Søgeresultater: 15

I midten af 1980’erne mødtes USA’s præsident Ronald Reagan regelmæssigt med Sovjetunionens Mikhail Gorbatjov. Målet var at komme en aftale om nedrustning nærmere. Men var Reagan overhovedet interesseret i nedrustning? Eller nød han blot, som gammel skuespiller, det show, det var at mødes med lederen fra Kreml?
De spørgsmål går journalist Connie Pedersen i dybden med i denne bog om USA’s Sovjet-politik i 1980’erne. Bogen udkom første gang i 1986. Connie Pedersen (f. 1949) er cand.scient.pol. og cand.mag. i fransk. Hun arbejdede gennem mange år som udenrigsjournalist på blandt andet Ritzaus Bureau, Radioavisen og TV-avisen, og hun har skrevet flere bøger om udenrigspolitiske forhold.

Dette er det tredje og sidste bind af historien om det amerikansk-israelske forhold siden Anden Verdenskrig, og det afslutter mere end seks års arbejde med en fortælling om det, som John F. Kennedy i 1962 karakteriserede som et særligt forhold. Det nuværende bind dækker perioden fra 2009-2020, og denne periode har måske været en af de mest turbulente og omskiftelige i det amerikansk-israelske forhold med to vidt forskellige amerikanske præsidenter med to væsensforskellige dagsordener: demokraten Barack Obama og republikaneren Donald Trump. Til gengæld har der i samme periode kun været én israelsk premierminister: den højreorienterede amerikanskuddannede likudnik Benjamin ('Bibi') Netanyahu, der først i marts 2021 modvilligt måtte afgive magten til den religiøse nationalist Naftali Bennett. Hvis der ikke blev etableret en tostatsløsning, ville det i det lange løb blive den jødiske stats endeligt. Obama fastholdt, at USA stadig havde et særligt forhold til den jødiske stat, og han betragtede sig som en liberal 'jøde'. Det betød også, at han var modstander af det israelske bosættelsesprojekt og fortaler for oprettelsen af en palæstinensisk stat, fordi kun en sådan løsning ville kunne sikre Israel som en demokratisk og jødisk stat. I den forstand kan man beskrive Obama som proisraelsk, ikke mindst fordi USA under hans ledelse også gav Israel den største militære hjælpepakke nogensinde, på grund af et endnu tættere amerikansk-israelsk militært samarbejde end tidligere, og fordi Obama-administrationen skærmede Israel politisk og diplomatisk i FN. Trump var antitesen til Obama, hvis politik han fuldstændigt ønskede at annullere. Bosættelserne blev kendt lovlige. Hele Jerusalem tilhørte Israel, og byens status skulle ikke længere forhandles. Trump-administrationen anerkendte desuden israelsk suverænitet over Golanhøjderne, nedlagde PLO's mission i Washington, stoppede hjælpen til Det Palæstinensiske Selvstyre og til UNRWA og præsenterede en fredsplan i sync med Likud, som ville have resulteret i et apartheidstyre på Vestbredden, hvis den var blevet implementeret. På afstand så det således langt fra ud til, at den førte politik var til Israels bedste og kunne bidrage til en forsoning med palæstinenserne. Som i de to første bind bygger bogen på en lang række kilder, herunder både arkivmateriale, dagbøger, biografier, videnskabelige artikler, tidskrifts- og avisartikler, interviews, rapporter, videomateriale og større akademiske værker.

Viljen til at lede er dog meget mere end en debatbog. Det er også en stærk personlig beretning om de værdier, der har formet Anders Fogh Rasmussen som menneske og politiker, og han fortæller åbenhjertigt om sine møder med verdensledere som George W. Bush, Vladimir Putin, Angela Merkel, Tony Blair, Barack Obama og Hillary Clinton. Han trækker desuden en historisk parallel til store amerikanske præsidenter som Truman, Kennedy og Reagan, som han mener har vist ægte lederskab til inspiration for nutidens ledere.

Et politisk jordskælv har ramt den historisk gode relation mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater. Dramaet bliver talt ned i offentligheden, imens bekymringen vokser bag lukkede døre i Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Statsministeriet. I august 2019 ramte et større efterskælv, der gav genlyd verden over. Præsident Trump kaldte en udtalelse fra den danske statsminister for "uforskammet", fordi hun betegnede hans plan om at købe Grønland som "absurd". I samme forbindelse aflyste han sit officielle besøg i Danmark. 

Det vil sikkert overraske mange, at tendensen begyndte allerede under præsident Obama. Han mente, at forholdet til Kina var vigtigere for Amerika end relationen til Europa.

Med Storbritannien ude af EU er Danmark kastet ud i den største identitetskrise siden 1945. Kongeriget er tvunget til at genoverveje kursen på det kompas, vi har navigeret efter de sidste 70 år. 

