Søgeresultater: 12

"Sådan kørte vi i tre dage og tre nætter, uden at de åbnede dørene. Nogle blev syge, og enkelte døde, så det var næsten en befrielse, da toget standsede, og dørene blev åbnet, hvor vi fik frisk luft. Vi fik at vide, at det var Polen, og at det var i nærheden af Auschwitz. Det var mørkt, vi kunne ikke se. Der var en blanding af sne og mudder på jorden, og vi skulle ud. 'Schnell, schnell', det var de ord, vi hørte hele tiden." "Jeg har aldrig fortalt den historie, jeg her har fortalt, til nogen." Der er i dag kun få overlevende fra 2. Verdenskrigs lejre. Denne bog indeholder syv danske fangers fortællinger om deres tid i nazitysklands koncentrations- og udryddelseslejre. Vidnerne fortæller om liv og død og om hændelser, der har fulgt dem resten af deres liv. Bogen samler de enestående fortællinger til et kollektivt vidnesbyrd om ubegribelige begivenheder, som fortsat ikke må glemmes.

For første gang på dansk gives der en samlet fremstilling af lejrens historie og de vilkår, som fangerne måtte gennemleve i dette nordtyske helvede. Forfatteren fortæller med udgangspunkt i både tyske og danske kilder indgående om dagliglivet i lejren med arbejde, sygdom, mishandling og henrettelser, men også om de forsøg på modstand og oprør, der var i løbet af lejrens levetid. NEUENGAMME - KONCENTRATIONSLEJREN 1938-45 skildrer lejren helt indtil den endelige evakuering af lejren ved krigens afslutning og det efterfølgende retsopgør.

Ny, revideret udgave af "De hvide busser 1941-45" - beretningen om den største danske humanitære indsats i nyere tids historie. 17.500 fanger blev reddet hjem fra tyske KZ-lejre, fængsler og tugthuse. Blandt dem var 10.000 danskere og nordmænd, der blev transporteret hjem i danske rutebiler, der i sidste øjeblik var blevet malet hvide.
Indsatsen er kendt som »den svenske Bernadotteaktion« og har i eftertiden opnået mytens skær. Men initiativet var rent faktisk dansk. Tusindvis af fanger blev transporteret hjem af chauffører og andre frivillige, der satte livet på spil for at redde deres landsmænd ud af Hitlers helvede.
Sammen med jødernes flugt over Øresund hører hjemførslen med De Hvide Busser til besættelsestidens stjernestunder – en også i europæisk sammenhæng helt enestående historie. HANS SODE-MADSEN (f. 1942) var som cand.mag. i historie seniorforsker ved Rigsarkivet. Foruden flere bidrag om de danske jøder i Theresienstadt, senest i "I Hitler-Tysklands skygge". Dramaet om de danske jøder 1933-45 (2003), har han bl.a. skrevet artikler til Gads to besættelsestidsleksika, "Dansk besættelsestid 1940-1945" (2002) og "Hvem var hvem 1940-1945" (2005). For Folketingets Magtudredning bidrog han 2002 med "Farlig ungdom. Samfundet, ungdommen og Ungdomskommissionen 1945-70".

