Søgeresultater: 24

"Om eftermiddagen indtraf en lille episode, som jeg desværre, eller måske heldigvis, ikke selv overværede. Tante Emma begyndte pludselig at rakke ned på Lillemors påklædning og udseende. Bl.a. udtalte hun: "Det er ganske umoralsk med røde negle!" Men da røg det ud af Agnes: "Det er da mere umoralsk med sorte negle!" Så sa’e hun ikke mer om Lillemor."

Soya har kaldt denne erindringsbog "Ærlighed koster mest", og det må da være en dyr fornøjelse, for den er fyldt med bidende humoristisk og til tider hudløs ærlighed. Soya deler både ud af sine erindringer og giver os et kig i sine mange dagbøger fra årene 1936-1945.

"Soya er så prægtig ærlig. Så prægtig morsomt ærlig i sin kunst." - Kaj Munk Carl Erik Martin Soya (1896-1983) var en dansk forfatter og dramatiker, der skrev en perlerække af skuespil og romaner, som vandt stor popularitet hos publikum såvel som anmeldere. Soya var en stor satiriker og samfundsrevser, og med sin revykomedie "Umbabumba skrifter forfatning" fra 1935 udstillede han gennem det fiktive afrikanske land Umbabumba nazisternes angreb på demokratiet i 1930’erne. Stykkets egen skæbne kom til at understrege, at også den danske ytringsfrihed var under pres, da den danske regering under pres fra Tyskland tog stykket af plakaten, inden det nåede at få premiere. rnrnSoya var en af de største og mest produktive danske forfattere i det tyvende århundrede, og han blev i løbet af sit liv hædret med en lang række priser og legater.

VI VED JO HVORDAN DET ER AT VÆRE MENNESKE er et enestående kig ind i hoved, hjertekule og hylster på en af Danmarks mest markante, nysgerrige og alsidige skuespillere. Et opgør med den gamle traver om et fag, hvis aktører er for nærige og hemmelighedsfulde til at give noget af sig selv. Det er en bog om at gøre brug af andres fortælling – de virkelige væsners såvel som de fiktives. En bog om at tage sig selv op til revision. En bog om rollerne og om livet indimellem. En bog om det, vi har til fælles: At være menneske og historiefortæller. Den er en indsigt i at indleve sig.

”VIL DU VIRKELIG IND I MASKINRUMMET OG SE, HVAD DER SKAL TIL FOR AT BLIVE GOD? VIL DU VIRKELIG IND UNDER HUDEN PÅ DET? VIL DU DET? DET ER DER IKKE RET MANGE MENNESKER, DER VIL, OG DERFOR ER DET DE FÆRRESTE, DER BLIVER ATLETER.” Bo Hamburger er kun 18 år gammel, da han første gang ser ældre cykelryttere sidde ved middagsbordet og stikke sig med deres kanyler. Hans reaktion er, at det åbenbart er det, der skal til, og som den dedikerede elev, han er, begynder Bo Hamburger straks at sprøjte sig med magnesium. Derfor er skridtet heller ikke så stort, da han i 1995 beslutter sig for at benytte EPO, hvad han med få pauser gør i resten af sin karriere. Med dopingen følger løgne, brudte venskaber, retssager, og som nettet strammes efterhånden også daglig stress og paranoia – og efter karrieren depression. Men også sejre, som fremkalder en følelse, ”der er federe end den vildeste kokainrus”. HAMBURGER UDEN FILTER handler ikke bare om en cykelkarriere, men tegner også et nærgående portræt af dagligdagen for en verdensatlet, der ifølge Bos egen jobbeskrivelse betød, at ”jeg skulle huske at spise mindre, jeg skulle huske at træne, jeg skulle huske at få massage, og jeg skulle huske at tage EPO.”

