Søgeresultater: 4

Fordi vi aldrig må glemme, hvad terror, drab og frygt gør mod mennesker og et samfund. I 2011 var Tonje Brenna var 23 år og generalsekretær i AUF – det norske arbejderpartis ungdomsorganisation. Hun brugte al sin tid på politisk arbejde og på at forberede den årlige sommerlejr på Utøya, hvor hun befandt sig den 22. juli, da det utænkelige skete. 22. juli er en stærk øjenvidneskildring af den ufattelige tragedie på Utøya. Men det er også en bog om at leve videre, blive voksen, få sine egne børn og at se ting med nye øjne. Og om at få tid og plads til at tænke på sig selv som individ – uden at repræsentere en hel gruppe af overlevende. Tonje Brennas bog er en sammenhængende beretning om alt, hvad der pludselig og brutalt ændrede sig den dag i 2011.

Manglende omsorg, mobning, lavt selvværd, skilsmisser, kriminalitet, svigt, død, vrede, vold, alkohol, hash og destruktiv adfærd er nogle af de voldsomme nøgleord i denne bog. Bogen giver et unikt indblik i 12 vidt forskellige unge menneskers liv. Det eneste, de har tilfælles, er, at de blev fjernet fra hjemmet og anbragt på forskellige opholdssteder. De unge fortæller skræmmende oprigtigt om deres opvækst inden anbringelsen, mødet med ”systemet”, livet som anbragt og ikke mindst, hvordan den kaotiske opvækst har påvirket deres liv som voksne. Sigtet med bogen er, at voksne, der uddanner sig til at arbejde med socialt udsatte unge, kan se, hvad anbragte unge selv tænker om det, de har været igennem både før, under og efter anbringelserne. Bogen er skrevet således, at et bredt publikum med interesse for målgruppen kan læse med.

Oliver Louai bliver i 1999 født ind i verden med Hells Angels, Stein Bagger, Bandidos og bandekrig. Fra han kan gå, er han med til søndagshygge og barbecue, hoppeborg og børnefødselsdage i Hells Angels’ klubhus, mens babysitteren, når han leger på Blågårds Plads, hedder Lille A. Han er fire, da han første gang besøger sin far i fængslet, ti, da han oplever, at faderen bliver skudt, og 18, da han selv skærer sig på lovens skarpe kant og bliver varetægtsfængslet for grov vold, fordi han da selvfølgelig er skyldig – han er jo Brian Sandbergs søn. Da han rammer teenagealderen, har han ellers smidt navnet Sandberg. Kalder sig herefter Oliver Louai – samme efternavn som moderen, der har marokkansk og muslimsk baggrund. Få år efter konverterer han også selv til islam. ”Søn af Sandberg” er historien om Brian og Oliver, om far og søn – set gennem en drengs uskyldige øjne. Det er fortællingen om en søns kamp for ikke at følge i sin elskede fars fodspor, kampen for at skabe sin egen identitet, kampen for at folk stopper med at spørge, om ikke han er berømt-berygtede Brian Sandbergs søn? Så han ikke længere behøver at tænke på, om han skal svare ja – eller nej.

Fadi voksede op i borgerkrigens helvede i Libanon. Som syv-årig flygtede han og hans familie til Danmark. Han havde en forventning om at komme til paradis, men virkeligheden var en anden. Det var svært at få familielivet til at fungere i det nye land, og Fadi blev tvangsfjernet. Årene på institution var hårde og fik hadet til at vokse i ham. Som teenager blev Fadi stærkt belastet kriminel, og fremtiden tegnede til at blive en lang kamp med myndigheder og domstole. Men en dag sagde Fadi stop, og med en ukuelig vilje og god støtte fra fagfolk lykkedes det ham at slippe ud af den kriminelle verden. I dag arbejder Fadi som konsulent med unge, der har svært ved at finde sig til rette i det danske samfund. Fadi møder folk omkring sig med et mix af tolerance og direkte tale - og det er lige meget, om det er en belastet kriminel eller politiet, han taler med. Dialogen er både et mål og et middel for ham. Det er gennem den, at man skaber forståelse og integration - både i det store og i det små.