Søgeresultater: 87

Ellef Henry Rasmussen var blandt de allerførste danskere, der frivilligt lod sig indrullere i Waffen-SS. Allerede i sommeren 1940 blev han sendt til uddannelse i Østrig, og i juni 1941 tog han del i operation Barbarossa, invasionen af Sovjetunionen. Herefter var han i aktiv krigstjeneste helt frem til krigens slutning, kun afbrudt af hospitalsophold og en videreuddannelse til officer. I krigens sidste fase – tilbagetrækningen fra Estland og kampene omkring Berlin – stod han i direkte kontakt til højtrangerede tyske generaler og varetog stillingen som chef for II. bataljon i SS-Regiment "Danmark". II. bataljon blev adskilt fra det øvrige regiment omkring Berlin i krigens sidste dage, og denne del af historien fortælles her for første gang. Den enestående beretning bidrager endvidere med en lang række nye detaljer om de danske frivilliges indsats og gerninger på østfronten.

Ellef Rasmussens krigserindringer er fortalt til historiker Peter Møller Hansen, som i indledning, efterskrift og noter bidrager med historisk perspektiv til fortællingen. Bogen er illustreret med mange unikke billeder, som ikke tidligere har været offentliggjort.

”Eichmann satte mig ind i metoden med motorgasning i lastvogne, som man hidtil havde benyttet den østpå. Men det kunne der slet ikke være tale om med de massetransporter, man kunne vente i Auschwitz. Henrettelse ved hjælp af kuloxyd fra bruser i et baderum, som man havde benyttet det ved udryddelse af de sindssyge nogle steder i Tyskland, ville kræve for store bygningskomplekser, og det var højst problematisk, om man var i stand til at fremskaffe gas til så store masser.”

Rudolf Höss var den første kommandant i nazisternes frygtede koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig. Selvom han i selvbiografien fremstiller sig selv som en soldat, der blot fulgte sine overordnede i beslutningen om masseudryddelsen af jøderne, var han personligt ansvarlig for at føre ordren ud i livet og stod direkte bag massedrab på millioner af mennesker. I bogen beskriver Rudolf Höss med uhyggelig nøgternhed og kulde de lavpraktiske problemer ved at skulle udrydde så mange mennesker ad gangen og skille sig af med ligene.

Rudolf Höss beretter om livet som frivillig soldat under Første Verdenskrig, årene i Brandenburg Tugthus, hvor han sad fængslet for drab, og hvordan det lykkedes ham at stige i graderne, da nazisterne tog magten. Höss selv tegner et billede af en almindelig mand og familiefar, der gennem lydighed og pligt, uden anger, udfører massemord på effektiviseret industrielt plan, og det gør læsningen desto mere rystende og gruopvækkende. Höss skrev bogen i fangenskab i 1946, inden han blev henrettet i 1947, og den er et vigtigt historisk vidneudsagn om forbrydelserne under holocaust.

Bogen er forsynet med den oprindelige danske udgaves forord af den norske forfatter og lyriker Arnulf Øverland, der sad i KZ-lejren Sachsenhausen fra 1942-1945, og bringes som den udkom første gang i 1959.

Rudolf Höss (1900-1947) var en tysk topnazist, der var kommandant i den frygtede polske koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig og ansvarlig på mordet på millioner af mennesker. Han trådte ind i SS i 1934 og arbejdede sig hurtigt op til toppen af nazistpartiet. Efter krigen vidnede han mod andre nazister under Nürnbergprocessen, hvorefter han blev udleveret til Polen. I 1947 blev han dømt til døden og hængt foran indgangen til krematoriet i Auschwitz.

"Seks gange forsøgte tyske officerer at slå Hitler ihjel i løbet af efteråret 1943 og sommeren 1944. Sprængstof i personlige gaver, attentatmænd bevæbnet med håndgranater og pistoler, ja endda selvmordsbombere med lommerne fulde af sprængstof jagtede Føreren, som utvivlsomt fornemmede faren. Sikkerhedsforanstaltningerne omkring naziregimets leder var derfor enorme, da officeren Claus von Stauffenberg i juli 1944 rejste til Hitlers Førerbunker i Østpreussen for at tage livet af først Adolf Hitler og siden hele Det Tredje Rige."

