Søgeresultater: 32

Ellef Henry Rasmussen var blandt de allerførste danskere, der frivilligt lod sig indrullere i Waffen-SS. Allerede i sommeren 1940 blev han sendt til uddannelse i Østrig, og i juni 1941 tog han del i operation Barbarossa, invasionen af Sovjetunionen. Herefter var han i aktiv krigstjeneste helt frem til krigens slutning, kun afbrudt af hospitalsophold og en videreuddannelse til officer. I krigens sidste fase – tilbagetrækningen fra Estland og kampene omkring Berlin – stod han i direkte kontakt til højtrangerede tyske generaler og varetog stillingen som chef for II. bataljon i SS-Regiment "Danmark". II. bataljon blev adskilt fra det øvrige regiment omkring Berlin i krigens sidste dage, og denne del af historien fortælles her for første gang. Den enestående beretning bidrager endvidere med en lang række nye detaljer om de danske frivilliges indsats og gerninger på østfronten.

Ellef Rasmussens krigserindringer er fortalt til historiker Peter Møller Hansen, som i indledning, efterskrift og noter bidrager med historisk perspektiv til fortællingen. Bogen er illustreret med mange unikke billeder, som ikke tidligere har været offentliggjort.

”Eichmann satte mig ind i metoden med motorgasning i lastvogne, som man hidtil havde benyttet den østpå. Men det kunne der slet ikke være tale om med de massetransporter, man kunne vente i Auschwitz. Henrettelse ved hjælp af kuloxyd fra bruser i et baderum, som man havde benyttet det ved udryddelse af de sindssyge nogle steder i Tyskland, ville kræve for store bygningskomplekser, og det var højst problematisk, om man var i stand til at fremskaffe gas til så store masser.”

Rudolf Höss var den første kommandant i nazisternes frygtede koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig. Selvom han i selvbiografien fremstiller sig selv som en soldat, der blot fulgte sine overordnede i beslutningen om masseudryddelsen af jøderne, var han personligt ansvarlig for at føre ordren ud i livet og stod direkte bag massedrab på millioner af mennesker. I bogen beskriver Rudolf Höss med uhyggelig nøgternhed og kulde de lavpraktiske problemer ved at skulle udrydde så mange mennesker ad gangen og skille sig af med ligene.

Rudolf Höss beretter om livet som frivillig soldat under Første Verdenskrig, årene i Brandenburg Tugthus, hvor han sad fængslet for drab, og hvordan det lykkedes ham at stige i graderne, da nazisterne tog magten. Höss selv tegner et billede af en almindelig mand og familiefar, der gennem lydighed og pligt, uden anger, udfører massemord på effektiviseret industrielt plan, og det gør læsningen desto mere rystende og gruopvækkende. Höss skrev bogen i fangenskab i 1946, inden han blev henrettet i 1947, og den er et vigtigt historisk vidneudsagn om forbrydelserne under holocaust.

Bogen er forsynet med den oprindelige danske udgaves forord af den norske forfatter og lyriker Arnulf Øverland, der sad i KZ-lejren Sachsenhausen fra 1942-1945, og bringes som den udkom første gang i 1959.

Rudolf Höss (1900-1947) var en tysk topnazist, der var kommandant i den frygtede polske koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig og ansvarlig på mordet på millioner af mennesker. Han trådte ind i SS i 1934 og arbejdede sig hurtigt op til toppen af nazistpartiet. Efter krigen vidnede han mod andre nazister under Nürnbergprocessen, hvorefter han blev udleveret til Polen. I 1947 blev han dømt til døden og hængt foran indgangen til krematoriet i Auschwitz.

Under Anden Verdenskrig sad den tyske jøde Eddie Jaku i kz-lejre, og han mistede sin familie, sine venner, sit land. Alligevel kaldte han sig Jordens lykkeligste mand, kort inden sin død som 101-årig i 2021.

Flemming Helweg-Larsen var frivillig i SS - ikke som frontsoldat, men som Kriegsberichter, altså krigskorrespondent. Han blev som den første dansker efter krigen henrettet den 5. januar 1946, ikke for sin "indsats" på Østfronten, men som en del af det trekløver, der myrdede redaktør Clemmensen. Det er det samme mord, som SS'eren Søren Kam også blev tiltalt for, og som Søren Fauli i 2004 lavede filmen Min morfars morder om.

Da Flemming Helweg-Larsen sad i Vestre Fængsel under retssagen imod ham, skrev han sin beretning om sin tid på Østfronten, drabet på redaktør Clemmensen og retssagen imod ham. Denne beretning er spektakulær af flere årsager:

• Han var den første, der blev henrettet i retsopgøret efter 2. Verdenskrig efter lange principielle diskussioner i Højesteret. Sagen var fra første færd stærkt kontroversiel, fordi man frygtede, hvordan retsopgøret kunne udvikle sig, hvis han kunne henrettes for et enkelt mord, der måske oven i købet var et affektmord.
• Fordi han som krigskorrespondent kom rundt overalt på Østfronten fra den finske vinter til Stalingrad osv. og kan berette om dette, så man får et levende indtryk af krigen.
• Fordi han var en trænet forfatter, og bogen derfor er velskrevet.
• Fordi vi får beretningen om Clemmensens drab.
• Fordi vi her hører om retsopgøret fra tabernes side.
• Fordi dette manuskript har ligget gemt hos familien og aldrig har været offentliggjort før - heller ikke i bidder.

