Søgeresultater: 18

Et fascinerende og skelsættende indblik i jagten på verdenshistoriens største massemorder

I det første kaos efter Anden Verdenskrig eksisterede der ikke nogen strategi for tilfangetagelsen og retsforfølgelsen af de skyldige, og mange af krigens forbrydere havde held til at flygte.

En af dem, der var ansvarlig for at komme til bunds i Naziregimets krigsforbrydelser, var den tyskfødte britiske jøde Hanns Alexander. Under sin medvirken i efterforskningen i koncentrationslejren Belsen blev han så chokeret over de rædsler, der var gået for sig, at han besjælet af en stærk trang til retfærdighed begyndte at tage ud på efterforskningstogter som selvbestaltet Nazijæger. Inden længe havde hans metode vist sig frugtbar, og han havde held til at opspore og anholde adskillige krigsforbrydere. Siden blev han rekrutteret af den britiske efterretningstjeneste som leder af en efterforskningsstyrke med det formål at stille de højest rangerende tyske nazister for retten.

Det var denne mand, der endte med at opspore og tilfangetage verdenshistoriens største massemorder, kommandanten af Auschwitz, Rudolf Höss.

Bogen skildrer ikke blot Höss’ flugt og tilfangetagelse, men kommer også langt ind under huden på det menneske, som iværksatte verdenshistoriens største folkemord, samtidig med at han levede et harmonisk familieliv med sin kone og børn i en villa, der lå så tæt på de store krematorier, at huset var indhyllet i røgen fra resterne af de mange jøder, der endte deres dage i Auschwitz.

????? Fyens Stiftstidende

RUDOLF VRBAS fangenskab og flugt er en af de mest uafrystelige historier fra Anden Verdenskrig. Det er én mands vidnesbyrd om den største forbrydelse nogensinde, Holocaust, men også en forbløffende fortælling om menneskets ukuelighed og mageløse vilje til at leve. Rudolf Vrba overlevede to år i dødsriget Auschwitz, inden han flygtede; ud gennem SS’ tætmaskede bevogtning, til fods i nattemørket, i skjul om dagen, indtil han efter ufattelige strabadser slap ind over grænsen til Slovakiet. Hvad han der kunne berette, chokerede en hel verden. FLUGTEN FRA AUSCHWITZ er en dramatisk førstehåndsberetning fra civilisationens nulpunkt. Det er samtidig et historisk nøgledokument, forfattet af den ene af mændene bag den såkaldte Vrba-Wetzler-rapport, der i sommeren 1944 blev smuglet ud af det nazistisk besatte Europa og for første gang gav den frie verden fuldt indblik i uhyrlighederne bag kz-lejrenes pigtråd. Rudolf Vrbas erindringer fra 1963, som nu omsider foreligger på dansk, er i denne udgivelse forsynet med en oversættelse af den oprindelige Vrba-Wetzler-rapport, som den blev dikteret af Rudolf Vrba og hans flugtmakker, Alfréd Wetzler, umiddelbart efter at de ankom til Žilina i Slovakiet i april 1944. Rapporten var en vægtig kilde i den internationale presses første gruopvækkende nyhedshistorier om massemordet i Auschwitz, og dens detaljerede oplysninger om dødstal og drabsmetoder indgik siden som bevismateriale i Nürnbergprocessen, de allieredes retsopgør med nazisterne efter Anden Verdenskrig.

"Sådan kørte vi i tre dage og tre nætter, uden at de åbnede dørene. Nogle blev syge, og enkelte døde, så det var næsten en befrielse, da toget standsede, og dørene blev åbnet, hvor vi fik frisk luft. Vi fik at vide, at det var Polen, og at det var i nærheden af Auschwitz. Det var mørkt, vi kunne ikke se. Der var en blanding af sne og mudder på jorden, og vi skulle ud. 'Schnell, schnell', det var de ord, vi hørte hele tiden." "Jeg har aldrig fortalt den historie, jeg her har fortalt, til nogen." Der er i dag kun få overlevende fra 2. Verdenskrigs lejre. Denne bog indeholder syv danske fangers fortællinger om deres tid i nazitysklands koncentrations- og udryddelseslejre. Vidnerne fortæller om liv og død og om hændelser, der har fulgt dem resten af deres liv. Bogen samler de enestående fortællinger til et kollektivt vidnesbyrd om ubegribelige begivenheder, som fortsat ikke må glemmes.

For første gang på dansk gives der en samlet fremstilling af lejrens historie og de vilkår, som fangerne måtte gennemleve i dette nordtyske helvede. Forfatteren fortæller med udgangspunkt i både tyske og danske kilder indgående om dagliglivet i lejren med arbejde, sygdom, mishandling og henrettelser, men også om de forsøg på modstand og oprør, der var i løbet af lejrens levetid. NEUENGAMME - KONCENTRATIONSLEJREN 1938-45 skildrer lejren helt indtil den endelige evakuering af lejren ved krigens afslutning og det efterfølgende retsopgør.