"Alle der har haft en særlig læseoplevelse kan huske hvor de har haft den. Teksten findes aldrig alene, der er også stedet hvor man læste den, og hvem man var da man gjorde det. Læsningen sætter sig i kroppen og forbinder den med stedet i erindringen; Læsestedet. Et læsested er et kort stykke prosa, en erindringstekst, der har med den særlige læseoplevelse at gøre. Den er en undersøgelse af forholdet mellem litteraturens stemme og stedets betydning. Det er litteraturkritik, poetik og rejsefortælling. Et sidelæns selvportræt og meget andet."

"Jeg så igen på uret; det var nu en time siden, vi sidst havde hørt skud. Vi var sikre på, at skuddene kom fra et sted øst for Mohanasletten og følte os overbevist om, at krybskytterne denne gang havde dummet sig. Vi havde ventet i 2 dage, og selvom lyden af skud på den stille savanne kunne høres mindst 30 kilometer væk, mente vi, at vi kunne finde gerningsmændene."



Lars Ørlund deler ud af sine usædvanlige og spændende oplevelser fra sin tid som safarileder, storvildtsjæger og journalist i Afrika. Bogen beskriver indgående hans deltagelse i arbejdet mod krybskytteri og de til tider voldsomme metoder, der må tages i brug for at stoppe den grusomme rovdrift på naturen. Bogen fortæller om Afrika på godt og ondt og om afrikanernes mange facetter set gennem en erfaren eventyrers øjne. Lars Ørlund (f. 1948) er en dansk forfatter, biolog, journalist og eventyrer. I perioder af sit liv har Lars Ørlund boet sammen med nogle af de sidste naturfolk på Jorden, hvilket han har lavet både radio- og tv-programmer om. Han har endvidere skrevet en lang række bøger blandt andet om sine mange rejser.

Femte og sjette bind i Agnes Henningsens (1868-1962) erindringsserie i otte bind. I Dødsfjende-Hjertenskær befinder vi os i det 20. århundredes første årti. I centrum for begivenhederne står beretningen om kærlighedens forviklinger mellem to alt for forskellige mennesker.
I Jeg er levemand indledes fortællingen med Holger Drachmanns sagnomspundne 60-årsfest i 1906 og fortsætter med en lang række portrætter af datidens teaterfolk og forfattere.

En personlig litteraturhistorie gennem 65 år. Alle Politiken-læsere kender Thomas Bredsdorff, som har været fast boganmelder og kulturskribent ved avisen siden 1965 og desuden er forfatter til en lang række bøger. Han er kendt som en fremragende formidler, der henvender sig til både fagfæller og det almene publikum. Med Litteraturen giver form til en følelse er et stort udvalg af hans produktion nu samlet i en flot, monumental udgivelse. Det er dr.phil. Marianne Stidsen, der har foretaget udvalget og skrevet bogens forord og efterskrift. Resultatet er blevet en vidtspændende samling af artikler fra "Cyklerne i Hanoi" (1974) til "Humanist til sidst" (2019) foruden 16 kapitler om store skandinaviske forfattere fra Ludvig Holberg til Karl Ove Knausgård.

Gennem mere end 30 år har Jan Grarup rejst verden rundt til krigs- og katastrofeområder for at dokumentere ødelæggelserne og de konsekvenser, der rammer uskyldige mennesker. I HVOR JERNKORSENE GROR fortæller han sine barske og gruopvækkende beretninger fra bl.a. Rwanda, Rumænien, Irak, Haiti, Somalia, Sudan og Balkan. De mange rejser og fotografier har åbnet verdens øjne for brutale konflikter, sikret Jan Grarup et hav af nationale og internationale priser og gjort ham til en af verdens bedste fotografer. Men i denne bog fortæller han også om de hårde personlige omkostninger, et liv i skudlinjen har haft; om alkohol- og narkomisbrug, skilsmisser og posttraumatisk stress og om menneskeskæbner, han aldrig kan slippe igen.

Bogen er illustreret med især Jan Grarups egne fotografier, heriblandt aldrig tidligere viste billeder.