RUDOLF VRBAS fangenskab og flugt er en af de mest uafrystelige historier fra Anden Verdenskrig. Det er én mands vidnesbyrd om den største forbrydelse nogensinde, Holocaust, men også en forbløffende fortælling om menneskets ukuelighed og mageløse vilje til at leve. Rudolf Vrba overlevede to år i dødsriget Auschwitz, inden han flygtede; ud gennem SS’ tætmaskede bevogtning, til fods i nattemørket, i skjul om dagen, indtil han efter ufattelige strabadser slap ind over grænsen til Slovakiet. Hvad han der kunne berette, chokerede en hel verden. FLUGTEN FRA AUSCHWITZ er en dramatisk førstehåndsberetning fra civilisationens nulpunkt. Det er samtidig et historisk nøgledokument, forfattet af den ene af mændene bag den såkaldte Vrba-Wetzler-rapport, der i sommeren 1944 blev smuglet ud af det nazistisk besatte Europa og for første gang gav den frie verden fuldt indblik i uhyrlighederne bag kz-lejrenes pigtråd. Rudolf Vrbas erindringer fra 1963, som nu omsider foreligger på dansk, er i denne udgivelse forsynet med en oversættelse af den oprindelige Vrba-Wetzler-rapport, som den blev dikteret af Rudolf Vrba og hans flugtmakker, Alfréd Wetzler, umiddelbart efter at de ankom til Žilina i Slovakiet i april 1944. Rapporten var en vægtig kilde i den internationale presses første gruopvækkende nyhedshistorier om massemordet i Auschwitz, og dens detaljerede oplysninger om dødstal og drabsmetoder indgik siden som bevismateriale i Nürnbergprocessen, de allieredes retsopgør med nazisterne efter Anden Verdenskrig.

Sunneva Sandø var en kvinde af sjældent mod. Hendes indsats under Anden Verdenskrig var så heroisk og betydelig, at hun er blandt de højst dekorerede danskere i perioden. Alligevel blev hun stort set glemt af eftertiden. I slutningen af 1920’erne går Sunnevas medicinstudium ikke så godt, og den mand hun ser, kan hendes far ikke acceptere. Men hun er ung. Så hvorfor ikke bare starte forfra? Hun flytter til Paris og finder hurtigt ind i bohèmemiljøet på Montparnasse, hvor hun får lov til at være den frie fugl, hun dybest set gerne vil være. I løbet af 1930erne stabler hun sit eget gymnastik institut på benene med lokaler ved Luxembourg haven, og eleverne strømmer til. Efter besættelsen i 1940 bliver Sunneva en del af det underjordiske Paris og sætter livet på spil ved at skjule britiske og franske agenter samt jødiske familier på flugt fra nazisterne. Men historien om Sunneva er også grum. I foråret 1944 bliver hun indhentet af Gestapo og slæbt med til forhør. Og hvad man gør for at knække hende i Gestapo-hovedkvarteret i Rue de Saussaies, er dyster læsning. Siden bliver hun sendt til kz-lejren Ravensbrück nord for Berlin, et ophold, som hun overlever på trods, vilje og held. Anders Otte Stensagers beretning om Sunneva Sandøs utrolige skæbne er baseret på hendes egne nedskrevne erindringer, breve og fotografier, suppleret med arkivresearch og samtaler med efterladte slægtninge, der husker hendes viljefaste, ubøjelige karakter. Bogen udkom første gang i 2013.

I vinteren 1938-39 ankom en arbejdskommando med 500 fanger fra kz-lejren Sachsenhausen til en øde plet ved navn Ravensbrück dybt inde i de vidtstrakte skove nord for Berlin. Rigets kz-inspektorat havde fundet lokaliteten velegnet til opførelsen af en kz-lejr udelukkende til kvinder. Efter et halvt år stod lejren færdig, nøje anlagt efter strenge overvågningsprincipper, projekteret til 3.000 fanger og forsynet med gode faciliteter til vagtmandskabet fra SS. I maj 1939 ankom de første kvinder, klar til at indgå i den industriproduktion, som var lejrens formål. Det var et andet og mere kaotisk Ravensbrück, 44 danske kvinder og børn ankom til fra midten af 1943. I løbet af de første krigsår rundede antallet af fanger 10.000, overbelægningen var katastrofal, snart lå der både to og tre fanger i hver køje i de dårligt isolerede træbarakker, og epidemier og mangelsygdomme tog livet af fanger i hobetal, hvis ikke ”udvælgelsen” af syge og svage fanger til henrettelse ved skydning eller gasning. Mod krigens slutning var Ravensbrück ikke længere en velorganiseret arbejdslejr for kvinder, men et stopfyldt inferno, som kun de heldigste slap levende fra. Kvinderne i Ravensbrück er den første samlede fremstilling af de danske Ravensbrück-fangers historie. Hvorfor havnede de i lejren, hvordan formede deres hverdag sig der, og hvordan overlevede de? Bogen, der også giver et udførligt indblik i lejrens organisering og rolle i kz-systemet, bygger på indsatte danske fangers vidnesbyrd og omfattende research i danske og internationale arkiver og er et unikt bidrag til afdækningen af danske kvinders skæbne som kz-fanger under Anden Verdenskrig. Bogen udkom første gang i 2011.

