Søgeresultater: 21

Alex Eisenberg flyttede allerede som 16-årig fra Tyskland til Danmark for at uddanne sig, men kort tid efter brød anden verdenskrig ud, og i 1943 blev han, grundet sin jødiske herkomst, deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt. Han overlevede knap to år i lejren, indtil befrielsen i 1945, og 50 år senere skrev han bogen "Theresienstadt elegi" om sine minder fra den forfærdelige og skæbnesvangre tid. Ud over angsten, sulten, kulden og lopperne, husker han synet at børn, der bliver revet ud af hænderne på deres forfærdede forældre, de overfyldte barakbygninger og det umenneskelige slavearbejde for de tyske soldater. Bogen handler også om håbet, der giver én styrke til at overleve, og om den tunge bagage fra krigen, man må bære med sig resten af livet.

Alex Eisenberg (1923-1996) var en jødisk forfatter, bibliotekar og foredragsholder. Han skrev erindringsværket "Theresienstadt elegi", der handler om ungdomsårene i fangeskab i koncentrationslejr under 2. Verdenskrig. Derudover står han blandt andet bag bogen "Enhjørningen" om at vokse op som jødisk barn i 1920’ernes og 1930’ernes antisemitiske Tyskland.

Der har ikke været noget spørgsmål, som har været for lille eller mærkeligt til at få et svar, for der er ikke så mange tilbage, der kan svare og gøre det ubegribelige begribeligt.

BARN AF MIN TID er en erindringsbog og en dagbog fra Hitlertiden. Dens hovedtema er imidlertid ikke nazismens rædsler og grusomheder, men beretningen om en emigration der gik godt og en barndom, hvor truslerne kun usynligt var til stede. Bogen giver et livligt billede af en akademisk og musikalsk dommerfamilie i Hamborg. Alt er tryghed – indtil 1933, hvor Maria er 7 år gammel. Med ét er alt forandret: emigration til Danmark, et nyt sprog, en ny verden. Og socialt en tilværelse i økonomisk afhængighed. Men for pigen Maria betyder emigrationen også alt det spændende og nye: en ny skole, danske salmer, Siegfried og Gøngehøvdingen i én lystig blanding. Efter 9. april 1940 trækker det sammen på ny. Familien Marcus kommer efter en dramatisk men vellykket flugt til Sverige. Et ophold, som kommer til at vare to år og som i bogen beskrives detaljeret gennem faderens og den 17-årige Marias egne dagbogsoptegnelser – en ung piges dagbog om at være dansk flygtning i Sverige, nye venner, ny poesi, det første kys og hvad dermed fulgte.

BARN AF MIN TID er en bog om, hvordan det opleves at blive rykket op med rode i en tidlig alder – og mærke hvordan det er at skyde nye rødder.

En bog om kultursammenstød på godt og ondt. Om at være fremmed.

Men først og fremmest er BARN AF MIN TID et selvportræt af en ung pige, der kæmper stædigt for at finde kærligheden og meningen med livet og sig selv – det store @»J@« i passet: hvad vil det sige at være jøde?

Året er 1943. Tyske soldater marcherer i Danmarks gader, og seksårige Johna oplever for første gang, at hun er forkert. Hun er forkert, fordi hendes mor er jøde. Hun er forkert, fordi hun mangler sin venstre hånd. Og hun er forkert, fordi hun viser frygt og stiller for mange spørgsmål. Snart hober hemmelighederne sig op, og Johna får svært ved at holde styr på, hvad sandheden er – og hvem hun er. Alt dette misterdog sin betydning, da hun må flygte for sit liv, skjule sig i bunden af en fiskerbåd og forlade sit land. Den røde paraply er en sand historie skrevet af en usædvanlig kvinde. Efter krigen flyttede familien til USA, hvor Johna mange år senere forfattede sine erindringer i The Red Umbrella. Bogen har rørt og engageret sine engelsksprogede læsere, som blandt andet har sammenlignet Johnas historie med Anne Franks. Nu kan bogen for første gang læses på dansk.

Da nazisterne i 1943 indledte forfølgelsen af jøder i Danmark, flygtede hovedparten af de danske jøder til Sverige. For nylig er det kommet frem, at en del af dem, måtte efterlade deres børn i Danmark. Disse børn kaldes i dag 'de gemte børn'. I denne bog fortæller 11 af disse børn, hvordan det at være et 'gemt barn' har præget resten af deres liv.

