Søgeresultater: 9

Folkestyrets fæstning, foræret af Frederik 7. i faderlig forståelse, fred og fordragelighed. Sådan hylder vi Grundloven, og vi taler om frisind, danskhed og demokrati. Men faktisk fandt Grundloven fra 1849 sin form midt i europæisk borgerkrig og revolution, hvor de gamle monarkier faldt på stribe. Folkelig blev Grundloven kun gennem politisk import fra det store udland. Et rent dansk produkt ville ikke have været nær så demokratisk. Og selv om demokrat og demokrati hurtigt blev modeord herhjemme, var det nye folkestyre mest for de få. Var man fruentimmer eller folkehold, fremmed eller fallent, fattig eller forbryder – eller bare et fjols – kunne man stadig godt glemme alt om politisk indflydelse.

For 400 år siden havde Djævelen frit spil i Danmark. Dommedag var nær, og trolddom kunne være allevegne. Henover blot fem år blev 60% af samtlige danske trolddomssager ført. I snart sagt alle byer fyldte lugten af brændt menneskekød luften. Processerne spredte sig som ringe i vandet, bl.a. fordi de anklagede under tortur angav medskyldige i nabosognet. Forbandelserne ramte både vejret, kvæget, mandens potens og kvindens fertilitet. Én adelskvinde mistede ikke mindre end 15 børn, fordi hun var blevet forhekset. Forsamlingen af troldfolk generede ikke kun bønderne ude i landsognene – de kunne ramme selv de allerøverste i riget med deres onde vilje.

"Med lov skal land bygges". De ikoniske ord indleder Jyske Lov og bliver stadig brugt som ideal for et samfunds opbygning. Men Jyske Lov indeholder ikke moderne samfundsidealer. Tværtimod. Loven så dagens lys på et tidspunkt, hvor store politiske forandringer var på vej, og landet gik fra stabilitet til kaos. Måske var ordene og lovens fortale et partsindlæg i striden. Jyske Lov viser et samfund med store sociale forskelle, og hvor store dele af befolkningen var underlagt husfaderens vilje. Forbrydelser kunne man betale sig fra, og anklagede kunne sværge sig fri, hvis andre ville give dem et godt skudsmål.

Tvangsarbejde og lænker. Og kongens hæder på slagmarken. Christian 4. havde i 1600-tallet brug for mennesker til at vinde sine stort anlagte krige, og kriminelle blev straffet med arbejde. Ikke henrettelse. I 1620 opstod Danmarks første fængsel derfor som et effektivt spildprodukt. Så kunne de lære det. Og vi kan lære om fængslets glemte historie, der også er fortællingen om en af statens grundpiller og om de dramatiske forsøg på flugt. For trods brutal disciplin udviklede fangerne snedige flugtplaner, gravede tunneller og gemte file i køjerne. Men myndighederne slog hårdere og hårdere ned. Johan Heinsen, lektor i historie ved Aalborg Universitet, har buret sig inde for at fortælle fængselshistorie, hvor tvang, frygt og frihedsdrømme er drivkræfter.

I 1753 skete der et tragisk uheld på fregatten Falster, mens den lå for anker ud for Marokkos kyst. Skibet, der befandt sig i Nordafrika for at aflevere kongelige beskyttelsespenge til lokale pirater, brændte, og flere søfolk druknede. Den unge søkadet Peter Schiønning var med og noterede detaljerne i sin dagbog, som giver et unikt indblik i den danske flådes storhedstid. Fra 1720 til 1801 var Danmark ikke for alvor i krig, og den lange fredsperiode blev et højdepunkt i flådens historie. Men selv i fredstid var livet om bord ikke noget for landkrabber. Flådens togter bød på havnebesøg på horehuse og snobberi om rang og ære, kistekammerater, blødende skørbug, tørre beskøjter og den nihalede kat. Dengang fandtes der rigtige søfolk.

”Lad ikke ’de faldne’ blive liggende!” Sådan lød et opråb fra en kirkelig forening i København i 1876. Livet i den relativt nye metropol var farligt. Pyntesyge piger og ensomme sømænd risikerede at blive ledt i fordærv. Nogen måtte spænde et sikkerhedsnet ud under de værdigt trængende fattige – altså kun de værdige af dem – så de kunne opfanges, før de dumpede ned i en armod så dyb, at kun det offentlige fattigvæsen kunne overtage plejen af dem. Den frivillige velgørenhed, der blomstrede frem i 1860’erne og 70’erne, kom som regel fra kristne kredse og var måske forsatsen til den statslige velfærd, vi kender i dag. Og som stadig er suppleret af frivilligt socialt arbejde.

Med vedtagelsen af landets første børnelov i 1905 trådte myndighederne for alvor ind bag hjemmets fire vægge og gjorde børneopdragelse til et statsligt anliggende i sager, hvor fordrukne eller fraværende forældre slog eller ikke slog til. Det offentlige rykkede ind på de kristne filantropers og hattedamernes enemærker og har siden skabt store forandringer på børnehjem og hos plejefamilier. De politiske intentioner har været de bedste, men virkeligheden har til tider vist sig ond og grusom. Børneforsorgens historie spænder vidt – fra børnenes ven, Peter Sabroe, der for 100 år siden ”kidnappede” børn for at redde dem fra misrøgt og mishandling, til børnenes statsminister, der i 2019 sagde officielt undskyld til Godhavnsdrengene.

Pisken smældede på værtshusholder Otto Nagels ryg i fængslet, hvor han i 1818 sad inde for at stå i spidsen for en tyvebande. I de mørke celler levede de indsatte ikke kun af vand og brød, for den hårde kost bestod også af vold og lang varetægt. Mistænkte havde ikke mange chancer for at bevise deres uskyld. Ville de ikke tilstå, røg de ofte ind på ubestemt tid. Så kunne de lære det. Forhørsdommere, betjente og arrestforvarere lyttede nemlig ikke til folk fra samfundets bund. Grundloven fra 1849 lovede dog bod og bedring i stedet for mishandling af misdæderne, men først i 1919 trådte Danmark med retsreformen ud af enevældens og politistatens skygge. Nu skulle retssikkerhed erstatte magtarrogance.

”Jødeparagraffen”. Det var politikerslang for den paragraf, der blev vedtaget af Folketinget i marts 1939. Paragraffen var nemlig tænkt som et værn mod den nazistiske antisemitisme, der føg op over den danske grænse. I årene forinden var en række aktivister blevet dømt for at have hånet den ”jødiske race” ved at kalde dem parasitter, rentehajer og pestbylder. Få troede på disse myter, men justitsministeren fandt dem farlige for demokratiet. Hans svar blev § 266 b, i daglig tale kaldt racismeparagraffen. Den gjorde racistiske ytringer strafbare – hvilket har været kontroversielt lige siden. For hvor meget kan man egentlig begrænse demokrati og ytringsfrihed i forsøget på at beskytte begge dele?