En beretning som denne er forståeligt nok et forsvarsskrift. Flemming Helweg-Larsen underspiller sin egen skyld, og specielt hans beretning om tiden efter 5. maj 1945 er stærkt apologetisk og aggressiv. Derfor er bogen udstyret med to forord og et noteapparat ved:

• Professor i retshistorie Ditlev Tamm, der gennemgår retssagen imod FHL og kommer med en del nyt stof, han ikke kunne publicere i sin egen bog om Retsopgøret, da materialet dengang var klassificeret. Det drejer sig om diskussionerne i Højesteret om dødsstraf. FHL's sag ville jo - som den første - give præcedens. og der var langtfra enighed dommerne imellem. Hans forord bliver altså både en gennemgang af den specifikke sag, en diskussion om Retsopgøret generelt og ikke mindst dødsstraf i det hele taget.
• Historiker og leder af Frøslevlejren Henrik Skov Kristensen, der gennemgår den historiske baggrund for beretningen (Frikorps Danmark osv.) og laver noter til bogen, så man kan skelne løgn fra sandhed.

Den 4. september 1944 bliver forfatteren Hans Fallada indlagt på en anstalt for "sindslidende forbrydere" på ubestemt tid. Han er tilsyneladende en færdig mand: Fysisk og psykisk nedbrudt, alkoholiseret og i skrivekrise. Men Fallada udnytter opholdet til at blive afvænnet – og til at skrive. Nu vil han aflægge vidnesbyrd. Netop her i "dødehuset" mener han, at tiden er inde til et opgør med naziregimet og til at retfærdiggøre de smertefulde kompromisser og indrømmelser, han som forfatter i Det Tredje Rige så sig nødsaget til at foretage. I sin fængselsdagbog beskriver Fallada kollektivets forfald under nazisterne; om spioner og angivere og de mange tragiske skæbner i hans nærmeste omgangskreds – deriblandt Ernst Rowolht og Emil Jannings. Eftersom Fallada er under konstant overvågning i fængslet og for at spare på den beskedne mængde papir, han har til rådighed, udvikler han en slags mikrografisk hemmelig skrift, som kun møjsommeligt kan tydes under lup. En søndag i oktober 1944 får Hans Fallada en dags udgang. Under skjorten smugler han de hemmelige optegnelser ud af anstalten.

Den 19. september 1944 opløste tyskerne det danske politi, og næsten 2000 danske betjente blev anholdt.

DET MÅ ALDRIG SKE IGEN er den unge betjent Anton Guldbæks beretning om det, der begyndte med at være en almindelig dag på kontoret og endte med otte måneder i helvede. Om turen fra Aalborg til Frøslevlejren, fra koncentrationslejrene Neuengamme og Buchenwald og videre til krigsfangelejren Mühlberg. Og tilbage igen med "de hvide busser" til Sverige, hvor han opholdt sig frem til Befrielsen.

En velskrevet, usentimental og gribende personlig fortælling, der giver et enestående indblik i et stykke Danmarkshistorie, vi aldrig må glemme. En øjenvidneberetning, som familien først nu, 70 år efter, har ønsket at udgive til minde om det danske politis sværeste periode.

Da  Anden Verdenskrig brød ud, blev hundredvis af unge danske mænd fanget på den forkerte side af den dansk-tyske grænse. De var nemlig en del af det danske mindretal i Sydslesvig, og selv om de følte sig som danskere, var de tyske statsborgere – og skulle dermed indgå i Hitlers erobringstogter.

En af dem var Jens Berg, der 19 år gammel blev indkaldt til tysk krigstjeneste i vinteren 1941. I de følgende fire år blev han tre gange sendt til Østfronten – første gang i forbindelse med erobringen af Moskva, anden gang som forberedelse til slaget ved Stalingrad og tredje gang i forbindelse med tyskernes tilbagetog gennem Ukraine. De to første gange blev han såret – og tredje gang blev han taget til fange og tilbragte mere end et år i fangelejr.

I FANGET PÅ ØSTFRONTEN fortæller han nu selv sin dramatiske historie om modgang, lidelse og fangenskab. Men det er også en fortælling om håb og medmenneskelig respekt og forståelse midt i et inferno af krig og ødelæggelse.
 