Sprækker tager læserne med på en rejse mod denne nye virkelighed og forholder sig både til de historiske perspektiver og den aktuelle situation. Bogen bygger på tidligere USA-korrespondent for DR og forhenværende diplomat i Washington Torsten Jansens samtaler med topdiplomater og politikere som eksempelvis Poul Schlüter, Uffe Ellemann-Jensen, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Per Stig Møller, Helle Thorning-Schmidt, Connie Hedegaard, Mogens Lykketoft, Lene Espersen, Martin Lidegaard og Jeppe Kofod.

Da Madeleine Albright i 2001 forlod jobbet som USA’s første kvindelige udenrigsminister, spurgte journalister hende om, hvordan hun gerne ville huskes. Hendes svar lød: ”Jeg vil ikke huskes. Jeg er her stadig og har meget mere, jeg gerne vil udrette. Selv om det lyder svært, ønsker jeg at hvert nyt kapitel i mit liv bliver endnu mere interessant end det sidste.” På det tidspunkt overvejede eks-udenrigsministerAlbright sine muligheder: Hun kunne skrive, undervise, rejse, holde taler, starte en forretning, kæmpe for demokrati, hjælpe med at styrke kvinder, lave kampagner for politiske kandidater – og bruge mere tid med sine børnebørn. Hun besluttede at gøre det hele. I næsten 20 år har hun været i konstant bevægelse, mens hun har navigeret i en halv snes forskellige professioner og været op at toppes med præsidenter og statsministre. Hun har på samme tid været pioner og givet stemme til millioner, der længes efter respekt, uanset køn, baggrund og alder. Bogen er skrevet i samarbejde med Bill Woodward.

Nærværende bog er den anden af oprindeligt planlagte to om de amerikansk-israelske relationer fra tiden før Anden Verdenskrig til i dag, men på grund af emnets omfang planlægges der nu også et tredje bind. Denne bog dækker perioden fra 1977-2008 og analyserer udviklingen i forholdet mellem USA og Israel over en periode på 31 år. I den periode har der siddet fem amerikanske præsidenter i Det Hvide Hus: Carter, Reagan, George H.W. Bush, Clinton og George W. Bush. Bogen viser, at udviklingen i relationerne langt fra har været problemfri og uden konflikter, men at de kriser, der har måttet være, trods alt har været forbigående, fordi den grundlæggende følelse af et kultur- og værdifællesskab og undertiden fælles strategiske interesser har vejet langt tungere. I løbet af de godt tre årtier har Mellemøsten gennemgået en markant udvikling. Det israelsk-palæstinensiske og israelsk-arabiske forhold har ændret karakter fra fjendskab til en større grad af dialog i en periode, hvor USA's engagement og rolle som mægler og facilitator har vekslet. Nogle af præsidenterne har investeret en stor del af deres tid og energi på en løsning af konflikterne, mens man hos andre af forskellige årsager ikke har kunnet registrere den samme entusiasme. Der har været fredskonferencer i Camp David, i Madrid, i Wye River Plantation og i Annapolis. Der har været forhandlinger mellem israelere, egyptere, palæstinensere, jordanere og syrere så forskellige steder som i Ismailiya, Sarpsborg, Shepherdstown, Genève, Taba og Sharm el-Sheikh, men der har også været krige i Libanon, Irak og i Gazastriben og palæstinensiske intifadaer på Vestbredden, i Gazastriben og i Østjerusalem som reaktion på forankringen af den israelske besættelse af områderne. Israelerne har desuden angrebet Iraks atomreaktor udenfor Bagdad mod USA's vilje og Syriens atomreaktor i landets østlige provins, Deir az-Zor, ligesom Iran contra-affæren og Pollard-affæren trak endog særdeles kraftige tråde til Israel. Der er indgået fredsaftaler mellem Israel og Egypten og mellem Israel og Jordan, men trods mange anstrengelser er der endnu ikke sluttet fred mellem Israel og palæstinenserne, mellem Israel og Syrien og mellem Israel og Libanon. Bogen bygger som det første bind, der dækker perioden fra 1933 til 1976, på omfattende studier af arkivmateriale, dagbøger, biografier, videnskabelige artikler, avisartikler, interviews, rapporter, filmsekvenser og akademiske værker om perioden.

Bogen behandler en række tendenser og begivenheder i Mellemøstlig politi inden for det seneste tiår. Der lægges især vægt på USA's rolle i regionen, og den eventuelle betydning som denne har haft. Bogen er tænkt til et bredt publikum med interesse for Mellemøsten og amerikansk politik.

