Søgeresultater: 5

En sommerdag i 1840 tog Peter Faber Danmarks første foto på Gråbrødretorv i København. Den nye teknik vakte vild begejstring. Sammenlignet med maleriet var den billig og hurtig, og fotografiet var så detaljeret, at folk mente, at det viste virkeligheden selv. Men verden er ikke sort og hvid. Den står heller ikke stille, og fotografen har til alle tider sat sit eget præg på billedet. Ikke desto mindre himlede mange op over, at det objektive gik tabt, da digitale kameraer vandt frem i 1990’erne. I dag er vi skeptiske, når vi fodres med fiktive billeder skabt ved hjælp af kunstig intelligens.

I 1886 solgte staten et plantageområde samt nogle klitter med tør marehalm, og snart var fiskerlejet ved Hornbæk forvandlet til en lille kopi af Amalfikysten. Landets første sommerhusområde var en realitet, og konceptet tiltrak danskere som et fluepapir. I Skagen var malerne en slags tidlige Airbnb-gæster, i Nordsjælland nød borgerskabet ro og fred i familiens skød, i Hvidovre fik storbyens godtfolk et lille kvadrat til kål, kartofler og skramlede lysthuse, og snart stod en rand af små weekendhytter ved enhver bynær sandstrand. Men den slags bosættelser sled på miljøet og blev ofte arkitektoniske øjebæer. Fredningslove har forhindret første parket til kysten, men ikke svækket vores længsel efter det andet hjem væk fra hverdagen.

Endeløse rækker af stenøkser. Montre efter montre. Det var virkeligheden på danske museer omkring år 1900, hvor fokus var på fund, forskning og forhistorie. Men det ville nytænkende museumsfolk lave om på. Nu skulle menneskers liv i centrum, og museer skulle være for nogen. Ikke blot om noget. Derfor så folke- og frilandsmuseer dagens lys, og den fjerne fortid var ikke længere vigtigere end den nære tid. Kampen stod også mellem hovedstaden og provinsen. Mellem Nationalmuseet og de mange nye museer. Men i dag er diskussionen en anden. Danskerne strømmer til de kulturhistoriske museer, og succesen rejser det evigt aktuelle spørgsmål: Hvor skal museerne hen i fremtiden? Så måske kan der anes nye kampe i museumshorisonten.

”Goal by Simonsen!” Den 21. september 1983 besejrede det danske fodboldlandshold helt uhørt England 1-0 på det ikoniske Wembley Stadium. Straffesparket i kampens 36. minut viste sig enormt vigtigt: Sejrsrusen var euforisk og skabte et fællesskab uden lige – hele Danmarks landshold var en realitet. Det rød-hvide firserholds succes skyldtes ikke bare et stærkt forbund eller en træner med den rette re-seppt, men generationer af boldglade bønder og byboere. Amatørfodbold havde stået stærkt, lige siden en læderkugle trillede over grønsværen første gang i 1883. Og i over 100 år har fans og fæ hujet sig hæse i skummende debatter om amatører vs. professionelle, om fairplay og diktaturer, om kvinder og fodbold – og om dansken er bedre end svensken.

Den 15. august 1943 stormede en flok børn ind på Danmarks første skrammellegeplads. De voksne havde fyldt græsarealet i Emdrup op med gamle brædder og trætte trillebøre, og snart var der jordhuler, murstenshuse og tårne overalt. Idéen viste sig at være så god, at den har holdt sig i mange generationer. Politikere, pædagoger, arkitekter og kunstnere tog den fri, skabende leg til hjertet, i håbet om at børnene kunne blive fremtidens fredselskende bygmestre. Allerede rundt om 1800-tallets sandkasser diskuterede man, om byens børn kunne lege sig til at blive gode samfundsborgere, og i dag er legepladser blevet big business.