Artillerist i Stalingrad er den unge løjtnant Wigand Wüsters enestående personlige øjenvidneberetning om historiens mest brutale militære slag, nemlig slaget om byen Stalingrad i det sydlige Sovjetunionen, som varede fra august 1942 til februar 1943. Stalingrad blev vendepunktet i Anden Verdenskrig. Wüster oplevede sammen med godt 300.000 omringede tyske soldater bykampens brutalitet, den bidende kulde, sulten og senere nederlaget. Sammen med 90.000 kammerater gik han i fangenskab, og han var en af de få tusinde, der overlevede og senere i 1950’erne fik lov til at vende hjem til Tyskland. Wüster havde altid sit fotoapparat hos sig ved fronten og tog talrige billeder. Billederne i bogen er hans egne. Akvarellerne i bogen har han også malet selv ud fra sin erindring om begivenheder, som han ikke kunne fotografere.

"Så kom Stalingrad, og det vældige tyske tilbagetog begyndte. Det blev det største tilbagetog i verdenshistorien. Kæmpende trak de tyske hære sig tilbage fra Volga til Brandenburger Tor. Retræten varede to år og tre måneder; da den endelig hørte op, eksisterede der ikke længere noget Tyskland. Den tyske overkommando havde ’brugt rummet som våben’, men det viste sig at være en selvmorders våben."

Journalist Henrik V. Ringsted fortæller om Nazitysklands fald med udsyn fra første parket. Han arbejdede under anden verdenskrig som korrespondent i Berlin og fulgte med i de dramatiske begivenheder, der førte til Det Tredje Riges fald. Henrik V. Ringsted skrev bogen i 1945, da oplevelserne endnu var friske i hukommelsen og følelserne uden på tøjet. Han fortæller om de konkrete begivenheder og giver et medrivende indblik i livet som krigskorrespondent i orkanens øje. Henning Vibe Ringsted (1907-1983) var en dansk forfatter og journalist, der er særligt kendt for sit arbejde som krigskorrespondent for dagbladet Politiken i Berlin under anden verdenskrig. Han har skrevet et væld af bøger om europæisk kultur samt erindringer og noveller. Henrik V. Ringsted modtog i 1945 som den første nogensinde Cavlingprisen for sit enestående journalistiske virke.

Imens 1. verdenskrig hærger i Europa fører H.P. Hanssen udførligt dagbog over sine oplevelser fra krigen som medlem af den tyske Rigsdag.



Andet bind af H.P. Hanssens dagbogsoptegnelser går tæt på de sidste, nervepirrende måneder af krigen.

Hans Peter Hanssen (1862-1936) var en sønderjysk politiker og var én af de bærende kræfter i organiseringen af de danskere, der boede syd for den dansk-tyske grænsen i tiden inden genforeningen.

I værkerne "Krigstiden 1-2" og "Tilbageblik 1-4" ser H. P. Hanssen tilbage på sit liv som politiker i det sønderjyske folks tjeneste.

Heinz Wiesenhöfer voksede op i det fremstormende Nazityskland i 1930’erne og blev som soldat i Hitlers Luftwaffe indlemmet i det kolossale militærapparat, da han i 1941 var 19 år og allerede uddannet ingeniør.

"Heinz i Hitlers Luftwaffe" indeholder optegnelser og vidnesbyrd fra et land, som havde tabt 1. Verdenskrig, hvorfor mange ønskede oprejsning. Under nazisternes fremmarch i ’Det Tredje Rige’ lærte alle tyskere at tro på en bedre fremtid, hvor ingen ville sulte, hvor alle fik uddannelse eller arbejde, og hvor Tyskland ville udvikle sig til en stærk stormagt. Ganske få så, hvilken fanatisme, manipulation, vanvid og død, nazisternes ideologi medførte. Klarsynet kom for de fleste først, da løbet var kørt.

I denne bog skriver Heinz om sin opvækst, uddannelse og involvering i krigen, om lemlæstelse og om at slå ihjel for at overleve. Og også om en stormende forelskelse i en dansk pige. Heinz fortæller, at han var glad for ved krigens afslutning ikke at vide, hvad fremtiden skulle bringe.

Heinz ønsker på ingen måde nogen gentagelse af denne epoke, og det er i den ånd, hans vidnesbyrd nu kommer frem.

Susanne Kragh (f. 1957) er bank- og kontoruddannet og arbejdede på folkeregisteret i København, da Heinrich ’Heinz’ Wiesenhöfer i 2008 ønskede hjælp til at finde en dansk pige, han mødte under Anden Verdenskrig. Susanne Kragh, der altid har haft en stor interesse for historie, har med bogen ”Heinz i Hitlers Luftwaffe” hjulpet med at formidle Heinz’ spændende fortælling.

Brevvekslingen mellem Astrid Lindgren og hendes tyske veninde Louise Hartung blev en 13 år lang samtale om bl.a. litteraturens betydning, venskabets kunst og begrænsninger, familieliv, hverdag og politik i efterkrigstidens Europa. Igennem brevene får man såvel et tidsbillede som et vidnesbyrd. De to udvekslede over 600 breve fra 1953 til 1965, hvor Louise Hartung døde.