Forholdet mellem USA og Tyskland er langt og omtumlet. Krig og kærlighed, afmagt og afhængighed, samarbejde og sammenbrud. Mange ord kan bruges om relationen, men de mest præcise er ikke desto mindre: verdens vigtigste alliance. For i international politik er der ingen alliance siden den tyske genforening, der har været vigtigere end den mellem amerikanerne og tyskerne. I denne bog ser Mirco Reimer-Elster nærmere på relationen mellem USA og Tyskland efter genforeningen og undersøger, om det også i fremtiden vil være rigtigt at betegne relationen som ’verdens vigtigste alliance’. Mirco Reimer-Elster (f. 1986) er cand.mag. i amerikanske studier og underviser i amerikansk historie på Syddansk Universitet og i tysk historie på Folkeuniversitetet. Han er tysk og har boet i Forbundsrepublikken i 23 år, indtil han kom til Danmark i 2009. Han har tidligere bidraget til antologierne Fem år med Obama – forandring, vi kunne tro på?, Glimt af Amerika, Fiktionens magt og Den amerikanske drøm.

USA´s krig i Irak har indtil nu kostet mere end 1.800 amerikanske soldater og mellem 20.000 og 100.000 irakiske civile livet. USA har desuden været i krig i Irak længere tid, end landet var involveret i Første Verdenskrig. I Den forkerte krig sætter dansk-amerikaneren Carl Pedersen USA´s involvering i Irak ind i en større historisk sammenhæng.

Udgangspunktet for bogen er den trang, USA siden sin oprindelse har haft til at ekspandere. Ekspansionen har altid tjent landets økonomiske interesser, men er ofte blevet retfærdiggjort ideologisk med forestillinger om USA´s godhed og uselviske motiver. Derfor kan den amerikanske udenrigspolitik i det 21. århundrede ikke blot betragtes som en reaktion oven på 11. september. Carl Pedersen beskriver USA´s rolle i verden gennem historien og stiller spørgsmålet, om USA fører den forkerte krig i Irak - en krig, som på længere sigt alvorligt vil skade USA´s nationale sikkerhedsinteresser.

Carl Pedersen er født op opvokset i Englewood, New Jersey, en forstad til New York, og har boet i Danmark, siden han som studerende kom hertil. Han er cand.mag. i russisk og engelsk og ph.d. i engelsk fra Københavns Universitet. Han har været tilknyttet RUC og Syddansk Universitet, men er nu lektor ved Københavns Universitet.

Tiåret efter Det arabiske forår bød på en række udviklinger i Mellemøsten. I denne bog fremstiller og analyserer Birthe Hansen (1960-2020) træk heraf. Der lægges vægt på den såkaldte Nye verdensorden. Bogen retter sig mod et bredt publikum med interesse for USA's udenrigspolitik og politik i Mellemøsten. Den er forskningsbaseret men med et folkeoplysende sigte.

Arven efter Bush er historien om den amerikanske krig mod terror og de mekanismer internt i den amerikanske administration, der lå til grund for George W. Bushs mest kontroversielle krig. Efter angrebene d. 1. september 2001 ændrede Det Hvide Hus sin strategi for bekæmpelse af terror. Den traditionelle opfattelse af terror som kriminalitet blev erstattet af en ny opfattelse af terror som krig, og det åbnede for helt nye handlemuligheder for den amerikanske regering.

Centrale personer i Bush-regeringen, herunder vicepræsident Richard Cheney, var af den overbevisning, at den amerikanske præsident måtte tilbageerobre mistet magt fra den amerikanske kongres med det udgangspunkt, at USA's præsident er enerådig og urørlig i spørgsmål om krig og udenrigspolitik. Det fik afgørende betydning for de metoder, der blev taget i brug og naturligvis for præsidentens beføjelser. Ikke mindst blev det afgørende for de motiver og argumenter, der lå til grund for beslutningerne om at tilbageholde mistænkte terrorister på Guantanamo, give grønt lys for brutale afhøringer og overføre fanger til stater, der er kendt for at udøve tortur.

Arven efter Bush er dermed også historien om de udfordringer, som Barack Obama står over for, når han skal forholde sig til de foregående syv års amerikanske krig mod terror.

Irak blev i 2003 besat af en USA-ledet koalition, som også Danmark var en del af. Saddam Hussein, som man mente lå inde med masseødelæggelsesvåben, blev fjernet, og dermed var krigen for så vidt vundet, men bagefter skulle landet genopbygges, demokratiet indføres og den fulde suverænitet gives tilbage til irakerne. Torben Gettermann var som udsendt dansk diplomat førstehåndsvidne til årene 2003-05. Hans beretning tegner et til tider meget kritisk billede af en koalition, der var stærkt domineret af USA, og som langt fra var enige i mål og strategier.

Det store spørgsmål er: Hvordan vinder man freden efter krigens afslutning?