Spændingerne ulmede i toppen af tysk politik og militær under hele Anden Verdenskrig, og flere gange tog tyske officerer sagen i egen hånd for at gøre det af med Føreren, der nægtede at indse, at krigen ikke kunne vindes. Attentatforsøgene var mange og opfindsomme, men ingen af dem lykkedes. Hvordan slap Hitler helskindet fra de mange mordforsøg, og hvilke metoder benyttede hans modstandere for at gøre det af med ham?

Alt om Historie tager dig med på en halsbrækkende rejse til tidligere tider, så du kan nyde historiens største begivenheder. Følg med tilbage i tiden – tilbage til frontlinjerne af 2. verdenskrig, vikingernes angreb og tilbedelsen af egypterne. Alt om historie er for dem, der vil vide mere om de spændende, dramatiske begivenheder i fortiden.

EBBA VAR 18 ÅR, da hun i 1943 meldte sig som frivillig sygeplejerske til Tysk Røde Kors. De næste to år kom hun til at gøre tjeneste på lazaretter i det nuværende Polen og Tjekkiet, inden den russiske vinteroffensiv i 1945 tvang hende til Berlin. Her blev hun til den bitre ende – på en primitiv forbindingsplads i en bunker i hjertet af Det Tredje Rige og kun et par hundrede meter fra Hitlers sidste hovedkvarter. Bogen er ikke blot fortællingen om en sygeplejerskes oplevelser under 2. verdenskrig, men også om datteren af en dansk nazist i en lille vestjysk by. Således følger bogen hende fra den tyske besættelse af Danmark i 1940 over hendes to år som ung pige i huset i Kassel og to år som sygeplejerske på lazaretter i Breslau, Deutsch-Brod og Berlin til hendes tilfangetagelse af russerne, internering i Moskva og hjemkomst til Danmark. Det er en fortælling om krig og idealisme, had og kærlighed, erindring og fortrængning, angst og håb – dansk, tysk og europæisk historie oplevet af en ung pige fra Tarm.

Bortset fra Norge i en kort periode var Finland det eneste nordiske land, der optrådte som krigsførende militærmagt under Anden Verdenskrig. Det ledte til store tab og tragedier, og så var der tilmed en ekstra psykologisk dimensi-on, for Finland havnede under det meste af krigen på Nazitysklands side, skønt landet på ingen måde var nazistisk orienteret.

Finlands dramatiske skæbne under Anden Verdenskrig er næsten grotesk underbelyst i resten af Norden og navnlig i Danmark. Nu har Claes Jo-hansen med assistance fra finske historikere og ved brug af et bredt sammensat kildemateriale skrevet det første store værk på dansk, der samlet belyser vort nordiske broderfolks politiske og militære historie i årene 1939-45.

Under Anden Verdenskrig sad den tyske jøde Eddie Jaku i kz-lejre, og han mistede sin familie, sine venner, sit land. Alligevel kaldte han sig Jordens lykkeligste mand, kort inden sin død som 101-årig i 2021.

Flemming Helweg-Larsen var frivillig i SS - ikke som frontsoldat, men som Kriegsberichter, altså krigskorrespondent. Han blev som den første dansker efter krigen henrettet den 5. januar 1946, ikke for sin "indsats" på Østfronten, men som en del af det trekløver, der myrdede redaktør Clemmensen. Det er det samme mord, som SS'eren Søren Kam også blev tiltalt for, og som Søren Fauli i 2004 lavede filmen Min morfars morder om.

