Søgeresultater: 167

I anledning af 150-året for forfatteren Henrik Pontoppidan i 2007, udgav litteraten Niels Kofoed sin hyldest "Fortællingens mester. Henrik Pontoppidan 150 år". I seks artikler opsummerer Kofoed sine synspunkter om digteren Henrik Pontoppidan og dennes værk og giver et overblik over stil, temaer, nøglefigurer, kulturhistorisk og filosofisk kontekst i en nænsom beskrivelse af anarkisten Pontoppidan, der mente, at den højeste livsværdi ligger i den frie personlighed styret af sit eget væsens lov.

Niels Kofoed er født i København i 1930, cand.mag. i dansk og fransk og dr. phil. på en afhandling om H.C. Andersen. Ud over sit store videnskabelige forfatterskab, der omfatter ca. 43 bøger og et stort antal videnskabelige artikler om danske forfattere, har Kofoed et livslangt virke som underviser ved både danske og udenlandske universiteter bag sig. Han har også fået udgivet en række skønlitterære værker, ligesom han i en årrække var fast anmelder af faglitteratur på DR, Berlingske Tidende og Kristeligt Dagblad. Niels Kofoed er desuden formand for B.S. Ingemann-Selskabet.

At læse romaner er ikke virkelighedsflugt. Litteraturen inspirerer os til at få noget godt og stærkt ud af tilværelsen, til at stille krav om væsentlighed i livet. Vi får trænet forestillingsevnens muskel og lærer andre menneskers verdener at kende. Dette er fortælleren, præsten, forfatteren og læseren Flemming Kloster Poulsens lidenskabelige kærlighedserklæring til litteraturen. I bogen viser han, hvordan man i selskab med romaner af bl.a. Dostojevskij, Ida Jessen, Jens Christian Grøndahl og Kerstin Ekmann kan tage livtag med tilværelsen og få greb om, hvad meningen med det hele er: "Aldrig har vi haft så mange informationer, aldrig har vi haft så store mængder viden om snart sagt hvad som helst. Alligevel er vi ikke blevet klogere på os selv. Alligevel er den mest udbredte sygdom i dag mangel på mening. Den viser sig som fravær af lidenskab og engagement, som kedsomhed, angst og depression ... Jeg tror på, at den gode fortælling har betydning i ethvert menneskes liv. Den er med til at give oplysning om det at være menneske, livsvejledning og mening i tilværelsen," skriver Flemming Kloster Poulsen i sit efterord.

En art årbog, der tager sit tekstnære udgangspunkt i ti digte, udgivet år 2000. I ti eksemplariske nærlæsninger og en efterskrift analyserer, tolker og perspektiverer Lyngsø digtene hver især og ser på deres placering i en digtsamling og samlingens placering i et forfatterskab. Digtene er overvejende skrevet af yngre forfattere, bl.a Nikolaj Stochholm, Simon Grotrian og Henriette Houth.

Man siger at sporten er i krise. Den kan ikke længere legitimeres som noget særligt sundt, dannende eller demokratisk, og ikke mindst dopingdebatterne har udfordret dens berettigelse. Men måske kan sporten reddes, hvis den indlemmes i det æstetiske felt og gives værdi som kunst? Denne bog præsenterer en samlet gennemgang af dansk litteraturs sportsskildringer og svarer at et æstetisk blik på sport kan være et givende supplement, men ikke nogen redning for sporten. Litteraturens billede af sporten viser sig at være meget traditionelt. Sporten beskrives ofte som naturlig, autentisk og umiddelbar, og den forbindes næsten altid med noget seksuelt, religiøst, infantilt eller etnisk. Rationalitet og kultur sættes i modsætning til sportens sanselighed: Den typiske sportsroman handler om en fortæller der gerne ville have været god til sport, men ikke er det og derfor må skrive om det i stedet for - ofte ved at portrættere en barndomsven som er god til sport, men dårlig til at skrive. Kunst og konkurrence argumenterer for at litteraturen kan fortælle os noget vigtigt om sporten, men uden at den dermed kan hæves over de aktuelle problemer. Det er i øvrigt heller ikke sikkert at sporten har brug for at blive reddet. Måske skal den bare have lov at være sig selv lidt.

I september 2005 udkom debattør, sognepræst og ph.d. Kathrine Lilleørs Fra hjerte til hjerte. Nye tolkninger af H.C. Andersens eventyr, en bredt formidlende bearbejdning af hendes ph.d.-afhandling. Her udkommer den i sin originale form og tilbyder læseren et grundigt indblik i digterens eventyr.