Få kvinder har fortalt om overlevelse i nazisternes kz-lejre. Med VIDNER FRA HOLOCAUST står 10 jødiske kvinder frem og fortæller om de grusomheder, de blev udsat for under folkemordet.

Selv om de asociale udgjorde op mod 10 % af alle deporterede danskere, er de forblevet besættelsestidens stedbørn. Med denne bog fortælles deres historie for første gang.

Ny bog fra Bo Lidegaard om de skandinaviske aktioner for at redde fanger fra tyske kz-lejre i krigens sidste år. Dette er historien om de mange aktioner, der i foråret 1945 fik transporteret over 20.000 fanger fra tyske koncentrationslejre til sikkerhed i Sverige. Sporene følges fra de første norske og danske initiativer, der udgik fra aktivister, som trods modstand fra alle sider satte alt ind på at hente deres landsmænd fra lejrene, inden det var uigenkaldeligt for sent. For første gang samles perspektiverne fra alle de tre skandinaviske lande og Tyskland til en samlet fascinerende fortælling om handlekraft, vovemod - og de skandinaviske hjælperes første møde medkoncentrationslejrenes brutale verden. Allerede i slutningen af 1944 kom de første kørsler i gang med danske busser, der hentede syge fanger, som det lykkedes at få frigivet. Gradvist blev operationerne udvidet, men først da Sverige i marts 1945 trådte ind i aktionen, fik den et omfang, så det blev muligt at samle alle de skandinaviske fanger i kz-lejren Neuengamme. Længe så det ud til, at de måtte blive der, men gennem dramatiske og intensive forhandlinger med den magtfulde SS-ledelse lykkedes det i krigens sidste uger at få ikke alene langt de fleste norske og danske fanger ud, men også at få frigivet flere end 10.000 fanger af andre nationaliteter. Historien giver et enestående indblik i, hvordan disse hjælpeaktioner kunne tilrettelægges og gennemføres midt i Det Tredje Riges blodige sammenbrud og umiddelbart før dets endelige kollaps.

Under Anden Verdenskrig sad den tyske jøde Eddie Jaku i kz-lejre, og han mistede sin familie, sine venner, sit land. Alligevel kaldte han sig Jordens lykkeligste mand, kort inden sin død som 101-årig i 2021.

Den 19. september 1944 opløste tyskerne det danske politi, og næsten 2000 danske betjente blev anholdt.

DET MÅ ALDRIG SKE IGEN er den unge betjent Anton Guldbæks beretning om det, der begyndte med at være en almindelig dag på kontoret og endte med otte måneder i helvede. Om turen fra Aalborg til Frøslevlejren, fra koncentrationslejrene Neuengamme og Buchenwald og videre til krigsfangelejren Mühlberg. Og tilbage igen med "de hvide busser" til Sverige, hvor han opholdt sig frem til Befrielsen.

En velskrevet, usentimental og gribende personlig fortælling, der giver et enestående indblik i et stykke Danmarkshistorie, vi aldrig må glemme. En øjenvidneberetning, som familien først nu, 70 år efter, har ønsket at udgive til minde om det danske politis sværeste periode.

AT FORSTÅ ER IKKE AT TILGIVE handler om at blive deporteret som 15-årig til Theresienstadt og slutter med refleksioner om det umulige i at tilgive, om tro og det svære, men nødvendige arbejde i dagligt at konfrontere sine dæmoner ved at fortælle og tale om de grusomme oplevelser. Bogen føjer et vigtigt kapitel til erindringslitteraturen fra Anden Verdenskrig ved at fokusere på kunsten at overleve et krigstraume.