Da Flemming Helweg-Larsen sad i Vestre Fængsel under retssagen imod ham, skrev han sin beretning om sin tid på Østfronten, drabet på redaktør Clemmensen og retssagen imod ham. Denne beretning er spektakulær af flere årsager:

• Han var den første, der blev henrettet i retsopgøret efter 2. Verdenskrig efter lange principielle diskussioner i Højesteret. Sagen var fra første færd stærkt kontroversiel, fordi man frygtede, hvordan retsopgøret kunne udvikle sig, hvis han kunne henrettes for et enkelt mord, der måske oven i købet var et affektmord.
• Fordi han som krigskorrespondent kom rundt overalt på Østfronten fra den finske vinter til Stalingrad osv. og kan berette om dette, så man får et levende indtryk af krigen.
• Fordi han var en trænet forfatter, og bogen derfor er velskrevet.
• Fordi vi får beretningen om Clemmensens drab.
• Fordi vi her hører om retsopgøret fra tabernes side.
• Fordi dette manuskript har ligget gemt hos familien og aldrig har været offentliggjort før - heller ikke i bidder.

En beretning som denne er forståeligt nok et forsvarsskrift. Flemming Helweg-Larsen underspiller sin egen skyld, og specielt hans beretning om tiden efter 5. maj 1945 er stærkt apologetisk og aggressiv. Derfor er bogen udstyret med to forord og et noteapparat ved:

• Professor i retshistorie Ditlev Tamm, der gennemgår retssagen imod FHL og kommer med en del nyt stof, han ikke kunne publicere i sin egen bog om Retsopgøret, da materialet dengang var klassificeret. Det drejer sig om diskussionerne i Højesteret om dødsstraf. FHL's sag ville jo - som den første - give præcedens. og der var langtfra enighed dommerne imellem. Hans forord bliver altså både en gennemgang af den specifikke sag, en diskussion om Retsopgøret generelt og ikke mindst dødsstraf i det hele taget.
• Historiker og leder af Frøslevlejren Henrik Skov Kristensen, der gennemgår den historiske baggrund for beretningen (Frikorps Danmark osv.) og laver noter til bogen, så man kan skelne løgn fra sandhed.

Den 4. september 1944 bliver forfatteren Hans Fallada indlagt på en anstalt for "sindslidende forbrydere" på ubestemt tid. Han er tilsyneladende en færdig mand: Fysisk og psykisk nedbrudt, alkoholiseret og i skrivekrise. Men Fallada udnytter opholdet til at blive afvænnet – og til at skrive. Nu vil han aflægge vidnesbyrd. Netop her i "dødehuset" mener han, at tiden er inde til et opgør med naziregimet og til at retfærdiggøre de smertefulde kompromisser og indrømmelser, han som forfatter i Det Tredje Rige så sig nødsaget til at foretage. I sin fængselsdagbog beskriver Fallada kollektivets forfald under nazisterne; om spioner og angivere og de mange tragiske skæbner i hans nærmeste omgangskreds – deriblandt Ernst Rowolht og Emil Jannings. Eftersom Fallada er under konstant overvågning i fængslet og for at spare på den beskedne mængde papir, han har til rådighed, udvikler han en slags mikrografisk hemmelig skrift, som kun møjsommeligt kan tydes under lup. En søndag i oktober 1944 får Hans Fallada en dags udgang. Under skjorten smugler han de hemmelige optegnelser ud af anstalten.

Den 19. september 1944 opløste tyskerne det danske politi, og næsten 2000 danske betjente blev anholdt.

DET MÅ ALDRIG SKE IGEN er den unge betjent Anton Guldbæks beretning om det, der begyndte med at være en almindelig dag på kontoret og endte med otte måneder i helvede. Om turen fra Aalborg til Frøslevlejren, fra koncentrationslejrene Neuengamme og Buchenwald og videre til krigsfangelejren Mühlberg. Og tilbage igen med "de hvide busser" til Sverige, hvor han opholdt sig frem til Befrielsen.

En velskrevet, usentimental og gribende personlig fortælling, der giver et enestående indblik i et stykke Danmarkshistorie, vi aldrig må glemme. En øjenvidneberetning, som familien først nu, 70 år efter, har ønsket at udgive til minde om det danske politis sværeste periode.

