Søgeresultater: 2

Kogebogen hylder det danske køkken og traditioner – indkapslet i begrebet hygge. Bogen er skrevet på både dansk og engelsk, for at udbrede kendskabet blandt engelsktalende familie, venner og forretningsforbindelser. Afsættet er Inge Lynggaard Hansens egen familie, der gennem generationer er udvandret og har bosat sig i bl.a. Canada, USA og Grønland. Flere er vendt hjem, mens andre har stiftet familie og med tiden mistet forbindelsen lidt til det danske køkken og danske traditioner. Dermed opstod ideen til at skrive en familiekogebog med udgangspunkt i forfatterens egen mors danske madlavning. Retterne er tilpasset vores tid, hvor vi har et bredt udvalg af krydderurter og krydderier i butikkerne. Der er viden at hente om alt lige fra dansk hygge, gækkebreve, vikinger og vinterbadning til fiskeren fra Hvide Sande og det danske landbrug. Bogen kan gives som gave til udlændinge, der besøger vores land, og som har lyst til at lære vores madvaner og traditioner bedre at kende. Den kan også anvendes som kogebog til unge, der er flyttet hjemmefra, og andre, der savner mors gryder, men aldrig helt fik lært, hvordan man bager rugbrød eller steger de perfekte frikadeller. Om forfatter Inge Lynggaard Hansen Inge arbejder som fotograf, grafiker og forfatter. Evnen til at formidle letforståelige opskrifter sammen med smukke billeder ses i begge hendes kogebøger. “Det persiske køkken” er inspireret af hendes mange rejser og oplevelser i Iran, mens “Mors kogebog” tager afsæt i hendes eget liv med personlige beretninger fra en barndom med kvindefrigørelse, en familie der udvandrede samt en mere eller mindre frivillig tidlig debut i det danske køkken. E-bogen er lavet i fixed format

Arkæologien og etnologien har været med mig de seneste år. Derfor er min påstand at Nålebindingsteknikken er lige så gammel som vævning, der kunne udvikles fra det tidspunkt hvor mennesker blev fastboende som agedyrkere og kvægavlere. De første fåreracer behøvedes ikke at blive klippet, da de selv fældede ulden, som vi kender det fra moskusokser på Grønland. I dag kender vi bl.a. til Soay-fåret fra de Ydre Hebrider og Mongoliet. At Nålebinding må være brugt af mennesker gennem mere end 100.000 år kan nu ikke være en umulig tanke, dersom der stadig bliver fremstillet bæreposer, fiskenet og andet i fx plante-materiale. Teknikken er blevet og bliver brugt jorden rundt, efterhånden som mennesker har befolket de enkelte kontinenter. Specialiseringen er dog først og fremmed nødvendiggjort af klimaet i Norden, i Skandinavien og de Baltiske områder, samt den vestlige del af Rusland. For at forgængeligt materiale som uld, pileflet og træting skal kunne overleve i flere tusind år, må der være optimale forhold, der gør, at disse ting ikke nedbrydes. The Archaeology and Ethnology has been with me for the last couple of years. My allegation is therefore: The technique of Nålebinding is just as old as weaving, which could be developed from the time where human beings became permanent settlers taking care of agriculture and livestock. The oldest race of sheep is the Soay from Outer Hebrides Islands in the Atlantic Sea west of Scotland and another race still living in Mongolia. These old races throw their wool just like the Muskox in Greenland. Nålebinding must have been used by man for more than 100.000 years, as they had the need to carry and keep various things - and furthermore you can find the technique still in use all over the world. Often it is various kinds of grasses and lianas. The special use here in the Northern Europe was necessary due to the cold climate. Unfortunately items made out of perishable materials cannot last for long as metals. This is why only a few things have survived. Archaeologists know that only 5% of all kinds of utensils have survived since the Iron Age. But still finds can provide knowledge of what kind of live humans have had for several millenniums.