på østfronten, først som officer og siden som general.

Nazityskland invaderede Sovjetunionen den 22. juni 1941 og åbnede derved et frontafsnit mod øst. Krigen på Østfronten fik en særlig rå og brutal karakter. Intet andet sted var krigen så forbitret og forrået og i den grad skueplads for krigsforbrydelser, som kampene i Sovjetunionen. Omkring 6.000 danskere gjorde under krigen tjeneste i Waffen-SS og deltog i kampene på Østfronten. Georg Rasmussen var en af dem. Dette er hans historie.

De var trænet i at efterforske og skaffe informationer. Og det var, hvad de gjorde – i tyskernes tjeneste. Svend Staal-gruppen opererede under besættelsen og bestod af danske politifolk med et klart nazistisk tilhørsforhold. Gruppen var aktiv både før og efter september 1944, hvor politiet blev interneret, og Danmark stod uden politi. Drivkraften i gruppen var politibetjent Poul Otto Ditlev Nielsen, der brugte dæknavnet Svend Staal. De omkring 30 medlemmer af gruppen brugte ofte andre navne og arbejdede i det hele taget i største diskretion. Den store majoritet af danske politibetjente nærede nemlig ingen sympati med den tyske besættelsesmagt, så der blev set skævt til kolleger, man ikke kunne stole på. I den politiløse tid skærpedes modsætningerne, og flere medlemmer af Svend Staal-gruppen blev likvideret af modstandsbevægelsen. Det gjaldt også gruppens leder, Hipo-chefen Erik V. Pedersen, der blev skudt på vej til arbejde på Politigården i København i april 1945. Svend Staal-gruppen er skrevet i et samarbejde mellem Niels-Birger Danielsen, journalist og historiker, og Erland Leth Pedersen, kriminalassistent ved Københavns Politi og amatørhistoriker.

Håndlangerne er en kortlægning af et ekstremistisk miljø og dets rødder i dansk nazisme og Schalburgkorpset, men er også et opgør med nogle af myterne om mennesker og modstandsbekæmpelse i Hipo.

Omkring tusind danskere kæmpede under Anden Verdenskrig som frivillige i allieret tjeneste. De fleste i britisk tjeneste – alle for Danmarks ære. I London organiserede de sig i håbet om at rekruttere til en særlig dansk enhed under britisk flag, med et udtalt ønske om at vise verden, at det besatte Danmark ikke gik nazismens ærinde, og at danskere støttede den allierede sag og gerne gik ind i kampen – også den militære. Dette er deres historie.

OMKRING 6000 DANSKE STATSBORGERE gjorde under Anden Verdenskrig frivillig tjeneste ved Østfronten. En af dem var Harald, som den 30. juni 1941 lod sig indrullere i Waffen-SS og samme dag indviede sin nye dagbog, en notesbog i mørkt stift bind, med ordene: "Fra i dag er jeg indtrådt i Waffen-SS..." De næste to et halvt år blev dagbogen hans tro følgesvend i felten. I perioder dagligt og yderst sjældent med mere end en uges mellemrum skrev Harald i dagbogen om sine oplevelser, om den lange ventetid og rejsen mod slagmarken, om kulden, kedsomheden, tvivlen og de barske realiteter, da Frikorps Danmark endelig nåede frem til fronten.
Dagbogen giver et fantastisk indblik i forholdene for de mange danskere, som kæmpede ved Østfronten. De tre forfattere har forsynet bogen med en indledning om dagbogens historiske kontekst samt et fyldigt noteapparat. Bogen afsluttes med et essay, som diskuterer nogle af de temaer, der præger den nyere forskning i Anden Verdenskrig, nemlig gerningsmændene, deres overgreb og motivering. Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith er en historiker-trio bundet sammen af deres interesse for de danskere, der kæmpede i Waffen SS under 2. verdenskrig - et emne, de også tidligere har behandlet i deres bestseller "Under hagekors og Dannebrog – danskere i Waffen SS 1940-45" fra 1998.

Da Hitlers tropper overskred den danske grænse om morgenen den 9. april 1940, blev de modtaget af heilende medlemmer af det tyske mindretal – dermed blev skillelinjerne trukket endnu hårdere op i Sønderjylland end i resten af landet. Frygten for en grænseændring bredte sig i en landsdel, hvor mange mænd mod deres vilje havde kæmpet på tysk side i Første Verdenskrig, og tilhængere af henholdsvis samarbejde og aktiv modstand stod stejlt over for hinanden. I Sønderjylland besat fortælles historien ud fra fem vidt forskellige hovedpersoner – officeren, embedsmanden, hjemmetyskeren, politikeren og modstandsmanden – hvis skæbner trækker tråde helt op til i dag.

Sunneva Sandø var en kvinde af sjældent mod. Hendes indsats under Anden Verdenskrig var så heroisk og betydelig, at hun er blandt de højst dekorerede danskere i perioden. Alligevel blev hun stort set glemt af eftertiden. I slutningen af 1920’erne går Sunnevas medicinstudium ikke så godt, og den mand hun ser, kan hendes far ikke acceptere. Men hun er ung. Så hvorfor ikke bare starte forfra? Hun flytter til Paris og finder hurtigt ind i bohèmemiljøet på Montparnasse, hvor hun får lov til at være den frie fugl, hun dybest set gerne vil være. I løbet af 1930erne stabler hun sit eget gymnastik institut på benene med lokaler ved Luxembourg haven, og eleverne strømmer til. Efter besættelsen i 1940 bliver Sunneva en del af det underjordiske Paris og sætter livet på spil ved at skjule britiske og franske agenter samt jødiske familier på flugt fra nazisterne. Men historien om Sunneva er også grum. I foråret 1944 bliver hun indhentet af Gestapo og slæbt med til forhør. Og hvad man gør for at knække hende i Gestapo-hovedkvarteret i Rue de Saussaies, er dyster læsning. Siden bliver hun sendt til kz-lejren Ravensbrück nord for Berlin, et ophold, som hun overlever på trods, vilje og held. Anders Otte Stensagers beretning om Sunneva Sandøs utrolige skæbne er baseret på hendes egne nedskrevne erindringer, breve og fotografier, suppleret med arkivresearch og samtaler med efterladte slægtninge, der husker hendes viljefaste, ubøjelige karakter. Bogen udkom første gang i 2013.

Ellef Henry Rasmussen var blandt de allerførste danskere, der frivilligt lod sig indrullere i Waffen-SS. Allerede i sommeren 1940 blev han sendt til uddannelse i Østrig, og i juni 1941 tog han del i operation Barbarossa, invasionen af Sovjetunionen. Herefter var han i aktiv krigstjeneste helt frem til krigens slutning, kun afbrudt af hospitalsophold og en videreuddannelse til officer. I krigens sidste fase – tilbagetrækningen fra Estland og kampene omkring Berlin – stod han i direkte kontakt til højtrangerede tyske generaler og varetog stillingen som chef for II. bataljon i SS-Regiment "Danmark". II. bataljon blev adskilt fra det øvrige regiment omkring Berlin i krigens sidste dage, og denne del af historien fortælles her for første gang. Den enestående beretning bidrager endvidere med en lang række nye detaljer om de danske frivilliges indsats og gerninger på østfronten.

Ellef Rasmussens krigserindringer er fortalt til historiker Peter Møller Hansen, som i indledning, efterskrift og noter bidrager med historisk perspektiv til fortællingen. Bogen er illustreret med mange unikke billeder, som ikke tidligere har været offentliggjort.