Tom Buk-Swienty tager i Det ensomme hjerte læseren med på en dramatisk rejse gennem Det Tredje Rige. Bogen er fortællingen om den unge tysker Hans Horn, der under Anden Verdenskrig bliver hvirvlet ind i det nazistiske Tysklands vanvittige krig. Det ensomme hjerte er skrevet på baggrund af Hans Horns egne optegnelser. Via hans detaljerede og yderst troværdige erindringer, der bygger på dagbøger og andre samtidige personlige kilder fra krigens tid, og delvist med Hans Horn selv som fortæller, folder Tom Buk-Swienty en stor og usædvanlig fortælling ud om krigen i Europa, set gennem et følsomt og musikalsk menneske, der på første hånd oplevede de politiske forandringer og ikke mindst krigen på tætteste hold. Hans Horn emigrerede mærket for livet af krigens rædsler bagefter til Danmark, hvor han blev praktiserende læge og boede frem til sin død i 1989. Først i en sen alder blev han i stand til at omsætte sine oplevelser til ord og billeder. Han skrev det hele ned, men tegnede og malede også alt det dramatiske og skønne, han havde oplevet. Da han døde, efterlod han sig et kolossalt, gennemillustreret erindringsværk på over 5.000 sider. Det er dette helt enestående, dokumentariske materiale, der nu via Hans Horns børn, har fundet vej til Tom Buk-Swienty. "Jeg er et ubetydeligt barn af det 20. århundrede, der uden at ville det skulle blive vidne til mange mærkværdige, grusomme og skønne hændelser, mens jeg hele tiden bare prøvede at overleve på den ene eller anden måde …" Sådan indleder Hans Horn sine erindringer. Og på samme fantastiske måde fortsætter han sin beskrivelse af opvæksten i 30’ernes Tyskland, den gradvise men markante forandring i landet, nazificeringen og senere krigen og den uundgåelige indkaldelse til Wehrmacht. Derefter handlede det om overlevelse – om at ville livet og forsøge at manøvrere som tysk soldat i det krigshærgede Europa og ikke mindst overleve den forhadte Østfront. Bogen er gennemillustreret med Hans Horns egne, stærkt bevægende akvareller.

I de talløse bøger der er skrevet om Anden Verdenskrig, rager Ian Kershaws titler op ved deres enestående kvalitet og velfortalte beretninger.

I "Slutspil" trækker Kershaw på vidnesbyrd fra almindelige tyskere såvel som ledende top-nazisters beskrivelser af krigens sidste år - da det stod klart, at Tyskland formentlig ville tabe krigen.
Hvorfor kæmpede de så indædt videre? Hvad fik Nazityskland til at fortsætte kampen til sidste blodsdråbe?

Kershaw følger slagets gang, med hovedfokus på kampene i og omkring Berlin.

„Imponerende ... fremragende ... En bedre kortlægning af de menneskelige aspekter af Nazi-Tysklands nederlag findes ikke."
– Ames J. Sheehan, New York Times Sunday Book Review

„Gribende ... Kershaw forener historikerens fineste dyder: ufejlbarlig viden og beundringsværdig klarhed i tanke og tale."
– Anthony Beevor, forfatter til bl.a. D-Dag, Anden Verdenskrig og Berlin

„En virtuos beretning om Hitler-tyranniets endelige nederlag ... Et uovertruffet portræt af regimets dødskramper."
– Booklist

„Kershaws omfattende forskning, velskrevne prosa og jordbundne indsigt mødes i en hypnotiserende forklaring på, hvordan og hvorfor Nazi- Tyskland valgte at udslette sig selv."
– Publishers Weekly

„Mesterligt .... En skrækindjagende, men uomgængelig, bog."
– Peter Lewis, Daily Mail Sir Ian Kershaw, f. 1943, britisk historiker og forfatter, og en af verdens førende eksperter i Det Tredje Rige og Adolf Hitler. Især kendt for det højt roste og velsælgende værk: Hitler - en biografi.

Den tyske diplomat Georg Ferdinand Duckwitz fik sin plads i Danmarkshistorien, da han i efteråret 1943 advarede de danske jøder mod den kommende deportation. Duckwitz var ingen gennemsnitsdiplomat, forfatteren følger ham gennem besættelsesårene og skildrer bl.a. forløbet omkring jødeaktionen i oktober 1943, det tætte og kontroversielle forhold til den rigsbefuldmægtigede, SS-generalen Werner Best og det store dilemma, det rejste for ”en god tysker” at være en del af Hitlers terrorstat i det besatte Danmark.