Søgeresultater: 4

Franz Stangl, født i Østrig i 1908, var en af de mest eftersøgte krigsforbrydere fra Anden Verdenskrig. Han startede i kriminalpolitiet i Linz, var involveret i nazisternes eutanasiprogram med drab på sindslidende og blev derefter lejrkommandant for to af de mest berygtede udryddelseslejre, Sobibor og Treblinka i Polen. Efter tyskernes kapitulation flygtede han til Brasilien, men blev mange år senere fundet og retsforfulgt i Vesttyskland. I 1970 blev han dømt for medvirken til mord på mindst 400.000 mennesker. Ved siden af beretningen om Stangls liv og karriere giver bogen en detaljeret beskrivelse af eutanasiprogrammet og af gennemførelsen af jødeudryddelserne i Polen under Aktion Reinhardt. Samtidig præsenteres læseren for en række af de gerningsmænd og -kvinder, som sammen med Stangl deltog i ”medlidenhedsdrabene” og derefter medvirkede til gennemførelsen af “Die Endlösung”. Endelig gives et indblik i nazisternes flugtruter ud af Europa og de diplomatiske forviklinger, der førte til Stangls udlevering og dom. Bogen er den første samlede biografiske skildring, der er skrevet om Gestapomanden og familiefaderen Franz Stangl. Den baserer sig på forfatterens gennemgang af et særdeles omfangsrigt og ikke tidligere offentliggjort historisk kildemateriale fra en lang række udenlandske arkiver, herunder vidneudsagn fra overlevende og medgerningsmænd.

Rystende portrætter af de almindelige mennesker som udførte nazisternes mord. Denne bog præsenterer læserne for et katalog af udvalgte nazistiske gerningsmænd og kvinder, der deltog i mordet på regimets sindslidende og handikappede og på de europæiske jøder i de tre udryddelseslejre Belzec, Sobibor og Treblinka fra 1940-43. I denne periode ledede ’T4’ i Berlin ’eutanasi’-aktionen og ’Aktion Reinhardt’ indtil organisationens officielle ophør som ’mordcentral’ i 1943. Anders Otte Stensager gør detaljeret rede for nazisternes morderiske organisation. Hvordan var den indrettet? Hvilke opgaver skulde udføres? Men han sætter samtidig ansigt på de mennesker, som havde mord som deres daglige arbejde. Hvem var de, og hvad var deres baggrund?

I udryddelseslejrene Belzec, Sobibor og Treblinkai Polen blev der i årene 1942-43 dræbt ikke færre end 1,7 mio. jøder. Hvad færre nok ved er, at nazisternes såkaldte eutanasi-program udgjorde en prolog til massemordet. Mordprogrammet, som blev administreret fra Berlin, havde udelukkende til hensigt at dræbe sindslidende og handikappede i seks udvalgte mordanstalter eller ”eutanasicentre.” Hovedparten af de ansvarlige kom til at udgøre kernen i det faste mandskab i Belzec, Sobibor og Treblinka under ”Aktion Reinhardt”, som var kodenavnet for den tyske plan om at udrydde alle Polens jøder i Generalguvernementet. En af de mest berygtede fra Aktion Reinhardt var kriminalkommissæren fra Stuttgart Christian Wirth (1885-1944) — af mandskabet også kaldet Christian den Grusomme. Bogen er den første samlede biografi, der hidtil er skrevet om Wirth. Samtidig afslører bogen flere hidtil ukendte danske vinkler på historien. Flere danskere med sindslidelser blev således dræbt i de seks mordanstalter, og en SS-mand med dansk familiebaggrund deltog i udryddelsen af jøderne i Sobibor.

I vinteren 1938-39 ankom en arbejdskommando med 500 fanger fra kz-lejren Sachsenhausen til en øde plet ved navn Ravensbrück dybt inde i de vidtstrakte skove nord for Berlin. Rigets kz-inspektorat havde fundet lokaliteten velegnet til opførelsen af en kz-lejr udelukkende til kvinder. Efter et halvt år stod lejren færdig, nøje anlagt efter strenge overvågningsprincipper, projekteret til 3.000 fanger og forsynet med gode faciliteter til vagtmandskabet fra SS. I maj 1939 ankom de første kvinder, klar til at indgå i den industriproduktion, som var lejrens formål. Det var et andet og mere kaotisk Ravensbrück, 44 danske kvinder og børn ankom til fra midten af 1943. I løbet af de første krigsår rundede antallet af fanger 10.000, overbelægningen var katastrofal, snart lå der både to og tre fanger i hver køje i de dårligt isolerede træbarakker, og epidemier og mangelsygdomme tog livet af fanger i hobetal, hvis ikke ”udvælgelsen” af syge og svage fanger til henrettelse ved skydning eller gasning. Mod krigens slutning var Ravensbrück ikke længere en velorganiseret arbejdslejr for kvinder, men et stopfyldt inferno, som kun de heldigste slap levende fra. Kvinderne i Ravensbrück er den første samlede fremstilling af de danske Ravensbrück-fangers historie. Hvorfor havnede de i lejren, hvordan formede deres hverdag sig der, og hvordan overlevede de? Bogen, der også giver et udførligt indblik i lejrens organisering og rolle i kz-systemet, bygger på indsatte danske fangers vidnesbyrd og omfattende research i danske og internationale arkiver og er et unikt bidrag til afdækningen af danske kvinders skæbne som kz-fanger under Anden Verdenskrig. Bogen udkom første gang i 2011.