"Göran Rosenbergs bog kan læses som ét langt smerteligt opgør - selvopgør - med fortiden og Israels og de jødiske menneskers rolle i den mellemøstlige tragedie og stadigt tiltagende umenneskeliggørelse...Når det sidste blad i den omfangsrige bog er vendt, sidder læseren tilbage med smerten og blot et spinkelt håb om redning af freden og den Israelske sjæl... Man kunne ønske sig at Rosenbergs omvendte exodus blev skolebogsstof i Israel, hvilket man næsten kan være sikker på at den ikke bliver." - Georg Metz, Information

Ny oversættelse af evigt aktuel bog om den ultimative forfølgelse og undertrykkelse.

Anne Franks dagbog er den virkelige historie om den unge, jødiske pige, der må gå under jorden med sin familie i Amsterdam på flugt fra nazisterne. Hun får en dagbog i 13-års fødselsdagsgave, og i den beskriver hun sine oplevelser i årene 1942 til 1944, hvor familien skjuler sig i "Baghuset" og til slut bliver angivet og deporteret til koncentrationslejren Bergen-Belsen. Her ender Anne sine dage blot en måned før lejren befries af de engelske tropper.

Bogen er et af de vigtigste vidnesbyrd om udslettelsen af Europas jøder under Anden Verdenskrig. Den skildrer et liv på flugt, et liv under jorden. Alligevel opfatter Anne ikke sig selv som et offer, men fremtræder som en livlig, klarsynet og selvstændig ung pige med sine problemer, længsler, drømme og håb - hvilket bare gør hendes vidnesbyrd endnu stærkere. Kun Annes far overlevede krigen, og han udgav i 1947 første gang datterens dagbog, der siden er udkommet i utallige udgaver og på alverdens sprog.

Flot ny udgave med forord af Kirsten Nilsson og i ny oversættelse af Aino Roscher Kristensen.

Renia Spiegel er den polske Anne Frank. Gennem hendes dagbog bliver en historisk periode, der ikke må glemmes, vakt til live igen.

I 1942 ankommer den unge læge Eddy til Westerbork, en lejr i det østlige Holland, hvor jøder venter på deportation til koncentrationslejrene. Her møder han sygeplejersken Friedel. De forelsker sig og gifter sig i lejren. I 1943 sendes de til Auschwitz i et godstog.

AT FORSTÅ ER IKKE AT TILGIVE handler om at blive deporteret som 15-årig til Theresienstadt og slutter med refleksioner om det umulige i at tilgive, om tro og det svære, men nødvendige arbejde i dagligt at konfrontere sine dæmoner ved at fortælle og tale om de grusomme oplevelser. Bogen føjer et vigtigt kapitel til erindringslitteraturen fra Anden Verdenskrig ved at fokusere på kunsten at overleve et krigstraume.

Pigen fra Auschwitz er en uafrystelig stærk beretning om en kvinde, som har overvundet det værste, et menneske kan opleve.

Det kan ikke ske i Danmark er Herbert Pundiks stærke og usentimentale erindringer om flugten til Sverige i efteråret 1943, hvor jøderne i Danmark skulle fanges og sendes ud af landet efter ordre fra den tyske besættelsesmagt. Bogen indeholder desuden en lang række øjenvidneskildringer fra samtiden: Fra fiskeren, der drog ud på farefuld færd til folk, der husede jøder på flugt til “pigen med den røde alpehue”, der i nattens mulm og mørke hjalp med at udskibe flygtninge fra havne langs den nordsjællandske kyst. Bogen er forsynet med et forord af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der beskriver, at der også i dag er mennesker på flugt, der har brug for empati, hjælp og medmenneskelighed. "Jeg husker det sidste glimt, jeg så af kysten, inden vi blev gennet under dæk. På stranden, i morgendæmringen, lå ægteparret Nicolaisen og fiskerens kone på knæ. Deres foldede hænder var strakt mod himen. Jeg husker, at jeg så på mit ur, da motoren satte i gang. 37 minutter efter passerede vi grænsen til det svenske søterritorium. En svensk patruljebåd prajede os, og vi fik lov til at komme op på dæk. "Välkomna", råbte de svenske matroser."