Manglende omsorg, mobning, lavt selvværd, skilsmisser, kriminalitet, svigt, død, vrede, vold, alkohol, hash og destruktiv adfærd er nogle af de voldsomme nøgleord i denne bog. Bogen giver et unikt indblik i 12 vidt forskellige unge menneskers liv. Det eneste, de har tilfælles, er, at de blev fjernet fra hjemmet og anbragt på forskellige opholdssteder. De unge fortæller skræmmende oprigtigt om deres opvækst inden anbringelsen, mødet med ”systemet”, livet som anbragt og ikke mindst, hvordan den kaotiske opvækst har påvirket deres liv som voksne. Sigtet med bogen er, at voksne, der uddanner sig til at arbejde med socialt udsatte unge, kan se, hvad anbragte unge selv tænker om det, de har været igennem både før, under og efter anbringelserne. Bogen er skrevet således, at et bredt publikum med interesse for målgruppen kan læse med.