Selv om han i sin tyske selvbiografi hævdede, at der kun var tre forfattere, som åndeligt gik ham i blodet, nemlig Walter Scott, Hoffmann og Heine, så spillede Goethe dog den største rolle i H.C. Andersens forfatterliv.

Med udgangspunkt i udvalgte romaner, dramaer og eventyr, som tager afsæt i en Goethe-tekst, prøver litteraten Niels Kofoed vise trådene, der går fra H.C. Andersen og til dennes læremester og største forbillede.

Rainer Maria Rilke er ikke blot en af de betydeligste tysk-sprogede modernister; igen og igen tager han også livtag med centrale eksistentielle problemstillinger.

Horden er en bog med digterportrætter fra den periode, vi plejer at forbinde med Georg Brandes og det moderne gennembrud og videre frem gennem symbolismen, det vil sige fra J.P. Jacobsens skelsættende novelle Mogens 1872 til Marie Bregendahls roman En Dødsnat 1912.

”Hvis bare én eneste kvinde fortalte sandheden om sit liv, ville jorden slå revner”. Sådan siger Jonnas moster Marie i Kirsten Thorups roman ”Den yderste grænse”. Siden sin debut for godt 40 år siden har Kirsten Thorup fortalt sandheder om især kvinders, men også mænds og børns liv. I sin bog om Kirsten Thorups romaner fra Baby til Førkrigstid har Marianne Juhl fokuseret på forfatterskabets brændpunkter, dér hvor jorden slår revner, og stærke følelser blotlægges. F.eks. i Jonna-serien, hvor forfatteren går i dybden med den enkelte kvindes svære identitetskonflikter i de tiår, hvor kvinderne tog de første skridt ud af husmor-rollen som den eneste. Eller i Bonsai, hvor hun fortæller om al den smerte og skam, det fremkalder, når en homoseksuel mand forsøger at skjule sin afvigelse ved at gifte sig med en kvinde. I Ingenmandsland, hvor hun viser os, hvordan vores såkaldte velfærdssamfund bortdømmer alderdommen som livsepoke og gør os døde før døden.  Men ét tema går ifølge Marianne Juhls bog som et strømførende kabel gennem hele Kirsten Thorups forfatterskab: Familien som tilværelsens uomgængelige grundsten, uanset om vi stifter familie eller vælger den fra, flygter fra den eller drømmer os bort. Under alle omstændigheder ligger nogle af tilværelsens største smertepunkter i familiens skød.

Islandsk litteratur har i de seneste årtier oplevet en veritabel blomstring. Det medfører, at islandske romaner oversættes til talrige sprog: Her i Danmark skal en forlægger med respekt for sig selv helst have mindst én islænding i sin stald. Men fortællerkunsten på øen i Nordatlanten er lige så gammel som befolkningen. Siden landet blev bebygget fra øst af bønder, brudt op fra ikke mindst Norge, har indbyggerne delt deres historier med hinanden, en tradition, som kulminerede i 1200- og 1300-tallet, og som afsætter tydelige sagaspor i prosaen af i dag. Ligeledes går der inden for lyrikken en ubrudt arvelinje fra kvadene i Det poetiske Edda til flere af de nyeste, både originale og traditionsbevidste poeter.

Om forvandlingstemaet i Shakespeares Hamlet.
Vi ved hvad vi er - men vi ved ikke hvad vi kan blive.
Johannes Møllehave gennemgår skuespillet akt for akt.

Dystopiske romaner for unge læsere er et område i voldsom vækst, både internationalt og i Danmark. Denne bog er den første på dansk, der diskuterer denne genre og forsøger at give bud på, hvorfor den er så populær, og hvilke aspekter af den formodede læsers virkelighed, den bearbejder. I stedet for at se dystopierne i sammenhæng med fantasy eller horror, ses de i sammenhæng med katastrofelitteraturen, det vil først og fremmest sige romaner der foregår kortere eller længere tid efter en katastrofe, hvor de overlevende står overfor udfordringen at bygge et nyt samfund op. Dermed er de til dels anbragt i den samme situation, som de unge der lider under et totalitært styre og skal finde ud af hvordan man bekæmper det. Modstand og håb er baseret på en læsning af omkring 250 romaner (alle udkommet på dansk), og blandt de måske overraskende ting der fremhæves, er at der har været udgivet ungdomsbøger om dystopier og katastrofer i mere end 40 år. Mindre overraskende er at der er både skidt og kanel imellem – men genren kan noget: Ved at fremstille et dystopisk samfund, kommenterer forfatteren på sit eget, og ved at give forskellige løsningsmodeller, peger romanerne også på problemstillinger i unge menneskers virkelige liv.