Redningen af de 7000 danske jøder i oktober 1943 er en enestående begivenhed i Holocausts tragiske historie. I "I Hitler-Tysklands skygge" giver otte besættelseshistorikere et omfattende og mangesidigt udsnit af den nyeste forskning om de danske myndigheder og jødernes situation i Danmark i årene op til og under redningsaktionen. Oktober 1943 er et lyst i mørket, men der lægges ikke skjul på, at også Danmark havde sin snert af antisemitisme og hårdhændet flygtningepolitik. Hans Sode-Madsen (f. 1942) var som cand.mag. i historie seniorforsker ved Rigsarkivet. Foruden flere bidrag om de danske jøder i Theresienstadt har han bl.a. skrevet artikler til Gads to besættelsestidsleksika, "Dansk besættelsestid 1940-1945" (2002) og "Hvem var hvem 1940-1945" (2005). For Folketingets Magtudredning bidrog han 2002 med "Farlig ungdom. Samfundet, ungdommen og Ungdomskommissionen 1945-70".

Sunneva Sandø var en kvinde af sjældent mod. Hendes indsats under Anden Verdenskrig var så heroisk og betydelig, at hun er blandt de højst dekorerede danskere i perioden. Alligevel blev hun stort set glemt af eftertiden. I slutningen af 1920’erne går Sunnevas medicinstudium ikke så godt, og den mand hun ser, kan hendes far ikke acceptere. Men hun er ung. Så hvorfor ikke bare starte forfra? Hun flytter til Paris og finder hurtigt ind i bohèmemiljøet på Montparnasse, hvor hun får lov til at være den frie fugl, hun dybest set gerne vil være. I løbet af 1930erne stabler hun sit eget gymnastik institut på benene med lokaler ved Luxembourg haven, og eleverne strømmer til. Efter besættelsen i 1940 bliver Sunneva en del af det underjordiske Paris og sætter livet på spil ved at skjule britiske og franske agenter samt jødiske familier på flugt fra nazisterne. Men historien om Sunneva er også grum. I foråret 1944 bliver hun indhentet af Gestapo og slæbt med til forhør. Og hvad man gør for at knække hende i Gestapo-hovedkvarteret i Rue de Saussaies, er dyster læsning. Siden bliver hun sendt til kz-lejren Ravensbrück nord for Berlin, et ophold, som hun overlever på trods, vilje og held. Anders Otte Stensagers beretning om Sunneva Sandøs utrolige skæbne er baseret på hendes egne nedskrevne erindringer, breve og fotografier, suppleret med arkivresearch og samtaler med efterladte slægtninge, der husker hendes viljefaste, ubøjelige karakter. Bogen udkom første gang i 2013.

I vinteren 1938-39 ankom en arbejdskommando med 500 fanger fra kz-lejren Sachsenhausen til en øde plet ved navn Ravensbrück dybt inde i de vidtstrakte skove nord for Berlin. Rigets kz-inspektorat havde fundet lokaliteten velegnet til opførelsen af en kz-lejr udelukkende til kvinder. Efter et halvt år stod lejren færdig, nøje anlagt efter strenge overvågningsprincipper, projekteret til 3.000 fanger og forsynet med gode faciliteter til vagtmandskabet fra SS. I maj 1939 ankom de første kvinder, klar til at indgå i den industriproduktion, som var lejrens formål. Det var et andet og mere kaotisk Ravensbrück, 44 danske kvinder og børn ankom til fra midten af 1943. I løbet af de første krigsår rundede antallet af fanger 10.000, overbelægningen var katastrofal, snart lå der både to og tre fanger i hver køje i de dårligt isolerede træbarakker, og epidemier og mangelsygdomme tog livet af fanger i hobetal, hvis ikke ”udvælgelsen” af syge og svage fanger til henrettelse ved skydning eller gasning. Mod krigens slutning var Ravensbrück ikke længere en velorganiseret arbejdslejr for kvinder, men et stopfyldt inferno, som kun de heldigste slap levende fra. Kvinderne i Ravensbrück er den første samlede fremstilling af de danske Ravensbrück-fangers historie. Hvorfor havnede de i lejren, hvordan formede deres hverdag sig der, og hvordan overlevede de? Bogen, der også giver et udførligt indblik i lejrens organisering og rolle i kz-systemet, bygger på indsatte danske fangers vidnesbyrd og omfattende research i danske og internationale arkiver og er et unikt bidrag til afdækningen af danske kvinders skæbne som kz-fanger under Anden Verdenskrig. Bogen udkom første gang i 2011.