Forfatter og oversætter Charlotta Dorothea Biehl (1731-1788) fortæller om sit spændende liv i det attende århundredes Danmark. Hun beskriver sit komplicerede forhold til sin far, der styrede hendes liv med hård hånd indtil sin død, hvor hans nu 40-årige datter endelig blev fri til at bestemme over sit eget liv, men samtidig blev fattig som en kirkerotte. Det lykkedes imidlertid den ugifte kvinde at vende situationen til sin fordel, for med vid og evner som hendes kunne man nå langt selv i 1700-tallet. Charlotta Dorothea Biehl (1731-1788) var en dansk forfatter og oversætter. Hun stod blandt andet bag oversættelsen af Miguel de Cervantes roman "Don Quixote" og skrev desuden selv en række skuespil. Charlotta Dorothea Biehl er hovedperson i Mette Winges historiske roman "Skriverjomfruen – en guvernanteroman" fra 1988.

En anonym forfatter fortæller om livet som professionel cykelrytter.

Programsekretær og radiovært i DR Hemming Hartmann-Petersen fortæller om sin tid som jazz- og teatermusiker i tiden fra 1940 og de næste godt 20 år frem. Han mindes den danske jazzguldalder, hvor store navne som Ewans, Roger Henrichsen, Mathisen, Asmussen og Foss svang instrumenterne, og arbejdet i orkestergraven, hvor han på nærmeste hold fik lov at følge både de store og mindre store skuespilleres udfoldelser på scenen. Hemming Hartmann-Petersen (1923-2004) var en dansk musiker, lærer, programsekretær, radiovært og forfatter. Han blev ansat på DR i 1962, hvor han var med til at skabe det, vi i dag kender som P3, og gennem de næste knap 30 år hørte han til blandt radioens mest skattede studieværter. Hemming Hartmann-Petersen skrev derudover en række bøger – blandt andet tre essaysamlinger og erindringerne "En røst fra orkestergraven".

Fra skyggerne af det vi ved tager afsæt i bølgen af selvbiografiske romaner, som inden for det seneste årti har bredt sig fra Skandinavien og Nordeuropa til resten af verden.

I en fængende gennemgang inddrager Behrendt forfattere, der er blevet ramt af begivenheder, som hverken kan håndteres inden for rammerne af traditionel fiktion eller på autofiktionens friland. Nu rammes de endnu en gang, mens de skriver. Det er Karl Ove Knausgård og hans mastodontiske værk. Og kvindelige forfattere som Linn Ullmann, Delphine de Vigan, Vigdis Hjorth og Kristina Stoltz, der i delvis opposition til Knausgård driver deres kunst til den modsatte yderlighed, ved at skrive selvbiografiske romaner ”uden navn”.

Fra skyggerne af det vi ved er en bog, der rører ved tilværelsens grænse. Med Vigdis Hjorths ord: ”sandhedshændelsen”, som stærkere end noget andet forbinder forfatterne med deres læsere.

Pressen skriver:

»Knausgårds kæmpeværk finkæmmes, når litteraturnestoren Poul Behrendt bidrager til receptionen med to vigtige fund… Behrendts bog viser, hvilken moden frugt der vokser frem, når belæsthed og engagement krydser klinger, og udgivelsen bliver tilmed en fin demonstration af, at visse emner må tages op i monografiens fyldige form for at kunne behandles adækvat.«
– Information

»Man mærker Poul Behrendts fascination af Karl Ove Knausgårds selvbiografiske iscenesættelse, men også af forfatterens nu kuldsejlede kærlighedsliv… en demonstration af, hvordan man som litterat og med mobiliseringen af hele det litteraturvidenskabelige skyts kan dykke ned i nøjagtig de samme kulørte personrelaterede forhold, som kulturjournalistikken elsker.«
– Politiken

»… analysen er den bedste jeg har læst af Knausgårds værk til dato.«
–  Klassekampen